Den almindelige 4-årige uddannelse af folkeskolens lærere har hidtil været ordnet ved seminarieloven af 15. april 1930 med den dertil knyttede lov af 24. maj 1948 om forsøgsundervisning. Endvidere blev der ved lov af 4. juni 1947 givet regler om en særlig 2½-årig læreruddannelse for studenter, og for uddannelsen af forskolelærerinder gjaldt en lov af 30. marts 1892. Alle disse love er nu ophævet ved nærværende lov, der indeholder de lovbestemmelser, som fremtidig skal være gældende på de nævnte områder, og tillige de grundlæggende bestemmelser angående uddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole.

Loven bygger i hovedsagen på forslag, der blev fremsat af et overvejende flertal indenfor den i 1947 nedsatte seminariekommission, hvis betænkning forelå i efteråret 1951. Årsagen til, at spørgsmålet om revision af læreruddannelsen blev taget op til overvejelse, var, at folkeskoleloven af 1937 havde gjort fag som sløjd og skolekøkkenundervisning obligatoriske i folkeskolen og gjort eksamensmellemskolen til en integrerende del af folkeskolen, uden at seminarierne efter loven af 1930 havde mulighed for at give en tilstrækkelig uddannelse i de nye obligatoriske fag eller de særlige eksamensskolefag, specielt sprog. Lærerne har derfor været henvist til ved bekostelige efterkursus, specielt på lærerhøjskolen, at søge deres uddannelse suppleret i fornødent omfang. Hertil kom et fra seminariernes side formuleret ønske om at få rådet bod på de vanskeligheder, der hidrørte fra, at eleverne ved begyndelsen af uddannelsen mødte med meget forskellige forudsætninger. Endvidere har der i seminarieverdenen været et ønske om at få den daglige undervisning frigjort for de bånd, som den afsluttende eksamen i den traditionelle form lægger på undervisningen.

De forslag, som et flertal af seminariekommissionens medlemmer gik ind for til afhjælpning af manglerne ved den nuværende ordning, blev stærkt debatteret i seminariekredse, idet navnlig kommissionens forslag om gennemførelse af en omlægning og reduktion af den afsluttende eksamen var omstridt. Efter at have haft lejlighed til at forhandle med tilhængere og modstandere af forslaget indenfor seminarieverdenen og med Danmarks Lærerforening besluttede undervisningsministeren sig dog til at fremsætte lovforslaget i det væsentlige i overensstemmelse med kommissionsflertallets indstilling, omend med forskellige afvigelser af mindre principiel betydning.

Lovforslaget behandledes derefter af folketinget, der vedtog det med en række ændringer, som alle var tiltrådt af det folketingsudvalg, der beskæftigede sig med sagen. Herudover stillede et mindretal et ændringsforslag, hvorefter småbørnslærerinder ikke i fremtiden skulle uddannes med undervisning i den købstadordnede folkeskole (bortset fra håndgerning og legemsøvelser for piger) for øje. Dette ændringsforslag blev i modsætning til de øvrige forkastet.

I den form, som loven herved fik, opretholder den de hidtil bestående 3 læreruddannelser: den almindelige 4-årige, den særlig for studenter tilrettelagte uddannelse, der nu bliver 3-årig, og uddannelsen af småbørnslærerinder (tidligere betegnet forskolelærerinder), hvis studietid forlænges med ½ år til 2½ år. Forslaget om at give småbørnslærerinderne en grundigere uddannelse havde ikke mødt tilslutning hos Danmarks Lærerforening, der principalt ønskede denne uddannelsesform, som betinger en lavere normering, helt afskaffet, hvilket man dog under hensyn til den herskende lærermangel havde afstået fra at stille forslag om. Undervisningsministeren var med kommissionsflertallet enig i, at forskolelærerinderne havde gjort udmærket fyldest, og at der gennem denne særlige uddannelsesform var tilført folkeskolen værdifulde lærerkræfter, som ellers næppe var kommet frem.

Med hensyn til optagelsesalderen har man ved loven imødekommet seminariernes ønske om et noget mere modent elevmateriale, idet aldersgrænsen for den 4-årige uddannelse er forhøjet med 1 år til 18 år, for studenteruddannelsen med ½ år til 19 år og for uddannelsen af småbørnslærerinder med 2 år til 20 år. Seminarierne kan dog dispensere fra aldersbetingelserne, når det højst drejer sig om 3 måneder. Med hensyn til optagelseskravene iøvrigt indeholder loven kun nogle rammebestemmelser, der senere skal udfyldes ad administrativ vej efter forhandling med seminarierne.

Såvel ved småbørnslærerindeseminarierne som ved de 4-årige seminarier opretholdes de særlige præparandklasser, og ved de 4-årige seminarier opretholdes den hidtidige adgang for aspiranter til at forberede sig på anden måde. For småbørnslærerindeseminarierne opretholdes adgangen til optagelse uden prøve af aspiranter, der allerede har en eksamen, dog således at de altid prøves i dansk, regning og sang.

