I rigsdagssamlingen 1948-49 fremsatte socialministeren forslag til lov om arbejderbeskyttelse, og samme forslag fremsattes med ændret ikrafttrædelsesbestemmelse i hver af de følgende rigsdagssamlinger. I løbet af samlingen 1953-54 lykkedes det at få lovforslaget færdigbehandlet, idet ministerens forslag efter indstilling fra det herom nedsatte folketingsudvalg gennemførtes i form af tre love, så at der i een lov lovgives om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri, i en anden lov om arbejderbeskyttelse indenfor handels- og kontorvirksomhed (jfr. nedenfor) og i en tredie lov om arbejderbeskyttelse indenfor det øvrige erhvervsliv (den her omtalte sag).

Om indholdet af socialministerens oprindelige lovforslag, der dækkede hele området for arbejderbeskyttelse, kan i det hele henvises til de udførlige bemærkninger herom i årbog 1948-49 side 530.

Ved opdelingen af lovforslaget er den oprindelige systematik i videst muligt omfang bevaret i de enkelte love, hvis bestemmelser også i det store og hele svarer til socialministerens lovforslag.

Vedrørende begrundelsen for den foretagne opdeling skal anføres følgende uddrag af folketingsudvalgets betænkning:

„Det af socialministeren forelagte forslag til lov om arbejderbeskyttelse omfatter efter § 1, stk. 1, beskæftigelse af enhver art, offentlig eller privat, hvorved arbejdere (medhjælpere) anvendes i en arbejdsgivers tjeneste. Dette betyder altså, at lovforslaget udover det område, som dækkes af den nuværende fabriklovgivning, vil inddrage alle øvrige erhvervsområder under tilsyn efter loven.

Udvalget har fundet, at det er nødvendigt ved udformningen af en sådan lovgivning i højere grad, end det er sket i lovforslaget, at tage hensyn til, at de risikomomenter af ulykkes- eller sundhedsmæssig art, som en arbejderbeskyttelseslovgivning skal søge at værne de beskæftigede imod, er af en meget forskellig karakter og størrelsesorden indenfor de forskellige erhvervsområder.

For at en arbejderbeskyttelseslovgivning skal undgå at blive af teoretisk karakter, må den i sin udformning tage hensyn til disse varierende forhold. Udvalget må mene, at det foreliggende lovforslag næppe helt kan siges at opfylde dette.

Dertil kommer, at når man sætter sig det mål at lade en enkelt lov dække hele erhvervslivet med alle dettes forannævnte variationer i risikomæssig henseende for de beskæftigede, vil det ifølge forholdets natur være vanskeligt for det enkelte erhvervsområdes virksomheder at blive helt klar over, hvilke af lovens bestemmelser der gælder netop indenfor deres område.

Udfra disse betragtninger har udvalget ment at måtte foreslå, at det foreliggende forslag opdeles i 3, således at der i een lov lovgives om arbejderbeskyttelse indenfor landbrug, skovbrug og gartneri, i en anden lov om arbejderbeskyttelse indenfor handels- og kontorvirksomhed og i en tredie lov om arbejderbeskyttelse indenfor det øvrige erhvervsliv, som udvalget foreslår betegnet „lov om almindelig arbejderbeskyttelse"."

I udvalgets bemærkninger til de enkelte paragraffer er der udførligt redegjort for de i forhold til socialministerens oprindelige forslag gennemførte ændringer.

Ved 2. behandling gav udvalgets formand følgende oversigt over de ved de 3 love gennemførte vigtigste ændringer i forhold til de hidtil gældende regler:

„For det første skal jeg nævne de nye områder, der kommer ind under den almindelige arbejderbeskyttelseslov, områder, som ikke har været dækket af den gældende lov. Det er byggevirksomheder, anlægsvirksomheder, transportvirksomheder, herunder lastning og losning, lager- og pakhusarbejde samt laboratorier. Af disse har hidtil kun laboratorier i virksomheder, der i forvejen var undergivet tilsyn, kunnet inddrages under loven, derimod ikke videnskabelige og lignende laboratorier. Medens der i den gældende arbejderbeskyttelseslov sondres mellem større virksomheder og virksomheder med 5 arbejdere og derunder, skal den foreslåede almindelige arbejderbeskyttelseslov gælde for alle industri- og håndværksvirksomheder. Dog gælder der for virksomheder med 3 arbejdere og derunder visse indskrænkninger; det drejer sig nærmest om en del velfærdsforanstaltninger, som ikke kommer til at omfatte de helt små virksomheder.

I den nye lovgivning bliver arbejdsgiverens ansvar nærmere udformet, og han får pligt til at sørge for, at nyantagne arbejdere, særlig lærlinge og unge, bliver ordentligt instrueret med hensyn til sygdoms- og ulykkesrisiko og opøvet i foranstaltninger derimod. Endvidere præciseres arbejdsgiverens forpligtelse til at påse, at lovens beskyttelsesforanstaltninger virker efter deres hensigt. Der åbnes adgang for arbejds- og fabriktilsynet til at kræve indført sikkerhedstjeneste ved alle større virksomheder, og arbejdsgiverens pligter i forbindelse med denne sikkerhedstjeneste fastlægges nærmere.

Der oprettes en arbejderbeskyttelsesfond med betydelige midler til rådighed, således at tilsynet kan udøve en virkelig omfattende oplysningsvirksomhed og lade nye beskyttelsesmetoder gennemprøve.

