Forslaget til nærværende lov fremsattes, fordi der efter regeringens opfattelse på grundlag af de siden statshusmandslovens gennemførelse i 1948 indhøstede erfaringer var behov for ændring eller supplering af en række af lovens bestemmelser.
Det skønnedes således ikke muligt i henhold til de hidtil gældende bestemmelser indenfor en rimelig tid at fremskaffe den fornødne tillægsjord til supplering af brug, som har for ringe jordtilliggende til at kunne ernære en familie. Efter regeringens opfattelse ville en tilfredsstillende løsning af tillægsjordsspørgsmålet kun være mulig, forså vidt der skabtes hjemmel for ekspropriation af de fornødne arealer, men da der ikke kunne forventes den nødvendige tilslutning hertil, afstod man fra sådanne forslag. Nærværende lov søger ved ændringer i lovens regler om forkøbsret at skabe mulighed for i videre omfang end hidtil at fremskaffe den fornødne jord til udstykning og til tillægsjord.
De i §§ 8 og 10 omhandlede ændringer, som med en enkelt begrænsning svarer til det side 574 omtalte forslag til lov om tillæg til statshusmandsloven af Aage Fogh m. fl., indsattes under lovforslagets behandling, hvilket medførte nævnte forslags tilbagetagelse. Desuden indeholder loven en række andre ændringer, bl. a. om rentebetaling.
De væsentligste bestemmelser i loven skal omtales i det følgende:
Ved § 3 foretages nogle ændringer i statshusmandslovens § 8, hvorved der skabes mulighed for at lægge forkøbsret på landbrugsarealer, som hidtil har ligget udenfor forkøbsrettens rækkevidde, fordi de ikke er vurderet til ejendomsskyld sammen med en landbrugsnoteret ejendom. Endvidere udgår ejerens søskendebørn af den fra forkøbsretten undtagne familiekreds i paragraffens stk. 3, litra a.
Sidstnævnte regel om familiekredsen modificeres dog ved et nyt stk. 7, hvorefter forkøbsretten kun skal benyttes, når der er behov for tillægsjord i tilfælde, hvor erhververen er den hidtidige ejers søskendebarn eller har en hertil svarende tilknytning til ham gennem svogerskabs- eller adoptionsforhold. Bestemmelsen kan også anvendes ved mageskifte.
Den hidtil gældende betingelse for at pålægge ejendomme med lavere grundbeløb end 56 000 kr. forkøbsret, at der skal være rettet henvendelse fra en husmand, der har behov for tillægsjord, bortfalder.
I det oprindelige lovforslag var bestemmelserne om familiekredsen foreslået indsnævret til at skulle gælde ejerens ægtefælle, livsarving (herunder adoptivbørn) eller livsarvings ægtefælle (herunder efterlevende ægtefælle).
Det oprindelige forslag indeholdt tillige en bestemmelse, som gav mulighed for anvendelse af forkøbsretten også i tilfælde af arv.
§ 5 indeholder en ny affattelse af statshusmandslovens §17, stk. 1, som lovfæster den hidtil fulgte praksis med hensyn til fastsættelse af maksimumsstørrelsen af byggelån m. v.
§ 8 indeholder en ny affattelse af lovens § 22, stk. 2, og giver mulighed for ved et brugs overdragelse til de i paragraffens 1. stk. nævnte nære slægtninge at yde et suppleringslån, som sammen med jordrenteværdien og restbyggelånet ikke må overstige 120 pct. af ejendommens seneste vurdering til ejendomsskyld.
§ 9 tilføjer et nyt stk. 2 til lovens § 23. Ved den nye bestemmelse fastlægges jordfondens part i merudbyttet ved jordrentebrug, der delvis anvendes til anden og mere udbyttegivende udnyttelse end landbrugsdrift, således, at den normalt udgør halvdelen af merudbyttet, dog med adgang til at få afgiften nedsat eller eventuelt ophævet, hvis forholdene ændres væsentligt, f. eks. hvis grundværdien — og dermed den årlige jordrente — forhøjes væsentligt som følge af arealets særlige udnyttelse. Ved en bestemmelse i § 22 sættes reglen i kraft for de bestående jordrentearealer.
§ 10 lemper gennem en tilføjelse til lovens § 24 den hidtidige pantsætningsbegrænsning ved et brugs overdragelse, således at det, hvis ejendommen overtages af en af de i § 22, stk. 1, nævnte pårørende, kan tillades denne til berigtigelse af en del af overtagelsessummen at stifte pant for et beløb, som forøger ejendommens samlede pantegæld til 130 pct. af vurderingen til ejendomsskyld med tillæg af 130 pct. af besætningens og inventarets skatteværdi.
