L 159 Forslag til lov om ændring i lov om totalisatorspil.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1953-54
Status: Bortfaldet
I forbindelse med forslagene til ny statsskattelov og kommuneskattelov, hvorved den fælleskommunale udligningsfond foresloges ophævet, blev der tillige fremsat en række lovforslag om regulering og forenkling af de gældende regler om de offentlige udgifters og indtægters fordeling mellem stat og kommuner, derunder nærværende lovforslag.

I henhold til totalisatorlovens § 2, stk. 2, afgiver staten 8 pct. af totalisatorafgiften til den amtskommune eller købstadkommune (hvormed ligestilles København og Frederiksberg), hvori spillet har fundet sted. Det samlede provenu af totalisatorafgiften udgjorde i 1951-52 ca. 8,5 mill. kr., hvoraf ca. 0,7 mill. kr. blev afgivet til kommunerne.

Af forenklingsmæssige grunde, og da det iøvrigt beror på tilfældigheder, hvilke kommuner der får andel i totalisatorafgiften, blev det ved nærværende lovforslag — i overensstemmelse med, hvad skattelovskommissionen indstillede — foreslået, at hele afgiften ubeskåret tilfaldt statskassen.

Lovforslaget henvistes ligesom en række andre samtidig fremsatte skattelovsforslag m. v. til et folketingsudvalg, der ikke nåede til ende med sit arbejde inden folketingsårets udgang.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Alfred Bøgh (V), Poul Møller (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Alfred Jensen (DKP) og Oluf Pedersen (DR)