Ved loven forlænges den bemyndigelse, der ved lov nr. 241 af 4. juni 1947 § 1 er givet forsvarsministeren til at træffe visse nærmere angivne foranstaltninger i forbindelse med afsendelse og opretholdelse af en dansk besættelsesstyrke i udlandet, og som er forlænget ved lov nr. 173 af 12. april 1949, lov nr. 226 af 12. maj 1951, lov nr. 173 af 15. maj 1952 og lov nr. 100 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 409), for et yderligere tidsrum af 1 år, indtil den 15. maj 1955.

Lovforslaget var ved fremsættelsen ledsaget af følgende bemærkninger:

„Med bemyndigelse i lov nr. 241 af 4. juni 1947 har Danmark fra 1947 opretholdt en besættelsesstyrke i Tyskland. Det var oprindeligt hensigten, at denne styrke skulle opretholdes for et tidsrum af 2 år — indtil maj 1949. På dette tidspunkt viste det sig imidlertid ønskeligt, bl. a. da besættelsesopgaverne endnu ikke var afsluttede, fortsat at opretholde styrken, hvorfor lovens gyldighed blev forlænget ved lov nr. 173 af 12. april 1949 for et tidsrum af yderligere 2 år, indtil den 15. maj 1951, og ved lov nr. 226 af 12. maj 1951 for yderligere 1 år, indtil den 15. maj 1952.

Ved lov nr. 173 af 15. maj 1952 ændredes det i sidstnævnte lov angivne tidsrum af 1 år til 2 år, indtil den 15. maj 1953.

Ved lov nr. 100 af 31. marts 1953 forlængedes lovens gyldighed med yderligere 1 år, indtil den 15. maj 1954.

Da den danske styrke i Tyskland i henhold til den i foråret 1951 vedtagne rigsdagsbeslutning er afgivet til den fælles forsvarsstyrke i Europa til løsning af visse beredskabsopgaver, og da den af den vesttyske forbundsrepublik på den ene side og Frankrig, Storbritannien og De amerikanske forenede Stater på den anden side i maj 1952 underskrevne overenskomst om besættelsesstatuttens afløsning ikke er ratificeret, har man fundet det fornødent at foreslå den omhandlede bemyndigelse forlænget for et tidsrum af yderligere 1 år."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af ordførerne for socialdemokratiet, venstre og det konservative folkeparti, mens ordførerne for det radikale venstre, Danmarks retsforbund og Danmarks kommunistiske parti gik imod forslaget.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis betænkning det siges, at forsvarsministeren overfor udvalget havde oplyst, at forhandlingerne om nordflanken endnu førtes på det militære plan, og at et flertal (socialdemokratiets, venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse uforandret, mens et mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) ikke kunne tiltræde det.

Fra 2. behandling gik lovforslaget direkte til 3. behandling. Her stilledes af forsvarsministeren et ændringsforslag om en ny paragraf, gående ud på, at loven kunne stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7. Ændringsforslaget vedtoges uden afstemning. Lovforslaget vedtoges derefter med 123 stemmer mod 25 (RV, DR, DK). 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.