I de senere år er der gentagne gange fra grønlandsk side fremsat ønsker om indførelse af skrevne retsregler vedrørende indgåelse og opløsning af ægteskab. Dette er således påpeget af de grønlandske repræsentanter i Grønlandskommissionen og ligeledes fremhævet af en række grønlandske myndigheder overfor de af statsministeriet i 1948 udsendte jurister, der skulle tilvejebringe et overblik over den materielle ret for den under grønlandsk ret stående befolkningsgruppe. Hidtil har ordningen i Grønland været den, at personer, som stod under dansk ret, henhørte under den danske lov om ægteskabs indgåelse og opløsning af 30. juni 1922, medens der for personer, der stod under grønlandsk ret, gjaldt en uskreven sædvaneret. Allerede fra gammel tid var opfattelsen af ægteskabsbetingelserne og formerne for ægteskabs indgåelse blevet således præget af den danske kirkes indflydelse, at der ikke var tale om afgørende afvigelser fra dansk ret. Anderledes forholdt det sig med adgangen til opløsning af ægteskab ved separation og skilsmisse. Den oprindelige grønlandske opfattelse gik ud på, at ægteskabet var frit opløseligt, og i kolonisationens første tid bestod der stadig en vis adgang til ophævelse af ægteskabet. Efterhånden bredte der sig den opfattelse, som kirken kraftigt støttede, at det ikke kunne lade sig gøre at opløse et ægteskab i levende live, og denne opfattelse var tilsidst blevet ganske fast. I årenes løb har der af og til overfor myndighederne været fremsat andragende om skilsmisse, uden at dette er blevet opnået, og det fremgår af det herom indsamlede materiale, at der i de senere år er forekommet ikke helt få tilfælde af varigere samlivsophævelse.
Den foreliggende lov imødekommer ønsket om indførelse af skrevne retsregler for Grønland vedrørende indgåelse og opløsning af ægteskab, navnlig ved at indføre adgang for den grønlandske befolkning til at opnå separation og skilsmisse.
Loven omfatter alle i Grønland bosatte, så at den hidtil gældende sondring mellem personer, der står under dansk ret, og personer, der står under grønlandsk ret, ophæves indenfor lovens område.
Ifølge den foreliggende lov får lov om ægteskabs indgåelse og opløsning af 30. juni 1922 med senere ændringer gyldighed for Grønland, dog med forshellige afvigelser, hvoraf de vigtigste omtales i det følgende.
Den grønlandske ægteskabsalder har hidtil været 19 år for mænd og 17 år for kvinder. Af hensyn til retsenheden bliver den danske ægteskabsalder, 21 år for mænd og 18 år for kvinder, gældende, dog således at undtagelse kan meddeles af landshøvdingen. Er manden fyldt 20 eller kvinden fyldt 17 år, kan undtagelse meddeles af præsten. I folketingets udvalg var der enighed om, at hvis præsten nægter dispensation i henhold til denne bestemmelse, kan sagen indbringes for landshøvdingen og eventuelt i sidste instans for statsministeren.
Den danske ægteskabslovs regler om, at den, som er sindssyg, åndssvag, psykopat i højere grad, kronisk alkoholist eller epileptiker med jævnlige anfald eller udtalte psykiske forstyrrelser, ikke må indgå ægteskab uden særlig tilladelse, medtages i den grønlandske lov, men dispensationsbeføjelsen henlægges til landshøvdingen i stedet for justitsministeriet.
Vedrørende reglen i § 10, stk. 2, hvorefter tilladelse til ægteskabs indgåelse for sindssyge og åndssvage m. v. kan betinges af sterilisation, bemærkedes i folketingets udvalgsbetænkning, at der i landshøvdingens tilladelse til ægteskabs indgåelse på betingelse af sterilisation ikke ligger nogen afgørelse om, at sterilisation kan finde sted.
Med hensyn til kønssygdom, fastsættes, at „den, som lider af kønssygdom, der endnu frembyder fare for smitte, må ikke indgå ægteskab".
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at overføre den danske lovs regel, hvorefter der pålægges pligt til at oplyse den anden part om tilstedeværelsen af en kønssygdom, der frembyder smittefare eller fare for overførelse på afkom, samt pligt til at underkaste sig vejledning af en læge i disse tilfælde.
Vedrørende lysning bestemmes, at lysning af begge brudefolkene skal begæres på det sted i Grønland, hvor bruden bor, efter brudefolkenes frie valg enten hos vedkommende præst eller kateket eller hos vedkommende borgerlige myndighed.
Adgangen til borgerlig lysning var ikke medtaget i det oprindelige lovforslag, men indsattes efter forslag af udvalget. Udvalget havde drøftet med statsministeriets repræsentanter, om kæmnerne eller kredsdommerne eventuelt ville kunne påtage sig at besørge den borgerlige lysning, men efter bestemmelsen overlades det til statsministeren at afgøre, til hvilken myndighed lysningen skal henlægges.
Fritagelse for lysning eller tilladelse til afkortning af lysningsfristen kan meddeles af præsten, når særlige grunde taler derfor.
Loven overfører ægteskabslovens regler om kirkelig og borgerlig vielse til Grønland. I det fremsatte lovforslag var udeladt bestemmelsen om kirkelig vielse for andre trossamfund, da sådanne ikke findes i Grønland. Dette ændredes efter indstilling af folketingsudvalget, da det ikke kan udelukkes, at der indenfor den nærmeste fremtid opstår andre trossamfund i Grønland end folkekirken. Reglerne om præsternes pligt til at vie er ændret, så at det er tilstrækkeligt, at kun en af parterne hører til folkekirken, og unødvendigt, at en af dem skal høre til den pågældende præsts menighed. Borgerlig vielse foretages af landshøvdingen eller den, han bemyndiger dertil.
Med hensyn til omstødelse af ægteskab er de danske regler overført så godt som uændrede.
I §§ 52 og 54, som omhandler separation og skilsmisse, når ægtefællerne er enige, i hvilket tilfælde afgørelsen i Danmark normalt sker ved bevilling, er der foretaget den ændring, at separation og skilsmisse også i disse tilfælde gives ved dom, idet denne afgørelsesmåde i Grønland i modsætning til i Danmark må anses for den hurtigste, da bevillingsmyndigheden er placeret eet sted indenfor hele retsområdet, nemlig i Godthaab, så at man i kortere eller længere tid af året kan være afskåret fra kontakt med den pågældende myndighed, mens man lettere vil kunne komme i forbindelse med domstolene, hvoraf der er en i hver kommune. Parterne kan i medfør af § 65 vælge bevillingsvejen ligesom ved de øvrige separations- og skilsmissetilfælde, når de er enige om denne afgørelsesmåde samt om alle vilkår, herunder om boets deling.
Med hensyn til skilsmisse på grund af utroskab overføres den danske regel i § 59, men som ny § 59 a tilføjes en bestemmelse, hvorefter dom til skilsmisse efter § 59 ikke bevirker endelig opløsning af ægteskabet, medmindre sagsøgeren mindst 3 måneder og ikke over 10 måneder efter, at dommen er blevet upåankelig, overfor retten fremsætter begæring derom.
I det udkast, som drøftedes af landsrådet i 1952, var kun foreslået en til § 59 svarende bestemmelse, men landsrådet foreslog, at bestemmelsen ændredes således, at det var en betingelse, at der forelå gentagne tilfælde af eller særlig krænkende form for ægteskabsbrud. Da reglen om skilsmisse som følge af ægteskabsbrud er den mest anvendelige, hvor parterne er interesseret i en hurtig opløsning af ægteskabet, mente man ved dette ændringsforslag at kunne hindre misbrug og derved en række uovervejede, ulykkelige ægteskabsopløsninger. Landsrådets stilling til dette problem måtte tillægges betydelig vægt, men mod den af landsrådet foreslåede formulering kunne navnlig anføres, at ægteskabsbrud herved i et vist omfang blev legaliseret, og at bestemmelsen stillede den krænkede ægtefælle i en bevismæssigt overordentlig vanskelig situation. Man forelagde derfor 1953 den i § 59 a optagne bestemmelse for landsrådet, der tiltrådte den.
Ved en tilføjelse til § 62 om en ægtefælles adgang til skilsmisse på grund af straffedom, som er overgået den anden ægtefælle, bestemmes under hensyn til den nye grønlandske kriminallov, at hvis ægtefællen er dømt ved grønlandsk domstol, kan ægteskabet opløses ved dom, såfremt retten under hensyn til forbrydelsen og den idømte foranstaltnings beskaffenhed skønner, at fortsættelse af ægteskabet ikke bør fordres.
Lovens regler om deling af boet og fastsættelse af underholdsbidrag afviger en del fra de tilsvarende danske bestemmelser. De er udformet således, at de for danske ægtefæller tillader en lignende ordning som i Danmark, mens de for grønlandske ægtefæller ikke behøver at føre til afvigelser fra den herskende grønlandske retsopfattelse, således som den hidtil har givet sig udtryk, navnlig ved dødsboskifterne. Senere indførelse af regler om formuefællesskab mellem ægtefæller skulle ikke nødvendiggøre ændringer af den her omhandlede lov.
Det fastslås i § 66, at boet deles ved dommen eller bevillingen. Det bliver således i almindelighed kredsretten, der samtidig træffer afgørelse såvel om separation og skilsmisse som om boets deling og om underholdsbidrag. Når omstændighederne taler derfor, kan delingen dog henskydes til rettens senere afgørelse. I paragraffens stk. 2 og 3 fastsættes følgende skævdelingsregel, som betegner en udvidelse i forhold til dansk ret:
„Hvis boets værdi og beskaffenhed gør det rimeligt, kan der tillægges hver af ægtefællerne ret til forlods at udtage hus, bohave, fartøj, arbejdsredskaber og andet løsøre i det omfang, hvori han skønnes at trænge dertil for at opretholde hjemmet eller sit erhverv.
På begæring kan det pålægges en ægtefælle, der har fået tillagt ret til at udtage hus, midlertidig at indrømme den anden ægtefælle ret til brug af dette."
Det sidste stykke indsattes under behandlingen i folketinget.
