Forslaget til den her omhandlede lov svarede ved fremsættelsen med enkelte ubetydelige ændringer af teknisk karakter ganske til det forslag til værnepligtslov, som fremsattes i folketinget i samlingen 1952-53, men som ikke blev færdigbehandlet. Da forslaget under behandlingen i folketinget i folketingsåret 1953-54 kun underkastedes få ændringer, overvejende af redaktionel karakter, jfr. nedenfor, kan der med hensyn til indholdet af loven sammenlignet med værnepligtsloven af 1912 henvises til årbog 1952-53, side 444.
Ved 1. behandling indskrænkede ordførerne for socialdemokratiet, venstre og det konservative folkeparti sig til at anbefale lovforslaget til en hurtig udvalgsbehandling. Johs. Christiansen (RV) vendte sig imod forslagets nedsættelse af sessionsalderen til det fyldte 18. år og imod bestemmelserne om straffedes udskrivning til militærtjeneste og om sammensætningen af sessionskommissionerne, som han ønskede suppleret med en psykolog. Ingmar Wagner (DK) gik imod forslaget, navnlig dets bestemmelser om nedsættelse af sessionsalderen til det fyldte 18. år og stramningen af reglerne om udsættelse. Hans Hansen (Rørby) (DR) erklærede, at retsforbundet ville stemme imod lovforslaget, fordi det indeholdt bestemmelser om tvungen værnepligt.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning der indeholdtes en række ændringsforslag, stillet af indenrigs- og boligministeren og tiltrådt af udvalget. Af ændringsforslagene gik et ud på at indskrænke anmeldelsespligten med hensyn til værnepligtiges rejser og ophold i udlandet til rejser af en varighed på 6 måneder og derover. De øvrige ændringsforslag var af redaktionel karakter og gik ud på en sproglig bearbejdelse af de paragraffer, som direkte henvender sig til den mandlige ungdom.
Vedrørende andre i udvalget behandlede spørgsmål anføres fra udvalgsbetænkningen:
„I samrådet med indenrigs- og boligministeren og forsvarsministeren har udvalget særlig drøftet spørgsmålet om psykologers medvirken ved sessionsbehandlingen og eventuelt ved bedømmelse af den værnepligtige, efter at aftjening af værnepligten er påbegyndt. Udvalget kan tiltræde lovforslagets formulering, som åbner mulighed for en stigende anvendelse af psykologer ved sessionsbehandling og senere. Udvalget er enigt med indenrigs- og boligministeren og forsvarsministeren om det ønskelige i en sådan udvidet anvendelse af psykologer, efterhånden som antallet af fagpsykologer stiger.
I forbindelse med spørgsmålet om administrationen af §§ 11 og 26 har udvalget drøftet spørgsmålet om de mere langvarige udsættelser. Såvel af hensyn til de pågældende værnepligtige selv som af hensyn til forsvarets interesser finder udvalget, at sådanne udsættelser bør undgås. Udvalget erkender, at der undtagelsesvis kan foreligge sådanne forhold for den værnepligtige, at en mere langvarig udsættelse er absolut påkrævet. Udvalget henstiller, at administrationens praksis skærpes i overensstemmelse med det anførte."
Et flertal (udvalget med undtagelse af Johs. Christiansen) indstillede lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer.
Et mindretal, det radikale medlem af udvalget, Johs. Christiansen, anerkendte det indførte værnepligtsnævn som en tilfredsstillende nydannelse, men da lovforslaget på andre meget væsentlige punkter indeholdt bestemmelser, som mindretallet måtte modsætte sig, havde det ikke kunnet tiltræde flertallets indstilling og kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. Af mindretallets udtalelser i betænkningen anføres:
„Mindretallet må for det første pege på den i § 3 omhandlede bestemmelse, hvorefter straffede personer under visse omstændigheder skal kunne udelukkes fra tjeneste i forsvaret.
Grænsen, som hidtil har været sat ved fængsel i 4 måneder eller derover, foreslås nu forhøjet til 5 måneder. Da spørgsmålet om udelukkelse af sådanne straffede personer afgøres efter et skøn over, hvorvidt de pågældende må anses som karaktermæssigt uegnet til soldatertjeneste, finder mindretallet det uforsvarligt at forhøje den nævnte grænse som nu foreslået. Da man ikke kan have noget sikkert kriterium for bedømmelsen af vedkommendes karakteregenskaber, burde den hidtil gældende straffegrænse efter mindretallets opfattelse derfor snarere sænkes end forhøjes.
Da forholdet ydermere er det, at man nu ønsker at sænke værnepligtsalderen med 1 år, vil risikoen for, at personer af den nævnte art påvirker de øvrige indkaldte i uheldig eller endog skadelig retning, blive så meget større. Hensynet til de mange bør i et så alvorligt anliggende som det, der er tale om her, ubetinget gå foran hensynet til den enkelte.
Endvidere må mindretallet modsætte sig den i § 11 foreslåede bestemmelse om fremtidig at lade sessionspligten indtræde i det år, hvori den værnepligtige fylder 18 år, i stedet for som hidtil i det år, hvori han fylder 19 år. Når der efter hidtil gældende lov har kunnet indkaldes ca. 30 000 unge pr. år, må dette kunne fyldestgøre forsvarets behov, så meget mere som manglen på forsvarlige indkvarteringsmuligheder og duelige befalingsmænd stadig er meget stor. Hertil kommer, at den foreslåede sænkning af værnepligtsalderen i mangfoldige tilfælde vil gribe forstyrrende ind i de unges uddannelse.
Endelig må mindretallet beklage flertallets afvisende holdning overfor mindretallets ønsker i spørgsmålet om sessionskommissionernes sammensætning. Med de krav, militærtjenesten i dag stiller til den værnepligtige ungdom, er man fra alle sider enig om det ønskelige i at gøre sessionsbehandlingen så betryggende som overhovedet muligt. Udfra denne betragtning har mindretallet fundet det ønskeligt, at såvel sessionslægen som en psykolog tiltrådte kommissionerne som faste medlemmer af disse; dette har flertallet imidlertid ikke kunnet tiltræde."
Ved 2. behandling udtalte indenrigs- og boligministeren overfor Johs. Christiansen om bestemmelserne om straffedes udelukkelse fra militærtjeneste, at da i almindelighed kun fængselsstraf på 5 måneder og derover udstås i statsfængsel og det må anses for nødvendigt som grundlag for sessionens afgørelse at have en erklæring fra fængselsmyndighederne om den pågældendes karakteregenskaber, har det været nødvendigt at sætte grænsen for adgangen til udelukkelse ved fængsel i 5 måneder. Overfor de fra radikal og kommunistisk side fremsatte indvendinger mod at lade sessionspligten indtræde i det år, hvori den værnepligtige fylder 18 år, henviste ministeren til, at der allerede ved forsvarsloven af 18. juni 1951 var givet adgang til at indkalde de værnepligtige til tjeneste tidligst i det år, i hvilket de fylder 19 år; da sessionsbehandlingen af de værnepligtige almindeligvis finder sted året før indkaldelsen, var den nu i § 11 foreslåede regel altså kun en konsekvens af de regler, der allerede gælder efter forsvarsloven.
De stillede ændringsforslag vedtoges, og lovforslaget gik til fornyet behandling i udvalget, hvis flertal (udvalget undtagen Johs. Christiansen) indstillede det til vedtagelse uændret, mens et mindretal (Johs. Christiansen (RV)) erklærede ikke at kunne medvirke til dets gennemførelse.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 110 stemmer mod 11 (DK og DR), mens 5 medlemmer (RV) undlod at stemme.