Forslaget til den heromhandlede lov var — med en enkelt væsentlig afvigelse — stort set enslydende med et tilsvarende lovforslag, der blev fremsat, men ikke færdigbehandlet i samlingen 1952-53, og hvilede ligesom dette på en betænkning, der i oktober 1952 blev afgivet af den i 1948 nedsatte ungdomskommission.

Den nævnte afvigelse bestod i, at man i det nye lovforslag havde medtaget bestemmelser svarende til kommissionsforslagets § 3, som et mindretal indenfor kommissionen havde taget afstand fra, og som var udtaget af lovforslaget ved dets første fremsættelse.

Denne § 3 gik ud på, at en kommune skulle kunne beslutte forsøgsvis at forlænge undervisningspligten for de i kommunen hjemmehørende unge med eet år. Denne undervisningspligt kan opfyldes gennem deltagelse i ungdomsskolen — der i så fald skal indrettes som dagskole eller kombineret dag- og aftenskole — men også gennem undervisning i fortsættelsesklassen, folkeskolens 8. klasse, efterskolen, teknisk skole, handelsskolen eller anden undervisning. Beslutning om indførelse af en sådan udvidet undervisningspligt kan træffes af kommunalbestyrelsen med to trediedeles flertal for indtil tre år ad gangen og skal godkendes af undervisningsministeren, der kun kan meddele godkendelse til et begrænset antal kommuner. Der er adgang for forældrene til at få opfyldelsen af undervisningspligten udskudt til et senere år eller til helt at få deres barn fritaget for at deltage i de omhandlede former for undervisning, hvis de selv påtager sig ansvaret for, at undervisningspligten opfyldes på anden måde.

Angående lovforslagets forhistorie, opbygning og hovedpunkter kan iøvrigt henvises til, hvad der herom er anført i årbog 1952-53, side 478.

Lovforslaget underkastedes i folketinget en fortsat, meget indgående udvalgsbehandling, der resulterede i et stort antal af hele udvalget tiltrådte ændringsforslag, derunder et, hvorefter den ovenfor omtalte § 3 skulle udgå, idet der ikke havde kunnet opnås enighed om den foreslåede adgang til en 1-årig udvidelse af undervisningspligten. Et andet af de mere betydende ændringsforslag gik ud på i en ny § 51 — i overensstemmelse med andre skoleloves tilsvarende bestemmelser — at give undervisningsministeren en bemyndigelse til, forsåvidt angår forsøg med undervisnings- og ungdomsforanstaltninger som de i loven omhandlede, at godkende sådanne hertil sigtende afvigelser fra lovens bestemmelser om disse foranstaltningers ordning og omfang, som vil være forenelige med fastholdelsen af lovens formål.

Endvidere skal nævnes, at man enedes om at begrænse den i § 1, stk. 3, optagne bestemmelse om unges ret til deltagelse i dag- eller eftermiddagsundervisning uden tab af løn noget, så at den bl. a. kun skal gælde de 14-16 årige. I den ændrede affattelse lyder bestemmelsen således:

„Unge mennesker mellem 14 og 16 år har ret til en ugentlig frieftermiddag uden tab af arbejdsløn for at deltage i ungdomsskolens dagundervisning, såfremt der ikke ved arbejdsaftalens indgåelse er truffet modstående aftale vedrørende dette spørgsmål. Dette gælder dog ikke unge, for hvem der er oprettet lærekontrakt i henhold til reglerne i lov nr. 120 af 7. maj 1937 om lærlingeforholdet, eller hvem der iøvrigt er sikret en undervisning i overensstemmelse med nævnte lovs regler for lærlingeuddannelsen."

Iøvrigt kan der — som også efter det oprindelige forslag — i særlige tilfælde dispenseres fra reglen.

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges samtlige ændringsforslag enten uden afstemning eller — for enkeltes vedkommende — mod kommunisternes stemmer.

Ved 3. behandling stillede undervisningsministeren nogle ændringsforslag af væsentlig formel karakter, som vedtoges uden afstemning. Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt, men således at retsforbundet afholdt sig fra at stemme, idet dette parti havde forskellige indvendinger at gøre mod lovforslaget, særlig forsåvidt angår dets bestemmelser om brevskoler, fritidsklubber og ungdomsvejledere.

Inden lovforslaget sattes til afstemning, gav undervisningsministeren en redegørelse for dets væsentligste indhold og betydning, hvoraf gengives følgende uddrag:

„Vi har her samlet i een lov bestemmelser om alle de former for undervisning og fritidsbeskæftigelse, som tilbydes den unge mand og kvinde i dag, efter at de er gået ud af folkeskolen. Jeg tillægger det stor vægt, at de mennesker, der arbejder med planer om at sætte noget i gang for de unge, har en let adgang til overblik over de muligheder, der foreligger. På den anden side er loven kun en rammelov. Indholdet, det, der skal drage de unge med ind i undervisningen, må skabes af dem, der vil tage dette arbejde op, og med hvis medarbejderskab hele loven står og falder.