Seminariets skøn over, om en aspirant er egnet til lærergerningen, skal kunne udøves efter afholdelse af en egnethedsprøve eller på anden måde.

Med hensyn til undervisningen på det 4-årige seminarium slår loven udtrykkeligt fast i § 9, at den tager sigte på at uddanne lærere til ansættelse i hele folkeskolen, herunder også eksamensmellemskolen og de til denne knyttede realklasser.

Fagrækken er i det store og hele uforandret. Til dansk er føjet et krav om kendskab til svensk og norsk, og sløjd er udgået som obligatorisk fag for alle. Den egentlige nydannelse med hensyn til undervisningen ligger dels i bestemmelsen om, at seminariet stilles mere frit med hensyn til undervisningens tilrettelæggelse i de enkelte fag, dels i bestemmelsen om, at der efter 2. klasse skal gives eleverne mulighed for at vælge en særlig uddannelse indenfor visse fag.

Loven opretholder endvidere den i kommissionsforslaget nævnte mulighed for, at eleverne udover den særlige undervisning kan vælge en videregående, helt fri uddannelse i de pågældende eller andre fag.

I § 22 er indsat en bestemmelse om, at eleverne skal have adgang til i studietiden at deltage i undervisningen i andre folkeskoler end i seminariets øvelsesskoler, og i § 23 stilles der krav om, at eleverne i mindst 3 måneder skal have en samlet praktisk virksomhed i en eller flere skoler.

Angående seminariernes eksamensordning indeholder loven stærkt ændrede bestemmelser. Undervisningsministeren udtalte herom ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:

„Spørgsmålet om seminarieundervisningens afslutning, selve lærereksamen — jeg ser her bort fra småbørnslærerindeseminarierne, der aldrig har haft nogen afgangseksamen og heller ikke vil få det efter forslaget — er det spørgsmål, hvorom debatten om seminariekommissionens betænkning har koncentreret sig. Jeg vil gerne straks understrege, at kommissionsflertallet — med hvilket jeg er enig — ikke stiller forslag om opgivelse af enhver bedømmelse af seminarieelevernes arbejde i seminarietiden, men foreslår en bedømmelse på en anden måde end den traditionelle med eksamination og censur i hvert enkelt fag.

For det første pålægger forslaget seminarierne inden udgangen af 2. klasse på det 4-årige seminarium — det er § 12, stk. 4 — og inden udgangen af 1. klasse på studenterlinien — det er § 15, stk. 4 — at foretage en bedømmelse af eleverne med henblik på udskillelse af de uskikkede. Dernæst skal der ved seminarietidens afslutning gives hver elev en af rektor efter forhandling med lærerrådet formuleret udtalelse om kundskaber og egnethed for lærergerningen. De egentlige afgangsprøver og antallet af karakterer på eksamensbeviset begrænses stærkt.

Hvor prøve holdes, sker det under medvirken af særligt beskikkede censorer. Nogen hovedkarakter skal ikke gives, og spørgsmålet om, hvorvidt en elev har bestået eller ikke, afgøres af seminariets rektor i forbindelse med lærerrådet."

Det skal tilføjes, at betegnelsen „rektor" for lederen af et seminarium under lovforslagets behandling i folketinget blev ændret til „seminarieforstander".

Efter at have været underkastet en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der i sin betænkning bl. a. udtaler:

„Der er i udvalget enighed om, at eleverne ved optagelsen må have et sådant kendskab til hovedfagene, at uddannelsen på seminariet kan blive effektiv fra begyndelsen for alle elever. På den anden side har man villet sikre, at optagelsesbetingelserne får en sådan karakter, at elever, som i en sen alder og uden nogen eksamen ønsker læreruddannelse og er egnede dertil, ikke hindres heri.

I forbindelse hermed har udvalget drøftet, hvilken almindelig norm der kunne fastsættes for at fyldestgøre de foreskrevne optagelsesbetingelser, og udvalget er enigt om, at der til optagelse på et seminarium normalt ikke bør stilles krav, der overstiger, hvad en flittig og velbegavet elev med folkeskoleuddannelse kan præstere efter højst 15 måneders uddannelse.

Ministeren har overfor udvalget givet udtryk for, at han overvejer at finde frem til en særlig stipendieordning for elever i forberedelsesklasser, således at økonomiske forhold ikke skal hindre velegnede elever i at gå lærervejen."

Som ovenfor omtalt stilledes i betænkningen en række ændringsforslag.

Efter at de af udvalget tiltrådte ændringsforslag var vedtaget og mindretalsændringsforslaget angående småbørnslærerindernes adgang til den købstadsordnede folkeskole forkastet — sidstnævnte var stillet af Kaj Andresen, Hougaard, Per Hækkerup og Karl Olsen — vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet 2 medlemmer af det radikale venstre afholdt sig fra at stemme.