Loven afløser den hidtidige militære ekspropriationslov, lov nr. 117 af 11. april 1934 (årbog for 1933-34, side 386). Denne lov, der opregner forskellige kategorier af militære anlæg, hvortil ekspropriation kan ske, blev ved gennemførelsen i folketinget anset for således formuleret, at den måtte antages at omfatte alle foranstaltninger, hvortil det kunne blive nødvendigt at erhverve arealer til forsvarsmål. Siden 1934 har der imidlertid indenfor forsvaret fundet en udvikling sted, som man ikke på daværende tidspunkt havde mulighed for at forudse. Dette har ført med sig, at loven ikke med sikkerhed kan bringes til anvendelse på alle sådanne forsvarsforanstaltninger af anlægsmæssig karakter, som vil være påkrævede i henhold til forsvarsordningen. Den foreliggende lov tilsigter at skabe lovhjemmel til om fornødent ved ekspropriation at tilvejebringe de byggegrunde o. lign., som er nødvendige til gennemførelse af de anlægsarbejder, som er en konsekvens af forsvarets udvikling indenfor rammerne af den til enhver tid gældende forsvarsordning.

Lovens § 1 har herefter fået følgende formulering:

„Bebygget eller ubebygget ejendom, der i henhold til den til enhver tid gældende forsvarsordning skal bruges til oprettelse eller udvidelse af anlæg til landets forsvar, herunder til mandskabets garnisonering og uddannelse samt til materiellets og beholdningernes fremskaffelse og oplagring, kan af forsvarsministeren, eller af en kommune med forsvarsministerens samtykke, erhverves ved ekspropriation.

Ekspropriation kan ske til eje eller brug, herunder således at der kun erhverves en begrænset rettighed over den pågældende ejendom."

§§ 2 og 3 svarer til de hidtidige bestemmelser bortset fra en redaktionel ændring af § 2. Ved lovens § 4 ophæves loven af 1934.

Ved 1. beh. fik lovforslaget tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre. Niels Eriksen (V) og Ninn-Hansen (KF) rettede henstillinger til forsvarsministeren om at komme længst muligt med frivillige aftaler og såvidt muligt undgå ekspropriation samt om at søge at undgå at placere militære anlæg på god landbrugsjord. Ninn-Hansen henstillede tillige, at bestemmelser i landbrugslovgivningen, som hindrer erstatningskøb, ikke gøres gældende overfor landmænd, hvis jord er eksproprieret. Fuglsang (DK) gik imod forslaget og fremsatte ønske om, at repræsentanter for landbrugsorganisationerne skulle deltage som kontrolerende organer ved disse ekspropriationer. Søren Olesen (DR) udtrykte betænkelighed ved lovforslaget og fremsatte ønske om en oversigt over, hvilke arealer forsvaret råder over de forskellige steder og arealernes størrelse. Forsvarsministeren erklærede, at en sådan oversigt ikke var nødvendig, for at medlemmerne kunne tage stilling til lovforslaget. Han udtalte, at den gode landbrugsjord under denne regering ville blive skånet om muligt i endnu højere grad end under den tidligere regering. Regeringen havde endvidere det standpunkt, hvor der overhovedet var mulighed derfor, at tale sig tilrette med ejerne fremfor at ekspropriere.

Det nedsatte udvalg udtalte i sin betænkning, at det havde haft samråd såvel med forsvarsministeren som med landbrugsministeren, og at sidstnævnte overfor udvalget havde givet tilsagn om at anmode statens jordlovsudvalg dels om at give statshusmænd, som godtgør, at deres hidtidige statshusmandsbrug er eksproprieret i militært øjemed eller nedlagt som selvstændigt brug som følge af sådan ekspropriation, en rimelig fortrinsstilling ved tildeling af et nyt brug, når de ansøger herom og ikke ved ekspropriationserstatningens udbetaling bliver i stand til ved egne midler at komme i besiddelse af en tilsvarende ejendom, dels om, når en landejendom købes af en landmand, som godtgør, at hans hidtidige ejendom af tilsvarende størrelse er eksproprieret i militært øjemed, at give afkald i medfør af statshusmandslovens § 8, stk. 4, på benyttelse af statens forkøbsret, forsåvidt der ikke er behov for fraskillelse af tillægsjord eller køberen indgår på at afhænde den fornødne tillægsjord til staten mod et rimeligt vederlag.

Endvidere havde landbrugsministeren under samrådet givet tilsagn om, at der, når en landmand ejer flere end 2 landbrugsejendomme, og en af ejendommene eksproprieres i militært øjemed, ved hans køb af en landbrugsejendom til erstatning for den eksproprierede ikke til opfyldelse af reglerne i § 9, stk. 4, i loven om landbrugsejendomme vil blive krævet afhændet mere jord til staten, end hvad der i areal og efter grundbeløb svarer til 1/5 af den tilkøbte ejendoms ikke-skovbevoksede tilliggende.

Hele udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Ved 2. behandling stilledes fra kommunistisk side ændringsforslag om en ny affattelse af lovforslagets § 1, svarende til bestemmelserne i den hidtidige lov med den tilføjelse, at ekspropriation først kunne ske efter samråd med et af forsvarsministeren nedsat udvalg på 3 medlemmer, hvoraf et skulle udpeges af landbrugsministeriet, et af De samvirkende danske Landboforeninger og et af De samvirkende danske Husmandsforeninger. Det kommunistiske ændringsforslag forkastedes med 90 stemmer mod 6 (DK); 8 medlemmer (RV) undlod at stemme.

Den fornyede udvalgsbehandling resulterede ikke i ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 117 stemmer mod 11 (DK og DR).