L 21 Lov om forlængelse af midlertidige ændringer i forbrugsafgiftslove.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 73 af 31-03-1954
De midlertidige afgiftsbestemmelser, som blev optaget i lov nr. 332 af 22. december 1953 (jfr. nærmest foregående sag), og som ifølge lovens § 27, stk. 1, udløb med udgangen af marts 1954, opretholdes herved indtil udgangen af marts 1955.

Forlængelsesloven svarer, bortset fra et par i folketinget foretagne småændringer, ganske til loven af 22. december 1953, dog således, at de i loven indeholdte bestemmelser, hvis gyldighed ikke er midlertidig, ikke er medtaget.

Ændringerne går ud på, at cigaretpakningernes indhold ikke behøver at være deleligt med 5 eller — forsåvidt angår cigaretter i afgiftsklasse A 1 — med 8, og på foretagelse af nogle rettelser i lovteksten af teknisk karakter.

De omsætningsafgifter, det drejer sig om, er for finansåret 1954-55 anslået at ville indbringe følgende beløb:

Tobaksafgifter ..... 625 mill kr.

Tillægsafgift på spiritus ..... 60 mill kr.

Afgift af frugtvin ..... 2 mill kr.

Ølskat ..... 70 mill kr.

Afgift på engrosomsætningen af stærke drikke ..... 250 mill kr.

Omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer ..... 160 mill kr.

Omsætningsafgift af motorkøretøjer ..... 150 mill kr.

Ordinær benzinafgift ..... 205 mill kr.

Tillægsafgift på benzin ..... 30 mill kr.

Stempelafgift af spillekort ..... 0,8 mill kr.

Afgift af konsum-is ..... 6 mill kr.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med en række andre skatteforslag. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der indstillede det til vedtagelse med de nævnte ændringer, der var bragt i forslag af finansministeren og tiltrådt af udvalget som helhed.

Til lovforslagets 2. behandling stilledes af Alvilda Larsen m. fl. (DK) udenfor betænkningen ændringsforslag om, at omsætningsafgiften for chokolade- og sukkervarer skulle nedsættes fra 55 pct. til 40 pct., og at råstofafgiften for kakaobønner, mandler, nødder o. s. v. skulle nedsættes fra 200 pct. til 100 pct.

Tilsvarende ændringsforslag stilledes af Tholstrup (DR), der tillige foreslog en række lempelser i omsætningsafgiften for motorkøretøjer, herunder ligestilling af drosker og hyrevogne (lillebiler) med hensyn til afgiftsnedsættelse.

Efter at finansministerens ændringsforslag var vedtaget og de øvrige forkastet, overgik lovforslaget til 3. behandling, hvor Tholstrup stillede ændringsforslag om, at omsætningsafgiften af chokolade- og sukkervarer samt den i forbindelse dermed stående råvareafgift ikke måtte overstige den afgift, der pr. styk eller vægtenhed betaltes ved nærværende lovs ikrafttræden. Desuden foresloges det, at finansministeren skulle være bemyndiget til at give hyrevogne afgiftslempelser efter de samme regler, som gælder for drosker.

Efter at disse ændringsforslag var forkastet, vedtoges lovforslaget med 126 stemmer mod 11 (DK og DR), idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S), Otto Himmelstrup (V), A. Stæhr Johansen (KF), Aage Fogh (RV), Alvilda Larsen (DKP) og Knud Tholstrup (DR)