L 17 Lov om børnetilskud.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 109 af 13-04-1954
Ved loven opretholdes den for skatteåret 1953-54 gældende børnetilskudsordning, jfr. lov nr. 72 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 194), så at den også får gyldighed for 1953-54.

Udgiften anslås for 1954-55 til 150 mill. kr.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med en række skatteforslag og underkastedes som disse udvalgsbehandling såvel mellem 1. og 2. som mellem 2. og 3. behandling.

Udvalgsbehandlingen resulterede ikke i ændringsforslag.

Derimod stilledes fra kommunistisk side nogle ændringsforslag til 2. behandling, hvorefter tilskuddet for alle, som har ret til børnetilskud, skulle udgøre 300 kr. pr. barn (i stedet for 88-182 kr. pr. barn) og udbetales kvartalsvis ved socialministeriets foranstaltning gennem kommunerne til den berettigede, i reglen moderen. I overensstemmelse hermed skulle modregning overfor pålignede skatter ikke kunne finde sted. Desuden foresloges det, at børnetilskud skulle lades ude af betragtning ved den kvartalsvise beregning af detailpristallet. Disse ændringsforslag forkastedes.

Til 3. behandling stilledes påny ændringsforslag fra kommunistisk side. Ifølge disse skulle børnetilskuddet hver 3. måned sendes til den berettigede, i reglen moderen, og bestemmelserne angående modregning overfor pålignede skatter udgå, idet ordningen ligesom efter de til 2. behandling stillede ændringsforslag skulle administreres af socialministeren.

Efter at også disse ændringsforslag var forkastet, vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Edvard Sørensen (V), Poul Møller (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Petra Petersen (DKP) og Oluf Pedersen (DR)