I forbindelse med forslagene til ny statsskattelov og ny kommuneskattelov, hvorved den fælleskommunale udligningsfond foresloges ophævet, fremsattes tillige en række lovforslag om regulering og forenkling af de gældende regler om offentlige udgifters og indtægters fordeling mellem stat og kommuner. Et led heri udgjorde nærværende lovforslag, hvis formål var at begrænse antallet af de mange særlige fordelingsnormer, der nu er gældende indenfor forskellige mindre udgiftsområder.
Forslaget tilsigtede desuden at begrænse antallet af udgiftsposter navnlig på amtskommunernes regnskaber, så at amtskommunernes udgifter i så vid udstrækning som muligt kunne blive koncentreret om de to store amtskommunale opgaver: sygehusvæsenet og vejvæsenet. De udgiftsområder, der omfattedes af lovforslaget, optræder alle på amtskommunernes budgetter og omfatter udgifterne til driften af arbejds- og tvangsarbejdsanstalterne (forslagets § 1), udgifterne ved driften af mødrehjælpsinstitutionerne (forslagets § 2), udgifterne ved meddelelse af fri proces i civile retssager (forslagets § 3), udgifterne ved omskrivning af tinglysningskontorernes realregistre (forslagets § 4) og udgifterne ved forskellige veterinære foranstaltninger m. v. (forslagets §§ 5, 6 og 7).
Det foresloges, at de nævnte udgifter til mødrehjælpsinstitutioner, beneficerede sager (fri proces), omskrivning af realregistre m. v. samt udgifterne i anledning af smitsomme sygdomme hos husdyr, smitsomme plantesygdomme og foranstaltninger mod oldenborrer, af hvilke udgifter statskassen allerede efter de gældende regler bærer en større eller mindre andel, fremtidig helt skulle overtages af statskassen. Herved ville enhver udgiftsfordeling mellem flere offentlige kasser og det i mange tilfælde betydelige besvær, der har været forbundet med opgørelsen heraf, bortfalde.
Udgifterne til driften af arbejds- og tvangsarbejdsanstalter har man derimod ikke ment det rimeligt at lade statskassen overtage. Det drejer sig om udgifter, der må sidestilles med sogne- og købstadkommunernes øvrige udgifter til sociale formål (særhjælp, kommunehjælp m. v.), og efter de gældende regler deltager staten heller ikke i disse udgifter. Da man imidlertid ved udarbejdelsen af den samlede byrdefordeling mellem staten og kommunerne har tilstræbt at begrænse de amtskommunale udgifter, og da amtskommunerne iøvrigt ikke afholder udgifter til sociale formål, foresloges det, at den andel af udgifterne, der hidtil har påhvilet amtskommunerne, fremtidig skulle fordeles på amtets sognekommuner efter folketal.
Såfremt forslagets regler for udgifternes afholdelse havde været gældende for regnskabsåret 1951-52, ville statskassen have fået en merudgift på ca. 4,4 mill. kr.
Lovforslaget henvistes tillige med en række samtidig fremsatte skattelovsforslag m. v. til et udvalg, der ikke afgav betænkning inden folketingsårets udgang.