Lovens hovedbestemmelse er en ændring af forsorgslovens § 281, der får følgende affattelse:

Når en værnepligtig forretter militærtjeneste, er det sociale udvalg i vedkommende tidsrum forpligtet til at afhjælpe pågældendes egen og hans families trang. Der vil herunder kunne ydes hjælp til fortsættelse af lejemål af lejlighed eller butik, til afdrag på gæld stiftet til erhvervelse af genstande anskaffet til pågældendes husførelse eller til erhvervsmæssig brug, samt til betaling af underholdsbidrag, der ikke kan udbetales forskudsvis af det offentlige, alt i det omfang, i hvilket det sociale udvalg skønner, at pågældende ville have afholdt disse udgifter, hvis han ikke var blevet indkaldt. Det er dog en forudsætning for ydelse af hjælp, at de forpligtelser, til hvis opfyldelse hjælpen søges, ikke må antages at være påtaget med henblik på at opnå hjælp fra det offentlige. Ved første indkaldelse er det derhos en forudsætning, at pågældende har haft rimelig grund til ikke at vente med at påtage sig de forpligtelser, til hvis opfyldelse han søger hjælp, til efter aftjeningen af den normale værnepligt. Den således ydede hjælp betragtes som en den indkaldte ydet særhjælp. Forsåvidt angår forskudsvis udbetalte underholdsbidrag påhvilende den værnepligtige, træffer de sociale udvalg beslutning om bortfald af de til forskudsvis udbetaling knyttede retsvirkninger, herunder tilbagebetalingspligten for hele bidraget eller en del af dette, også her i det omfang, i hvilket det sociale udvalg skønner, at pågældende ville have afholdt disse udgifter, hvis han ikke var blevet indkaldt.

Der kan endvidere i trangstilfælde i indtil 6 uger fra hjemsendelsen at regne ydes ikke-arbejdsløshedsforsikrede hjemsendte værnepligtige hjælp i et omfang, som dog ikke kan overstige, hvad vedkommende ville have kunnet oppebære fra arbejdsløshedsforsikringen. Det samme gælder arbejdsløshedsforsikrede, som for tiden ikke opfylder betingelserne for at opnå hjælp fra arbejdsløshedskassen. Det er dog en forudsætning for denne hjælp, at pågældende står tilmeldt den offentlige arbejdsanvisning som ledig.

Det er ikke en hindring for at opnå hjælp i henhold til fornævnte bestemmelser, at den værnepligtiges familie opholder sig i udlandet, såfremt dette ophold er rimeligt begrundet. Hjælpen ydes i dette tilfælde af det sociale udvalg i den kommune, hvori den garnison, til hvilken den værnepligtige er indkaldt, er beliggende, og opholdskommunens andel af hjælpen refunderes garnisonskommunen af statkassen.

I krigstilfælde træffer regeringen straks foranstaltning til, at den opholdskommune, hvor vedkommende tjenstgørende militære ved indkaldelsen var bosat, overtager hans legale forsørgelsespligt.

Endvidere gennemføres ved loven ændringer af forsorgslovens §§ 59, 64 og 75, der hænger sammen med den nye regel i § 281, stk. 3, 2. pkt., og ved indføjelse af en ny § 336 i forsorgsloven bemyndiges socialministeren til at lade forsorgsloven optrykke og bekendtgøre med de foretagne ændringer.

Af de til lovforslaget knyttede bemærkninger skal fremhæves følgende:

„I henhold til forsorgslovens § 281, stk. 1, således som denne bestemmelse er ændret ved lov nr. 342 af 16. juli 1945, er det sociale udvalg forpligtet til at afhjælpe en værnepligtigs egen eller hans families trang, når han forretter militærtjeneste.

Indtil lovændringen i 1945 tog den økonomiske hjælp, der kunne ydes den værnepligtige og hans familie, alene sigte på genindkaldte. I 1945 ligestillede man de første gang indkaldte med de genindkaldte og gav også personer, som melder sig til frivillig tjeneste, samme adgang til hjælp.

Denne ændring skyldtes de store indkaldelser i 1945, hvor ældre mandskab i vidt omfang indkaldtes første gang, og hvor der herskede et stort behov for frivillige befalingsmænd.

