I det folketingsudvalg, der behandlede det side 128 omtalte kompleks af lovforslag til imødegåelse af svindet i landets valutareserve, opnåedes der mellem socialdemokratiets og det radikale venstres udvalgsmedlemmer enighed om snarest at søge gennemført en række ændringer i byggestøttelovgivningen, idet man ikke fandt det forsvarligt at afvente færdigbehandlingen af det forslag til lov om boligforholdene, som blev fremsat i maj 1954. Formålet hermed skulle være at begrænse statens støtte til byggeriet, dog således at omfanget af det byggeri, der gennemføres til fordel for de mindrebemidlede, ikke formindskedes.

I overensstemmelse hermed fremsatte indenrigs- og boligministeren i folketinget forslaget til den heromhandlede lov, der i hovedsagen går ud på følgende:

1. I stedet for som i den hidtidige lov generelt at indrømme nedsættelse af statslånsydelsen har man valgt den fremgangsmåde, at der principielt skal svares markedsrente af statslånet, d. v. s. den effektive rente, som staten selv må betale af de statsobligationer, der emitteres til dækning af udlånsbehovet, men samtidig skal der til nedbringelse af huslejen indrømmes et årligt driftstilskud, der beregnes som et fast beløb pr. m2 bruttoetageareal, jfr. § 1. Tilskuddet er således ikke afhængigt af det konkrete byggeforetagendes højere eller lavere anskaffelsessum. Tilskuddet, der iøvrigt skal reguleres efter pris- og renteforholdene, er for det sociale byggeri ansat til 14 kr. pr. m2 og for det private byggeri ligeledes til 14 kr. (efter det oprindelige forslag 10 kr.) pr. m2 bruttoetageareal,, svarende til de rentenedsættelser, som i dag indrømmes til disse kategorier af byggeri. Driftstilskuddet indrømmes kun fuldtud for lejligheder, hvis bruttoetageareal er 50-85 m2 (efter det oprindelige forslag 60-85 m2), mens lejligheder med mindre areal kun opnår et driftstilskud på 60 pct. af de ovennævnte satser, og lejligheder med areal ud over 85 m2 kun opnår driftstilskud i forhold til de 85 m2.

2. For det sociale byggeri og for det private etagebyggeri har man — jfr. §§ 3 og 11 — indføjet en bestemmelse om, at lejlighederne i almindelighed højst må have et bruttoetageareal på 85 m2.

For parcelbyggeriet for mindrebemidlede (kap. VI) og det private parcelbyggeri, hvortil lån udmåles på grundlag af anskaffelsessummen (kap. VIII), indføres en grænse for bruttoetagearealet på 110 m2 pr. lejlighed, jfr. §§ 7 og 11. Endvidere nedsættes lånegrænserne for det private parcelbyggeri, der finansieres efter byggestøttelovens kap. VIII, med 5 pct. af anskaffelsessummen, og de maksimumsbeløb for håndværkerudgifterne, som er gældende i henhold til byggestøttelovens kap. VI, skal også finde anvendelse på dette byggeri, jfr. § 11.

3. Reglerne i kap. VIII a om statslån på grundlag af vurdering til privatbyggede en- og tofamilieshuse, som ikke overskrider en nærmere angiven størrelse, udvides til også at omfatte etagebyggeri med højst 12 (efter det oprindelige forslag 6) lejligheder à 85 m2 jfr. § 13. Da kapitel VIII a blev indført i 1952, var det hensigten, at staten ikke skulle yde driftstilskud til dette byggeri, men renten blev dog fastsat lidt under den da gældende markedsrente, og som følge af det herskende høje renteniveau indrømmes der stadig de pågældende en vis mindre rentelempelse. Af lån til en- og tofamilieshuse bliver renten 4½ pct. og af lån til det mindre etagebyggeri 5½ pct.

Endvidere har man af hensyn til det byggeri, der igangsættes i dag, i § 15 indført en regel, hvorefter udbetaling af statslån i medfør af kap. VIII a kan finde sted efter den 1. januar 1955, til hvilket tidspunkt reglerne ifølge den hidtil gældende lov udløb.

4. Reglerne om skattefritagelse for kontor- og forretningsejendomme ophæves, jfr. § 16.

5. I konsekvens af nyordningen ændres også reglerne om huslejetilskud til børnerige familier, der har behov for lejligheder med bruttoetageareal over 85 m2, jfr. § 5, ligesom man har bragt overensstemmelse mellem reglerne om huslejetilskud i udlejningsbyggeriet og støtten til mindrebemidlede, børnerige parcelhusejere, jfr. § 6. Desuden har man i § 16 foretaget de fornødne redaktionelle ændringer for at sikre, at mindrebemidlede, børnerige parcelhusejere fortsat fritages for at betale amtsskatter.

Loven trådte i kraft straks.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres bl. a.:

„Besparelserne for statskassen ... opnås navnlig gennem de ændrede låneregler for parcelbyggeriet, der vil medføre, at de større og mere bekostelige parcelhuse i fremtiden kun vil kunne belånes efter reglerne i kap. VIII a og gennem reglerne om begrænsning af arealstørrelsen for lejligheder i det sociale byggeri og det private etagebyggeri. Endvidere vil begrænsningen af reglerne om driftstilskud til kun at omfatte arealer indtil 85 m2 også formindske statens udgifter.

Med de foreslåede satser for driftstilskud vil lejeniveauet i nybyggeriet blive af samme højde som efter de gældende regler. Dette er dog ikke ensbetydende med, at regeringen har opgivet den i forslaget til lov om boligforholdene angivne målsætning, og regeringen forudsætter ved fremsættelsen af nærværende forslag, at forhandlingerne i folketinget om forslaget til lov om boligforholdene genoptages i den kommende samling, og at forslaget gennemføres inden årets udgang."

I det folketingsudvalg, der behandlede sagen, enedes et flertal, bestående af de socialdemokratiske og radikale udvalgsmedlemmer, om at tiltræde lovforslaget med nogle ændringer, hvoraf de væsentligste vil fremgå af det foregående, mens venstre og det konservative folkeparti ikke kunne tiltræde lovforslaget. De fandt en nyordning påkrævet, men anså lovforslaget for et hastværksarbejde og ville derfor stemme imod det.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget med 92 stemmer (S, RV og DR) mod 71; de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.