Loven har følgende indhold:

I lov nr. 235 af 30. april 1946 om byggeri med offentlig støtte, jfr. lovbekendtgørelse nr. 288 af 14. juni 1951 samt lov nr. 135 af 5. april 1952 (årbog 1951-52, side 213), og i lov nr. 117 af 15. marts 1947 om finansiering af boligbyggeri med særlig byggemåde, således som denne er ændret ved lov nr. 108 af 21. marts 1950 og lov nr. 252 af 14. juni 1951 (årbog 1950-51, side 267), forlænges gyldigheden af de bestemmelser, der udløber med udgangen af finansåret 1953-54, indtil udgangen af kalenderåret 1954.

I bemærkningerne til det af indenrigs- og boligministeren fremsatte lovforslag udtales bl. a.:

„Den 31. marts 1954 udløber lov om byggeri med offentlig støtte af 30. april 1946 med senere ændringslove — jfr. lovbekendtgørelse af 14. juni 1951 og lov af 5. april 1952 — og lov om finansiering af boligbyggeri med særlig byggemåde af 15. marts 1947 med senere ændringer.

Ved regeringens tiltræden den 1. oktober d. å. stod det regeringen klart, at et af de største spørgsmål, som i første række måtte underkastes behandling, var byggestøtte- og lejelovsproblemerne, og regeringen gik da også straks i gang med at foretage en analyse af problemerne som grundlag for udarbejdelsen af lovforslag. Regeringens hovedsynspunkter er — således som de fandt udtryk i statsministerens tale ved åbningen af folketingsåret 1953-54 — at der må tilstræbes et huslejeniveau, der kan bæres af de jævne indkomstklasser, at der må ydes særlige tilskud til nedbringelse af lejen for familier med børn og alders- og invaliderentemodtagere, at finansieringen af nybyggeriet må tilrettelægges på en sådan måde, at boligstøtten fortrinsvis kommer de mindrebemidlede familier tilgode, og således at interessen i at anvende billige byggemetoder stimuleres, at en forøgelse af boligproduktionen ved sæsonudjævning, rationalisering og anvendelse af nye byggemetoder, hvorved også den ufaglærte arbejdskraft i stigende grad kan anvendes i byggevirksomheden, må tilstræbes, og at der bør gøres en indsats for de familier og enligstillede, der er særlig ramt af bolignøden.

Det har ikke været muligt for regeringen allerede nu at udarbejde lovforslag, idet regeringen ikke ønsker at fremsætte forslag i folketinget til ændring af lovene, forinden den har haft mulighed for at udarbejde forslag, der i enhver henseende er gennemarbejdede og underbyggede.

Selvom det må erkendes, at byggestøttelovgivningen som følge af udviklingen siden krigsafslutningen — herunder ikke mindst prisudviklingen — tiltrænger en revision, må man dog samtidig konstatere, at loven har haft overordentlig stor betydning for boligbyggeriet i efterkrigsårene, og at loven ialt væsentligt har virket efter sin hensigt: at fremme byggeriet, at begrænse huslejestigningen i nybyggeriet og at højne boligstandarden, og de resultater, der hidtil er opnået, gør det ikke betænkeligt at lade lovgivningen være uændret i kraft nogen tid endnu."

Lovforslaget gav i folketinget — tillige med det samtidig behandlede lovforslag om forlængelse af lejeloven — anledning til en indgående debat, hvorunder hele boligproblemet blev inddraget. I det udvalg, der fik sagen til behandling, enedes man om et ændringsforslag, hvorefter loven skal udløbe 1. januar 1955 i stedet for som oprindelig foreslået 1. april 1955, hvilket vedtoges ved 2. behandling. I den enstemmige betænkning udtales:

„Udvalget har afholdt 2 møder og haft samråd med indenrigs- og boligministeren. Under samrådet oplyste ministeren, at han agtede at imødekomme fremsatte ønsker om, at forslag til ny byggestøttelov og til ny lejelov fremsættes i folketinget så betids, at første behandling kan finde sted før tingets sommerferie i år. Ministeren stillede samtidig nedenstående ændringsforslag."

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet retsforbundets repræsentanter afholdt sig fra at stemme.