Allerede under de indkaldelser, der fandt sted i den sidste del af 1945, blev der i højere grad tale om unge, der havde kunnet forudse deres indkaldelse som nært forestående, og da man i begyndelsen af 1946 mente, at man var igennem den ekstraordinære situation efter krigen, udsendte ministeriet den 22. marts 1946 et cirkulære, hvori det understregedes, at der fremtidig måtte vises nogen varsomhed ved ordinære indkaldelser til den første uddannelse, navnlig hvor denne sker til normal tid. Hovedsynspunktet skulle dog fremdeles være, at indgrebet i de værnepligtiges og deres familiers sædvanlige tilværelse under militærtjenesten skulle blive så lidt føleligt som muligt.

På baggrund af indførelsen af den 18 måneders tjenestetid blev der den 27. februar 1952 på forsvarsministeriets foranledning nedsat et udvalg af forsvarets velfærdstjeneste (Folk og Værn) bl. a. med den opgave at overveje problemerne i forbindelse med forsorgslovens § 281 og den praksis, der er omtalt ovenfor. Dette udvalg har den 9. oktober 1953 afgivet en betænkning til forsvarsministeriet og har heri stillet en række forslag om ændringer i § 281 og i den hidtidige praksis.

Udvalgets forslag om ændringer i § 281 går navnlig ud på at åbne adgang for at yde hjælp i indtil 6 uger efter hjemsendelsen og for at yde hjælp til den værnepligtiges familie, selvom denne opholder sig i udlandet. Desuden stilles der forslag om at give bestemmelsen en sådan formulering, at den giver klart udtryk for de foran nævnte begrænsninger."

Udvalget fremhævede endvidere, at der gennem mere detaillerede retningslinier for hjælpens ydelse burde tilvejebringes en mere ensartet praktisering af ordningen i de forskellige kommuner end den, der hidtil havde fundet sted.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte socialministeren, at han var enig med udvalget i dets betragtninger, og at det var hans agt efter lovforslagets gennemførelse at udsende et nyt cirkulære med en samlet fremstilling af ministeriets praksis og med en anmodning til kommunerne om at administrere efter synspunkter, der svarede til de i udvalgsbetænkningen anførte.

Lovforslaget fik ved 1. behandling i folketinget en velvillig modtagelse af partiernes ordførere.

Under den efterfølgende udvalgsbehandling indhentedes oplysninger fra en række kommuner bl. a. om de 10 største udbetalinger af hjælp i henhold til § 281 i regnskabsåret 1953-54, og det anføres i betænkningen, at der er forefaldet udbetalinger, hvis berettigelse forekommer udvalget tvivlsom.

Vedrørende spørgsmålet om ydelse af hjælp til afbetaling på møbler afgav socialministeren en udførlig redegørelse til udvalget, og han tiltrådte iøvrigt følgende af udvalget drøftede retningslinier, der er optrykt i betænkningen:

,,1) Der må i ganske særlige tilfælde være mulighed for at imødekomme anmodninger om hjælp til erhvervelse af lejlighed.

2) Der må gives de sociale udvalg adgang til undtagelsesvis og under bestemte forudsætninger at yde en vis hjælp til fortsættelse af afbetalingskontrakter vedrørende indbo.

3) Hustruer med små børn bør stilles frit med hensyn til, om de vil tage arbejde, eller om de foretrækker at blive hjemme for at passe deres børn.

4) De sociale udvalg kan i særlige tilfælde yde hjælp, når hustruen tager ophold hos forældre, svigerforældre eller andre slægtninge.

5) Mathelever, som ikke tidligere har aftjent deres værnepligt, bør stilles som unge, der indkaldes til sædvanlig aftjening af værnepligten, og bør derfor anses for omfattet af § 281, sålænge de betragtes som aftjenende værnepligt. Med hensyn til mathelever, der allerede har aftjent deres værnepligt, bør der træffes aftale mellem forsvarsministeriet og socialministeriet om, hvorvidt de bør henføres under § 281."

Der var i folketingsudvalget enighed om at gennemføre den foreslåede nye affattelse af § 281 uforandret. Venstres medlemmer af udvalget fremhæver i betænkningen, at de af udvalget foretagne stikprøver synes at afsløre, at loven administreres meget uensartet, og at hjælpen i flere tilfælde er ydet i et sådant omfang, at det virker anstødeligt. Dette mindretal stillede under henvisning hertil selvstændige ændringsforslag om ændrede refusionsregler, da mindretallet mente, at man herigennem kunne skabe en mere ensartet administration.

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag, mens et par af socialministeren stillede ændringsforslag, der ikke angik hovedbestemmelsen, vedtoges uden ændring.

Efter fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling vedtoges lovforslaget med 101 stemmer mod 5 (DR), idet 33 medlemmer (V) undlod at stemme.