Ved loven gennemføres en række ændringer i retsplejeloven, foranlediget af nye bestemmelser i grundloven af 5. juni 1953.

I retsplejelovens §§ 43, 71, 74, 169, 667, 701 og 800 foretages rent redaktionelle ændringer.

Som følge af bestemmelsen i den nye grundlovs § 61, sidste punktum, hvorefter særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes, ophæves retsplejelovens § 21, stk. 2 og 3, og der gives paragraffens 1. stk. følgende affattelse:

„Regeringens ret til at anordne ekstraordinære retter vedbliver indtil videre i sit nuværende omfang, dog at særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes. De ekstraordinære retter skal i sager, der omfattes af nærværende lov, anvende denne lovs regler bortset fra bestemmelserne om retskredsenes grænser, og deres afgørelser kan påkæres umiddelbart til Højesteret."

Ligeledes som følge af grundlovens § 61 ophæves med loven § 55 i skadesforsikringsloven, efter hvilken bestemmelse regeringen hidtil havde kunnet nedsætte kommissarier til behandling af et forsikringsselskabs konkursbo.

Ifølge grundlovens § 78, stk. 4, skal sager om opløsning af politiske foreninger uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol. Som følge heraf ændres retsplejelovens regel i § 966 om, at en landsretsdom i en fra underretten indanket sag i reglen ikke yderligere kan påankes, så at denne bestemmelse ikke længere gælder for sager om opløsning af politiske foreninger.

Hovedbestemmelserne i den gennemførte lov er imidlertid de nye regler om domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, hvilke regler er nødvendiggjort af grundlovens § 71, stk. 6, der er sålydende:

„Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov."

Ved loven gennemføres regler om indbringelse for de almindelige domstole af sådan frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter grundlovsbestemmelsen skal kunne kræves forelagt en dømmende myndighed.

Grundlovsbestemmelsen omfatter følgende former for administrativt bestemt frihedsberøvelse:

Fjernelse af børn fra hjemmet efter reglerne om børneforsorg i lov om offentlig forsorg, jfr. bkg. nr. 475 af 31. august 1946.

Tvangsisolering af smitsomt syge i henhold til lov nr. 138 af 10. maj 1915 om foranstaltninger mod smitsomme sygdommes udbredelse, lov nr. 145 af 12. marts 1918 om foranstaltninger til tuberkulosens bekæmpelse og lov nr. 67 af 31. marts 1953 om karantæneforanstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Afsoning af underholdsbidrag i henhold til lov nr. 133 af 7. maj 1937 § 12 og lov om offentlig forsorg § 14, jfr. bkg. nr. 475 af 31. august 1946.

Frihedsberøvelse overfor åndssvage i henhold til lov nr. 171 af 16. maj 1934.

Frihedsberøvelse overfor sindssyge i henhold til lov nr. 118 af 13. april 1938.

Frihedsberøvelse overfor kønssyge i henhold til lov nr. 193 af 4. juni 1947.

Frihedsberøvelse overfor forsømmelige forsørgere, alkoholister, erhvervs- og subsistensløse m. fl. i henhold til reglerne i lov om offentlig forsorg, jfr. bkg. nr. 475 af 31. august 1946.

Samtidig med gennemførelsen af den heromhandlede lov gennemførtes love indeholdende nye regler vedrørende de i den ovennævnte lovgivning under justitsministeriets, indenrigs- og boligministeriets og socialministeriets resort forekommende former for administrativ frihedsberøvelse.

De nye regler i retsplejeloven om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse indføjes ved nærværende lov som et nyt kapitel 43 a i retsplejeloven, hvis paragraffer — med nogle udeladelser — optrykkes i det følgende tillige med enkelte tilføjelser.

Kapitel 43 a. Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

§ 468. Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse udenfor strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge.

Reglerne er ved forhandling med indenrigsministeriet og socialministeriet søgt udformet således, at de er anvendelige på prøvelse af enhver administrativt bestemt frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter grundloven skal kunne prøves af en dømmende myndighed.

I overensstemmelse med grundlovsbestemmelsen finder de anførte regler ikke anvendelse ved frihedsberøvelse indenfor strafferetsplejen, hvorom regler findes i retsplejelovens 4. bog, og heller ikke ved frihedsberøvelse, som har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, jfr. lov nr. 224 af 7. juni 1952 om udlændinges adgang til landet m. v.

§ 469. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for underretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jfr. § 235.

Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse ... Indbringes sagen for en domstol, der ikke er rette værneting, henviser dommeren sagen til rette værneting.

Begæring om sagens indbringelse for retten hindrer ikke frihedsberøvelsens iværksættelse eller opretholdelse, medmindre retten bestemmer det.

Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af justitsministeren, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.

Er lovligheden af den pågældende frihedsberøvelse stadfæstet ved dom, kan begæring om fornyet prøvelse ikke rejses med pligt for den besluttende myndighed efter denne paragraf, forinden der er forløbet sådan frist, som måtte være fastsat i vedkommende særlige lov.

Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.

Har de pågældende i længere tid haft ophold på hospital eller anstalt, og forbindelsen med den tidligere bopæl er afbrudt, antages de at have hjemting på det sted, hvor anstalten er beliggende. Denne praksis vil være vel anvendelig også i de heromhandlede sager. Hvis sagerne altid skulle behandles ved anstaltens værneting, ville mange sager komme for samme domstol. Hertil kommer, at det må anses for at være af væsentlig betydning, at sagen bliver behandlet af den ret, der har kendskab til den frihedsberøvedes milieu.