Da der endnu ikke er gennemført regler for Grønland svarende til myndighedslovens, er ved § 69 a indsat en bestemmelse om afgørelse af, hvem af ægtefællerne der skal have forældremyndigheden i tilfælde af separation og skilsmisse. Bestemmelsen svarer til de danske regler.
Reglerne om adgang til at ændre underholdsbidrag til ægtefællen er noget videre gående end efter de danske regler.
Ved en ny § 77 a indsættes regler om faktisk samlivsophør, svarende til de danske bestemmelser i myndighedsloven og loven om ægteskabs retsvirkninger. Det drejer sig om bestemmelser om forældremyndighed, underholdsbidrag til den anden ægtefælle og de hos den værende børn samt pligt til at overlade den anden ægtefælle hus eller løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave eller til den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Loven gælder for Vestgrønland og kan med fornødne lempelser ved kongelig anordning udvides til også at omfatte Nord- og Østgrønland.
Der træffes ved kongelig anordning bestemmelse om tidspunktet for ikrafttræden af lovens bestemmelser. Ved anordning meddeles ligeledes de nødvendige overgangsbestemmelser.
Ifølge en bestemmelse, der indsattes i folketinget, skal loven optages til revision i folketingsåret 1959-60. Revisionsforslaget skal være ledsaget af en på regelmæssige undersøgelser grundet beretning om, hvorledes loven har virket i den forløbne periode.
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte Edel Saunte (S) ønske om, at lovforslaget måtte blive ændret således, at der blev adgang til borgerlig lysning. Med hensyn til § 59 om skilsmisse i anledning af utroskab var hun ked af, at landsrådet i anden omgang havde opgivet sit først indtagne standpunkt, hvorefter kun gentagen eller særlig krænkende form for ægteskabsbrud skulle kunne bevirke skilsmisse. Hun fremsatte forskellige ønsker med hensyn til bodelingsreglerne, bl. a. indførelse af bopælsret for en ægtefælle i et hus, som udtages af den anden ægtefælle, og regler om ret til lejlighed i lejet hus. løvrigt anbefalede hun lovforslaget. Det samme gjorde de øvrige partiers ordførere. A. Lynge (Grønland) redegjorde for ægteskabsforslagets forhistorie og behandling i landsrådet. Han fremhævede, at grønlænderne ikke havde andet syn på såvel ægteskabet som moralen end det, kirken forkynder. Han anbefalede lovforslaget i den skikkelse, hvori det nu var vedtaget af landsrådet. Statsministeren udtalte i anledning af en henstilling fra Steen (RV) villighed til at medvirke til, at så mange medlemmer af folketinget som muligt efterhånden kunne stifte personligt bekendtskab med Grønland. Han ville således gerne medvirke til at imødekomme et ønske fra finansudvalget om at komme til Grønland i sommeren 1954.
I det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, opnåedes enighed om forskellige ændringsforslag, som tiltrådtes af statsministeren. Der stilledes således ændringsforslag om indførelse af borgerlig lysning, om mulighed for andre trossamfunds dertil anerkendte præster til at foretage vielse og om revision af loven i 1959-60. Desuden stilledes ændringsforslag af mere formel karakter. De fleste af ændringsforslagene er omtalt under gennemgangen af lovens indhold i det foregående.
Af bemærkningerne i udvalgsbetænkningen skal iøvrigt anføres:
„Udvalget er enedes om at tiltræde lovforslagets affattelse af § 59 om skilsmisse på grund af utroskab. Det af landsrådet oprindeligt vedtagne forslag til denne bestemmelse, hvorefter der skulle kræves gentagen eller særlig krænkende utroskab, var motiveret af frygt for, at bestemmelsen skulle give anledning til mange uovervejede skilsmisser. Udvalget finder dog, at den nu foreslåede bestemmelse, hvorefter ægtefællerne får en betænkningstid på fra 3 til 10 måneder, efter at dommen er blevet upåankelig, vil tjene samme formål uden at betyde en tilsvarende radikal afvigelse fra et centralt princip i ægteskabsloven. Reglen om 3-10 måneders udsættelse af skilsmissedommens ikrafttræden vil kunne anvendes på danske ægtefæller, uden at det vil føles urimeligt. Som anført i bemærkningerne til lovforslaget må det også antages, at mæglingen, der sker ved de pågældendes præst, der kender parterne, vil have særlig betydning på Grønland til at forhindre uovervejede skilsmisser.
Der er i udvalget peget på, at indførelse af fri adgang til separation i medfør af § 52, når ægtefællerne er enige, kan være nok så farlig for ægteskabsinstitutionen som adgangen til skilsmisse på grund af utroskab. Da de grønlandske medlemmer ønsker § 52 opretholdt uændret, stilles der dog ikke ændringsforslag. Iøvrigt vil den nedenfor foreslåede bestemmelse om revision af loven efter få års forløb bevirke, at spørgsmålene vil kunne tages op til fornyet drøftelse i folketinget, når der er indhøstet erfaringer om lovens virkninger."
Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene. Den fornyede udvalgsbehandling medførte ikke ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 123 stemmer.