§§ 8 og 10 indsattes som nævnt på foranledning af Aage Fogh m. fl. Bestemmelserne var i deres oprindelige skikkelse ikke begrænset til nævnte familiekreds.
§ 13, der indsattes ved lovforslagets 2. behandling, giver — gennem en tilføjelse til lovens § 32 — mulighed for ydelse af lån i visse tilfælde af lejehuses overdragelse til selveje.
§ 14 og § 21, stk. 2, der ligeledes indsattes ved lovforslagets 2. behandling, og som ændrer lovens §§ 34 og 56, åbner mulighed for at give etableringslån i de tilfælde, hvor en ejendom får et så betydeligt areal i tillægsjord, at ejendommen stort set helt skifter karakter.
§ 17 indeholder en række ændringer til lovens § 51, hvorved bl. a. den hidtil gældende valgfrihed mellem konjunkturbestemt rente og fast rente bortfalder, så at nye selvstændige brug, der oprettes i fremtiden, undergives den konjunkturbestemte renteform. Samtidig har man ændret grundlaget for beregning af statshusmændenes koniunkturbestemte rente således, at forrentningsprocenten for landejendomme med grundbeløb mellem 6 000 kr. og 16 000 kr. fremtidig lægges til grund i stedet for — som hidtil — forrentningsprocenten for landejendomme med indtil 10 000 kr. grundværdi.
§ 18, der ændrer lovens § 52, ophæver for fremtidige brugs vedkommende den hidtidige adgang for husmænd, der svarer konjunkturbestemt rente, til at indfri deres statslån mod efterbetaling af den rentebesparelse, de har opnået i forhold til den faste rente.
Lovforslaget, der gav anledning til nogen debat i folketinget, stødte på stærk modstand fra venstres og det konservative folkepartis side. Det fandt derimod støtte fra de øvrige partiers ordførere, idet dog Aage Fogh (RV) ønskede forslaget udvidet med de af ham m. fl. foreslåede ændringer, hvilket resulterede i indføjelsen af lovens §§ 8 og 10, jfr. det ovenfor anførte.
Venstres ordfører, Sønderup, beklagede under forhandlingerne, at der skabtes uenighed om et så betydningsfuldt lovgivningsområde som det foreliggende. Han mente, det var muligt at løse tillægsjordproblemerne inden for den hidtidige lovs rammer, og advarede mod en standardisering af husmandsbrugenes størrelse, ligesom han gik stærkt imod den foreslåede indsnævring af den beskyttede familiekreds. Tvungen konjunkturrente kunne venstre ikke gå med til, hvorimod man var villig til at drøfte spørgsmålet om inddragelse af de såkaldte „frie jorder" under forkøbsretten (Jørgen Gram (V) tog dog ved 2. behandling afstand fra tanken om at inddrage de nævnte arealer). Venstre ville fortsat være med til at fremme udstykningen, men på et naturligt grundlag og med respekt for ejendomsretten.
Tesdorpf (KF) mente, at forslaget reelt gik ud på ekspropriation, og gik stærkt imod den foreslåede ændring i familiekredsen. Han fremhævede bl. a. det oprindelige forslags bestemmelse om forkøbsret ved arv og mente, at forudsætningerne for en sådan regel ikke var til stede. (Bestemmelsen udgik som anført ved 2. behandling). Reglen i det nye stk. 7 til lovens § 8 om forkøbsrettens anvendelse i forbindelse med mageskifte af tillægsjord betegnede han som udtryk for en meget farlig tendens, der gav administrationen for mange muligheder. Bestemmelsen om tvungen konjunkturbestemt rente kunne man ikke gå med til, da den ville gøre statshusmændene for afhængige af staten, og tillægsjordspørgsmålet krævede ikke nu nogen nyordning. Også Tesdorpf advarede mod en standardisering af brugenes størrelse.
Forslaget underkastedes udvalgsbehandling, som resulterede i en række ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt ovenfor.
I udvalgets mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning stillede venstres medlemmer af udvalget følgende ændringsforslag til § 3:
Paragraffen affattes således:
„I lovens § 8, stk. 2, 1. punktum, efter „endvidere" indsættes: „af statens jordlovsudvalg pålægges landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en landejendom, til fremskaffelse af jord til de i § 7, stk. 1, nævnte formål. Endelig kan forkøbsret for staten". Mindretallet indstillede lovforslaget til vedtagelse med anførte ændring, som imidlertid forkastedes ved 3. behandling.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 86 stemmer mod 63 (V, KF).