Der gives hjemmel for lægeundersøgelse også af voksne arbejdere, og der sker en udvidelse af myndighedernes beføjelse til at fastsætte skærpede krav, hvor der er tale om særlig farligt arbejde.

Der optages i loven en række bestemmelser om lokalernes indretning, renholdelse, opvarmning og belysning samt om velfærdsforanstaltninger for arbejderne. Man har allerede nu bestemmelser herom i regulativer, men det har den allerstørste betydning, at sådanne bestemmelser optages i loven. Det er tillige sådan, at kravene i flere henseender skærpes, ligesom der er kommet enkelte nye bestemmelser og udvidelser til vedrørende vaskeindretninger, baderum, garderobeforhold, arbejdsklæder, opholds- og spiserum, stole, arbejde med giftige og andre sundhedsfarlige stoffer. Der gives i loven hjemmel for, at fabriktilsynet kan kræve garderober, spisestuer, aftrædelsesrum m. v. for arbejdere på skiftende steder indenfor et afgrænset område, f. eks. havnearbejdere o. lign. Endvidere gives der hjemmel for at stille krav om arbejdsskure, hvor mere end 5 arbejdere beskæftiges på midlertidig arbejdsplads udover en kort tid.

Reglerne om de særlige foranstaltninger til forebyggelse af ulykkestilfælde bliver udvidet i betydeligt omfang. Der er hjemmel for at kræve samaritter på større arbejdspladser og for at udfærdige nærmere forskrifter for særlig farlige tekniske hjælpemidler og for at forbyde disse, ligesom der bliver adgang til at forbyde anvendelsen af ganske særlig farlige arbejdsmetoder.

Der gennemføres for voksne arbejdere en hvileperiode på mindst 11 på hinanden følgende timer, herfra er dog undtaget lastnings- og losningsarbejde og det i tilslutning hertil nødvendige arbejde, og der bliver adgang til at give dispensationer i visse forhold.

For de unge arbejderes vedkommende bliver der gennemført ændrede regler for lægeundersøgelse, så at man får sikkerhed for, at denne lægeundersøgelse i højere grad opfylder sit formål.

Tilsynet får hjemmel til i visse tilfælde at påbyde driften standset for at afværge overhængende fare og til at knytte arbejdslæger til sig.

Der gives også lovhjemmel for det laboratorium, som fabriktilsynet allerede har oprettet.

Der gennemføres pligt til at anmelde alvorlige ulykkestilfælde, forgiftninger og erhvervslidelser til tilsynet. Virksomhederne får pligt til i en tilsynsbog, der skal være på virksomhederne, at notere de ulykkestilfælde, som ikke er af helt ubetydelig karakter, og sådanne alvorlige hændelser, som kunne have medført ulykkestilfælde. Arbejdernes tillidsmænd og de sikkerhedsrepræsentanter, der i henhold til lovens bestemmelser skal vælges, får adgang til at gøre sig bekendt med tilsynsbogens indhold.

Endvidere pålægges skolekommissioner og andre offentlige myndigheder pligt til samarbejde med arbejdstilsynet, ligesom læger, sygehuse, hospitaler o. lign. får pligt til at anmelde erhvervssygdomme. Der indføjes i loven en bestemmelse om, at politiet skal yde arbejdstilsynet støtte til lovens praktisering.

Til slut kan jeg nævne, at handels- og kontorvirksomheder også bliver inddraget under denne lovgivning, idet der, som jeg nævnte i indledningen, er udformet et særligt lovforslag for disse områder. De bestemmelser, som dette indeholder med hensyn til indretning af lokaler og en række velfærdsforanstaltninger, kan dog først blive effektive, når den pågældende virksomhed tager lokaler i brug, som ikke indenfor det sidste år har været anvendt til samme art af virksomhed, eller når der foretages væsentlige ombygninger af tidligere benyttede lokaler.

Man kan altså sige, at dette lovforslag i nogen grad består af løfteparagraffer, men dets bestemmelser virker på længere sigt, så at der til sin tid skulle kunne opnås en indfrielse af disse krav vedrørende lokaler og velfærdsforanstaltninger for alle handels- og kontorvirksomheder."

Ordførerne for partierne med undtagelse af Danmarks kommunistiske parti anbefalede ved 2. behandling udvalgets indstilling. Ragnhild Andersen (DK) fandt, at udvalgets arbejde var resulteret i en række nærmere angivne forringelser af socialministerens forslag, og hun anbefalede at stemme imod udvalgets indstilling.

Socialministeren erklærede, at han gerne havde set lovforslaget gennemført i den skikkelse, hvori han fremsatte det. Han takkede imidlertid udvalget for det udførte arbejde og udtalte håb om, at denne lovgivning måtte blive til gavn for den danske arbejderbefolkning.

Ved afstemningen ved 2. behandling vedtoges udvalgets ændringsforslag mod kommunisternes stemmer, mens 1 medlem hverken stemte for eller imod.

Under udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling havde en række deputationer foretræde for udvalget, og en deputation fra Arbejdernes Fællesklub, Burmeister & Wain, Refshaleøen, ønskede en udtalelse om forståelsen af § 1, stk. 4, nr. 3, i lovforslaget om almindelig arbejderbeskyttelse. I betænkningen udtales, at udvalget er af den opfattelse, at værftsarbejde ombord på skibe, ligesom under den nugældende ordning, er omfattet af lovforslaget, jfr. også forslagets § 32, stk. 2.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 131 stemmer.