Ved lovens § 1 ændres forsorgslovens § 257 vedrørende forsorgen for talelidende til følgende affattelse:

Socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler for, i hvilket omfang offentlige myndigheder, læger, lærere eller andre, der i deres virksomhed kommer i forbindelse med talelidende, skal indberette tilfælde af talelidelse til et statsinstitut for talelidende. Reglerne om indberetning fra læger og lærere fastsættes efter forhandling henholdsvis med indenrigsministeren og undervisningsministeren.

Staten afholder udgifterne ved behandling af talelidende, der foregår udenfor et statsinstitut for talelidende, når sådan behandling sker efter henvisning fra vedkommende institut.

Socialministeren fastsætter de nærmere bestemmelser om gennemførelsen af den i stk. 2 nævnte behandling, forsåvidt angår børn i skolealderen efter forhandling med undervisningsministeren.

De i stk. 1-3 fastsatte regler finder tilsvarende anvendelse på sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed.

Loven skal ifølge dens § 2 forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1958-59, og den træder i kraft den 1. oktober 1954.

Ved fremsættelsen oplyste socialministeren, at lovforslaget var et resultat af arbejdet i den af socialministeriet nedsatte kommission, der fik til opgave nærmere at overveje eventuelle ændringer i forsorgen for talelidende i henhold til forsorgsloven. „Det går i korthed ud på, at staten i stedet for kommunerne fremtidig afholder udgifterne til ambulant behandling af talelidende samt af svære tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed. Disse sidste tilfælde har igennem mange års praksis været behandlet efter de samme regler i forsorgsloven som talelidelser. Endvidere gøres behandlingen gratis for alle, der har behov derfor, uden hensyn til, om der er økonomisk trang. Det drejer sig om de tilfælde, hvor undervisning hidtil er givet lokalt af privat praktiserende talelærere eller ordblindelærere, efter at tilfældet er henvist til lokal behandling af statens institut for talelidende."

Baggrunden for forslaget var, at rammerne for undervisningen på statens institut for talelidende efterhånden er ved at blive sprængt. Der er en stadig stigende venteliste. 1. oktober 1953 var den steget til 1 204, og ventetiden er ofte 2 år eller mere.

For at komme ud over disse vanskeligheder har kommissionen ment, og socialministeren tiltrådt, at et betydeligt større antal tilfælde end nu bør behandles lokalt af de privat praktiserende talelærere, således at man på statens taleinstitut koncentrerer sig om de særligt vanskelige tilfælde og tilfælde, hvor forudsætningerne for lokal behandling ikke er tilstede.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse af samtlige ordførere i folketinget.

Det nedsatte udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse, idet udvalget dog foreslog den føromtalte revisionsbestemmelse optaget i lovforslaget.

Under udvalgsbehandlingen oplystes det, at de ordblindes problem ikke var endeligt afklaret. Socialministeren gav løfte om at tage dette spørgsmål op ved forhandling med undervisningsministeren og ordblindeforeningen.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.