For ungdomsskolens vedkommende er der i loven angivet en række forskellige former, hvori skolen kan tilrettelægges. Minimumstimetallene er for nogle af skoleformerne meget små, således at der lægges så få hindringer som muligt i vejen for oprettelse af ungdomsskole på steder, hvor det kan knibe med tilslutningen. Dagundervisningen har fået en fremtrædende plads indenfor ungdomsskolen, støttet af de 14-16-åriges ret til en ugentlig frieftermiddag for at deltage i denne undervisning.

Både for ungdomsskolens og for aftenskolens vedkommende giver forslaget større frihed end de hidtil gældende love med hensyn til, hvilke fag der kan undervises i. ...

I tilfælde, hvor en aftenskole besøges af elever fra en anden kommune end den, der har oprettet aftenskolen, er der indført mulighed for, at den del af udgiften, der normalt afholdes af kommunen, kan udredes af staten, som efter nærmere regler, der siden skal fastsættes af undervisningsministeren, kan kræve refusion fra vedkommende hjemstedskommune.

Timelønningerne i ungdoms- og aftenskolen er ajourført og bragt i bedre overensstemmelse med lønningerne i tekniske skoler og handelsskoler. Som en meget betydningsfuld bestemmelse med henblik på sikringen af gode og egnede lærere, specielt for aften- og ungdomsskolens formål, må nævnes den ved § 20 hjemlede adgang til normering på kommunens skoleplan af faste lærere til bestridelse af dette arbejde, enten alene eller kombineret med arbejde i den almindelige folkeskole. ...

Administrativt er der indført den betydelige ændring, at samtlige ungdomsskoleplaner og aftenskoleplaner både fra landkommuner og købstadkommuner skal godkendes af amtsnævnet, medens det tidligere har været sådan, at ungdomsskoleplaner og aftenskoleplanerne fra købstæderne skulle godkendes af undervisningsministeriet. Aftenhøjskoler og ungdomskostskoler skal dog fortsat godkendes af undervisningsministeriet.

For ungdomskostskolernes vedkommende har man i videst muligt omfang søgt de økonomiske regler nærmet til de for efterskoler gældende. En konsekvens heraf er det også, at beløbet til elevunderstøttelser ved efterskolerne er forhøjet fra to femtedele til halvdelen af den godkendte elevbetaling.

Den landbrugsfaglige undervisning har hidtil haft sine ganske specielle administrative og økonomiske regler, stammende fra tiden før aftenskoleloven af 1942, men er nu stort set lagt ind under de for ungdoms- og aftenskolen gældende almindelige bestemmelser, uden at dens indholdsmæssige egenart og dens tilknytning til de landøkonomiske foreninger på nogen måde er angrebet.

Forslagets regler om støtte til fritidsklubber og andre fritidsforanstaltninger for ungdommen — både i tilknytning til ungdomsskolen og uden sådan særlig tilknytning, men som en almen kulturel foranstaltning — er en anden væsentlig nydannelse, der tilsigter at tilvejebringe muligheder for, at ungdommen kan udnytte sin fritid netop som fritid, således at der uden noget krav om undervisning gives de unge lejlighed til at dyrke de hobbies, der har deres interesse og virker til fremme af deres udvikling.

En afgørende betingelse for, at de unge kan udnytte deres fritid på en udvildende og betryggende måde, er, at der kan skaffes dem de fornødne lokaler hertil. For at lette tilvejebringelsen af sådanne lokaler er der skabt hjemmel for ydelse af statstilskud til lokaleudgifter for ungdomsforeninger, der virker for ungdommens almene oplysning og udvikling, ligesom der kan ydes statstilskud til indretning og montering af lokaler, herunder forsamlingshuse, der benyttes til samlingssted for ungdommen.

Til slut skal jeg nævne bestemmelserne om tilskud til aflønning af ungdomsvejledere. Med hele den udvikling, som det er mit håb at loven må føre med sig indenfor ungdomsundervisningen og ungdommens fritidsudnyttelse, vil det mange steder være nyttigt at have en mand, der kan ofre en større del af sin tid, eventuelt hele sin arbejdstid, på iværksættelsen og tilrettelæggelsen af de former for undervisning og fritidsbeskæftigelse, som der særlig er behov for på det pågældende sted. Arbejdet hermed vil meget vel kunne overstige, hvad et menneske kan overkomme i sin fritid, og der er derfor åbnet mulighed for, at landsorgallisationer, landsdelsorganisationer, kommuner eller amtsungdomsnævn kan antage en helt eller delvis beskæftiget ungdomsvejleder, til hvis løn der kan ydes tilskud af statskassen."