L 136 Lov om ændring af loven om oprettelse af »Rask-Ørsted Fondet«

(Danmarks internationale videnskabelige Fond).

Af: Undervisningsminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 211 af 11-06-1954
Loven går ud på, at statens årlige bidrag til „Rask-Ørsted Fondet" forhøjes fra 400 000 kr. til 500 000 kr., og at man forlader den hidtidige ordning, hvorefter pengene ydes fondet som rente af en både som aktiv og passiv i statens status optaget statsobligation.

Dette har fundet udtryk i, at der ved loven gives § 3 i lov nr. 555 af 4. oktober 1919 om oprettelse af „Rask-Ørsted Fondet" som ændret ved § 2 i lov nr. 274 af 9. juni 1948 (årbog 1947-48, side 583) følgende affattelse:

„På de årlige finanslove stilles fra 1. april 1954 et beløb af 500 000 kr. til rådighed for fondet. Fondets bestyrelse råder over dette beløb, og hvad der ikke rådes over i det enkelte år, henlægges til et reservefond for fondets drift. Over renterne af reservefondet rådes af bestyrelsen i henhold til fondets fundats, medens der kun med undervisningsministerens samtykke kan rådes over reservefondet."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte undervisningsministeren bl. a.:

""Rask-Ørsted Fondet"s årlige rådighedsbeløb udgjorde oprindelig 250 000 kr. og blev ved lovændringen i 1948 forhøjet til 400 000 kr., hvilket beløb fremkommer som rente af en 5 pct. statsobligation til pålydende 8 mill. kr.

Fondets formål er at støtte dansk videnskab i forbindelse med mellemfolkelig forskning, og dette formål fremmes navnlig ved bevillinger til oversættelse af danske videnskabelige arbejder til et af hovedsprogene, til udgivelse af danske, skandinaviske og internationale videnskabelige tidsskrifter på hovedsprogene, til indkaldelse af udenlandske videnskabsmænd som foredragsholdere, til ophold her for udenlandske videnskabsmænd for at deltage i videnskabeligt samarbejde med danske videnskabsmænd og til studieophold og deltagelse i videnskabelige ekskursioner, møder, symposier og kongresser i udlandet for danske videnskabsmænd.

Fondets virksomhed er således af afgørende betydning både for at opretholde den for dansk videnskab livsnødvendige kontakt med udlandet og for at gøre dansk forsknings resultater tilgængelige for udenlandske videnskabsmænd.

Forhøjelsen af fondets årlige rådighedsbeløb i 1948 fra 250 000 kr. til 400 000 kr. gav en kort tid fondet mulighed for trods krigsårenes prisstigninger nogenlunde at imødekomme behovet indenfor fondets virkeområde, men kronedevalueringen i september 1950, den nye prisstigningsbølge og den stærkt forøgede intensitet af det internationale videnskabelige samarbejde har nu påny gjort en forhøjelse af fondets årlige rådighedsbeløb stærkt påkrævet dels for at muliggøre en forhøjelse af de takster, hvorefter flere arter af de af fondet ydede bevillinger fastsættes, dels for at det ikke skal være nødvendigt at afslå velmotiverede ansøgninger.

På grundlag af de nuværende forhold regner fondets bestyrelse med, at en forhøjelse af fondets årlige rådighedsbeløb fra 400 000 kr. til 500 000 kr. vil skabe en rimelig balance mellem fondets evne og behovet for økonomisk støtte under fondets virkeområde, og jeg må anse det for meget ønskeligt, at en sådan forhøjelse gennemføres fra 1. april 1954 at regne.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, ønsker man af regnskabstekniske grunde at benytte lejligheden til at forlade den hidtidige ordning, hvorefter statens årlige ydelse til fondet har formen af rente af en til fondet udstedt statsobligation, idet man nu finder det mere enkelt og praktisk, at statens årlige ydelse til ,,Rask-Ørsted Fondet" — ligesom til Statens almindelige Videnskabsfond — bevilges som en lovbestemt udgift under undervisningsministeriets driftsbudget på de årlige finanslove. Denne rent tekniske ændring medfører ingen ændringer med hensyn til de øvrige for fondets virksomhed gældende regler."

Lovforslaget vedtoges — efter at have været undergivet udvalgsbehandling — uændret og enstemmigt i folketinget.
Partiernes ordførere
Alsing Andersen (S), Helga Pedersen (V), Flemming Hvidberg (KF) og Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV)