Da der i foråret 1954 skulle tages stilling til udformningen af en ny lov om midlertidigt tillæg til tjenestemændene, meldte det spørgsmål sig, om man samtidig — ligesom det tidligere var sket ved tilsvarende lejligheder — skulle foretage en regulering af det vederlag, som i henhold til valgloven tilkommer folketingets medlemmer. Indenfor partierne var der mest stemning for at få gennemført en helt ny vederlagsordning for folketingets medlemmer, ikke alene fordi man fandt det heldigst at få vederlagsordningen frigjort for den hidtidige forbindelse med tjenestemændenes lønningsforhold, men også fordi der derved ville blive mulighed for at få tilvejebragt en mere rationel ordning end den hidtil gældende og at komme bort fra statsskattelovens særlige beskatningsregler, hvorefter halvdelen af folketingsmedlemmernes vederlag ikke medregnedes til den skattepligtige indkomst, regler som jævnlig havde været gjort til genstand for kritik fra forskellig side.

Med henblik herpå optoges i udvalget for forretningsordenen — suppleret med særligt hertil udpegede repræsentanter for partierne, herunder også de ikke udvalgsberettigede partier — nogle forhandlinger, der tildels førtes i et underudvalg.

Resultatet af disse forhandlinger blev, at de fire største partier tillige med retsforbundet samlede sig om et udkast, der af repræsentanter for disse partier fremsattes som lovforslag i folketinget og derefter gennemførtes i uændret form.

Hvad den således tilvejebragte ordning går ud på, er følgende:

I stedet for de hidtidige bestemmelser i § 83, stk. 1 og 2, i lov nr. 171 af 31. marts 1953 om valg til folketinget, indsættes følgende:

„Det folketingets medlemmer tilkommende vederlag består af et grundvederlag og et tillæg som erstatning for de med hvervet som folketingsmedlem forbundne omkostninger (omkostningstillæg). Grundvederlaget udgør 16 000 kr. årligt. Omkostningstillægget, der ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, udgør 4 000 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i København eller indenfor en afstand af 45 km fra Københavns hovedbanegård, 6 000 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i de sjællandske amter ud over 45 km fra Københavns hovedbanegård, og 10 000 kr. årligt for de øvrige medlemmer.

For hver 6 points, det i kap. 5 i lov nr. 301 af 6. juni 1946 om statens tjenestemænd omhandlede pristal stiger ud over 376 eller falder under 381, forhøjes eller nedsættes det i stk. 1 nævnte grundvederlag med 160 kr. årligt og de i samme stykke nævnte omkostningstillæg med henholdsvis 36 kr., 60 kr. og 96 kr. årligt. Pristallet for januar og juli måneder benyttes som grundlag for regulering for det næstfølgende halvår, 1. april-30. september og 1. oktober-31. marts."

De bestemmelser i valgloven, som erstattedes hermed, lød således:

„Det folketingets medlemmer tilkommende vederlag udgør 5 700 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i København eller indenfor en afstand af 20 km fra Københavns hovedbanegård, 7 200 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i en afstand af over 20 km, men under 75 km fra Københavns hovedbanegård, og 8 700 kr. årligt for de øvrige medlemmer.

Til dette vederlag ydes der et tillæg, der skal udgøre 3 pct. af vederlaget for hver portion reguleringstillæg, der til enhver tid udbetales statens tjenestemænd, jfr. kap. 5 i lov nr. 301 af 6. juni 1946 om statens tjenestemænd."

På det tidspunkt, da lovforslaget fremsattes, udgjorde det ordinære tillæg 105 pct. af grundbeløbet. Herudover ydedes der folketingsmedlemmerne et midlertidigt tillæg på 18 pct. af grundbeløbet, og det samlede vederlag udgjorde henholdsvis 12 711 kr., 16 056 kr. og 19 401 kr. efter bopælen. Forudsatte man, at det midlertidige tillæg samtidig med gennemførelsen af de ændrede regler for tjenestemændenes midlertidige løntillæg ville blive forhøjet med 4 portioner à 3 pct. til 30 pct., kom man herved til et samlet vederlag for folketingsmedlemmerne på henholdsvis 13 395 kr., 16 920 kr. og 20 445 kr.

I stedet for får medlemmerne nu efter de nye regler enten 20 000 kr., 22 000 kr. eller 26 000 kr., ligeledes efter bopælen, men med ændret zoneinddeling (jfr. ovenfor). Til gengæld må der regnes med en væsentlig skatteforhøjelse, hvilket som følge af skatteprogressionen særlig gælder medlemmer med betydende indtægter ved siden af vederlaget.

Samtidig har man forhøjet det årlige pensionsbidrag, medlemmerne ifølge valglovens § 84, stk. 2, skal udrede, fra 7½ pct. af 5 700 kr. eller 427 kr. 50 øre til 450 kr.

Pensionsreglerne blev ved samme lejlighed underkastet en revision. Det bestemmes nu, at et forhenværende medlem som opfylder de i valglovens §§ 85 og 86 fastsatte betingelser, kan opnå de nedenfor anførte årlige pensionsbeløb, når han har været medlem i:

10 år, men under 13 år .......... 2 320 kr. årlig
13 år, men under 16 år .......... 3 240 kr. årlig
16 år, men under 19 år .......... 4 160 kr. årlig
19 år og derover .................... 5 200 kr. årlig

For enker efter pensionsberettigede folketingsmænd er der som følge heraf sket en forhøjelse af pensionsbeløbene, idet disse som hidtil beregnes som 2/3 af mandens egenpension, og i overensstemmelse hermed har man ændret det årlige pensionsbeløb, som enker efter ikke pensionsberettigede medlemmer under nærmere i valglovens § 87 fastsatte betingelser har krav på, fra 700 kr. til 900 kr.

Bortset herfra er pensionsreglerne som hidtil, idet man dog har ændret de efter valglovens § 89 gældende reguleringsbestemmelser således, at en portion tillæg, der hidtil udgjorde 3 pct. af pensionen, nu udgør samme absolutte beløb som hidtil.

Om ændringerne i pensionsreglerne udtalte Holger Eriksen (S) som ordfører for forslagsstillerne ved lovforslagets 1. behandling bl. a.:

„I pensionsbeløbet indregnes de fire portioner, som tjenestemændene sidst har opnået, og som folketingets medlemmer havde krav på, samt tre portioner, der ikke tidligere har været medregnet. Beløbene for de ekstraordinære tillæg afrundes, men iøvrigt er der ikke rørt ved pensionernes størrelse, der altså hverken hvad ydelse eller hvad goder angår adskiller sig væsentligt fra det hidtil gældende."

Ved loven ophæves den hidtil for folketingets medlemmer gældende skatteregel i lov nr. 149 af 10. april 1922, § 5 e, dog at bestemmelsen finder anvendelse på godtgørelse, der udbetales i henhold til de hidtil gældende regler om vederlag til folketingets medlemmer.

Fra lovens ikrafttræden ophæves — som en konsekvens af nærværende lov — en bestemmelse i den samtidig gennemførte lov om midlertidigt løntillæg til statens tjenestemænd, § 4, stk. 2, 2. afsnit.

Loven trådte i kraft 1. juli 1954.

Lovforslaget vedtoges i folketinget med tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af det kommunistiske, på hvis vegne Alfred Jensen anbefalede at stemme imod lovforslaget.