Kommunerne udenfor hovedstaden har hidtil været pligtige at beskatte selv ganske små indkomster, idet den kommunale valgret var betinget af skattesvarelse til kommunen. Ved lov nr. 335 af 22. december 1953 ændredes sidstnævnte forhold, og dette foranledigede indenrigs- og boligministeren til i folketinget at fremsætte et forslag til ændring af lov nr. 28 af 18. februar 1937 vedrørende personlig skat til kommunen, hvorefter der ikke skulle gælde nogen begrænsning med hensyn til retten til nedsættelse af den skattepligtige indkomst for skatteydere med forholdsvis ringe indkomst, stor børneflok, alderdom, sygdom, store tab og uheld i det sidste år. Desuden skulle der i loven indføjes en ny regel, hvorved kommunalbestyrelsen bemyndigedes til at fritage skatteindtægter under en af kommunalbestyrelsen fastsat grænse for skattepligt.

Som begrundelse herfor anførte indenrigs- og boligministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Kommunerne udenfor hovedstaden er efter de gældende regler pligtige at beskatte alle positive indkomster. For de mindre indkomsters vedkommende står besværet og udgifterne herved i mange tilfælde ikke i rimeligt forhold til den indtægt, kommunen oppebærer i skat af disse indkomster, og da det ikke længere af hensyn til bevarelsen af den kommunale valgret er nødvendigt at foretage ansættelse til kommuneskat, har regeringen fundet det rimeligt at give kommunerne adgang til at ændre deres ligningsregler således, at indkomster under en vis lavere grænse udgår af beskatningen. Kommunerne er efter de gældende regler stort set frit stillet med hensyn til, hvorledes de vil tilrettelægge ligningen, og i overensstemmelse hermed har man ved forslaget overladt det til hver enkelt kommunalbestyrelse at afgøre, om den ønsker at ændre sine ligningsregler, ligesom man har stillet kommunerne frit med hensyn til, hvor en eventuel minimumsgrænse for påligning af skat skal sættes."

Lovforslaget lod sig ikke gennemføre i den foreslåede affattelse, men under sagens behandling i et folketingsudvalg enedes et flertal (socialdemokrater og radikale) om at foreslå retten til nedsættelse af skatteansættelser holdt indenfor 70 pct., dog således at indkomster mellem 1 300 kr. og 1 500 kr. i landkommunerne og indkomster mellem 1 600 kr. og 1 900 kr. i købstæderne kan nedsættes med indtil 80 pct. Endvidere kan indkomster mellem 1 200 kr. og 1 300 kr. i landkommunerne og indkomster mellem 1 500 kr. og 1 600 kr. i købstæderne nedsættes med indtil 90 pct. Indkomster i landkommunerne på 1 200 kr. og derunder og i købstæderne på 1 500 kr. og derunder kan efter ligningsmyndighedernes skøn helt fritages for skatteydelse.

Udvalgets mindretal (venstre og konservative) anfører i betænkningen, at det ikke kan medvirke til forslagets gennemførelse, „da det opretholder lovforslagets bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at skatteindtægter, der ligger under den i ændringsforslaget fastsatte grænse, ikke beskattes.

Mindretallet vil iøvrigt gerne erkende, at ændringsforslaget betyder en væsentlig forbedring af det oprindelige lovforslag, og at den divergens, der er mellem flertallets og mindretallets opfattelse, alene refererer sig til princippet om, at enhver bør betale kommuneskat."

Efter at flertallets ændringsforslag var vedtaget, vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse med 87 stemmer (S, RV, DK og DR) mod 43 (V og KF).