Overskrides de i 4. stk. fastsatte frister, er den pågældende henvist til sagsanlæg efter de almindelige regler om borgerlige sager.

§ 470. Som parter anses den, om hvis frihedsberøvelse der er spørgsmål, den, der handler på hans vegne, samt den besluttende myndighed.

Retten beskikker en sagfører til at varetage dens tarv, hvis frihedsberøvelse sagen angår, medmindre han ikke ønsker det. På begæring kan retten endvidere, når der skønnes at være fornøden anledning dertil, beskikke en sagfører for den besluttende myndighed.

§ 471. Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af parter og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.

§ 472. Efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig, og bevisførelsen er sluttet, afgør retten ved dom, om frihedsberøvelsen som lovlig bør stå ved magt, eller om den vil være at ophæve.

Udebliver nogen af parterne uden oplyst lovligt forfald, afgør retten, om frihedsberøvelsens lovlighed kan prøves på det foreliggende grundlag, eller om udsættelse skal finde sted.

§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer. Overtrædelse af sådant forbud straffes med bøde.

§ 474. Om salær og godtgørelse for udlæg til de beskikkede sagførere gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jfr. §§ 331 og 336. Retten kan bestemme, at også andre udgifter skal afholdes på denne måde.

Retten bør kun, når der er særlig anledning dertil, pålægge en part helt eller delvis at udrede sagsomkostninger.

§ 475. Anke sker ved meddelelse til underretsdommeren. Ankefristen er 14 dage fra dommens afsigelse. Anke kan dog undtagelsesvis tillades af justitsministeren indtil et år efter dommens afsigelse

Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for underretsbehandlingen.

Anke til Højesteret kan kun ske, når justitsministeren undtagelsesvis tillader det. Andragende herom må fremsættes inden et år efter landsretsdommens afsigelse.

Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse påankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse af samtlige partiers ordførere. Peter Jørgensen (S) gav udtryk for glæde over den foreslåede bestemmelse i § 474, hvorefter der skal gælde samme regler med hensyn til salærer og godtgørelse for udlæg til de beskikkede sagførere som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces.

Helga Pedersen (V) fandt det rigtigt, at den dømmende myndighed, som man ifølge grundloven skal anvende ved prøvelse af lovligheden af administrativ frihedsberøvelse, bliver de almindelige domstole og ikke specialdomstole, hvis behandlingsmåde af sagerne let vil nærme sig den administrative form, som man netop stræber efter at komme bort fra.

Aksel Larsen (DK) tilsluttede sig lovforslaget og erklærede, at det var et stort fremskridt, at der blev gennemført en lovgivning om administrativ frihedsberøvelse, en reform, som hans parti i en årrække i forfatningskommissionen havde talt for. Han fremførte en del indvendinger mod enkeltheder i lovforslaget og anmodede om, at udvalget undersøgte disse spørgsmål. Bl. a. ønskede han, at den i de enkelte særlove optagne bestemmelse om, at de pågældende skal underrettes om deres ret til at få deres sag for en domstol, også optoges i det nye kapitel i retsplejeloven, som han betragtede som hovedloven på dette område. Yderligere ønskede Aksel Larsen en klarere formulering af § 469, stk. 1, om hvem der på den indlagtes vegne kan begære sagen forelagt en domstol til prøvelse.

Lovforslaget underkastedes en grundig udvalgsbehandling sammen med alle de fremsatte lovforslag om ændringerne i særlovgivningen vedrørende administrativt bestemt frihedsberøvelse. Fra Østre Landsret modtog udvalget en henvendelse, der er optrykt som bilag til betænkningen, med forslag om en anden formulering af kapitel 43 a. Justitsministeren kunne ikke tiltræde dette forslag og motiverede dette nærmere i en skrivelse til udvalget, der ligeledes er optrykt som bilag.

Udvalget tilsluttede sig enstemmigt justitsministerens oprindelige lovforslag, bortset fra at der skulle indføjes en bestemmelse om, at loven skulle forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1957-58.

Ved 2. behandling udtalte Edel Saunte som udvalgets ordfører, at der i udvalget var overordentlig sympati for de synspunkter, der var fremført i Østre Landsrets henvendelse, men da de 10 lovforslag dannede et samlet kompleks, ville det ikke være muligt at tage enkelte bestemmelser ud af hovedloven uden samtidig at komme til at vanskeliggøre gennemførelsen af andre bestemmelser. Ordføreren redegjorde endvidere for udvalgets arbejde med en række problemer og fremhævede herunder de førte drøftelser om, hvad der egentlig forstås ved frihedsberøvelse, hvordan de pågældende kan blive underrettet om deres ret til domstolsprøvelse, og hvem der skal kunne møde for den inddragende myndighed.

Under hensyn til at udvalget stod usikkert overfor, hvordan lovkomplekset ville komme til at virke, foreslog udvalget den ovenfor nævnte revisionsbestemmelse, som vedtoges.

Efter udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling indstillede udvalget lovforslaget til vedtagele i den form, som der er redegjort ovenfor, og det vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 135 stemmer.