Loven har følgende indhold:

Regeringen bemyndiges til ved kongelig anordning at sætte i kraft bestemmelserne i den under 26. marts 1953 indgåede overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af konventionen mellem samme stater af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål.

Ved den i Stockholm den 6. februar 1931 indgåede konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål tilvejebragtes der internationalprivatretlige regler til lettelse af det mellemstatlige retlige samkvem mellem de nordiske lande.

Ved lov nr. 279 af 11. november 1931 blev der tilvejebragt hjemmel for gennemførelsen af de i konventionen indeholdte regler, som derefter blev bekendtgjort ved bekendtgørelse nr. 323 af 28. december 1931 og sat i kraft ved anordning nr. 325 af 30. december 1931.

Konventionens afsnit om ægteskab indeholder i artikel 1 den regel, at hvis en statsborger i en af de kontraherende stater vil indgå ægteskab for en af de andre staters myndigheder, skal hans ret til at indgå ægteskabet bedømmes efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste 2 år har været og fremdeles er bosat dèr, men ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret.

Efter artikel 2 gælder om lysning og vielse loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås.

I artiklerne 7-9 gives regler om separation og skilsmisse. De bestemmelser i konventionen, som ændres ved den i marts 1953 indgåede overenskomst, vedrører alene ægteskabsretten.

„Den væsentligste ændring er", udtalte justitsministeren ved fremsættelsen af forslaget til den heromhandlede lov, „at der ved en tilføjelse til konventionens artikel 2 tilvejebringes hjemmel for, at lysning, der er foregået i et af de nordiske lande, i vidt omfang kan danne grundlag for en vielse i et af de andre lande. Konventionens hovedregel i artikel 1 er den, at en statsborger i en af de kontraherende stater, der vil indgå ægteskab for en af de andre staters myndigheder, skal have sin ret til at indgå ægteskabet bedømt efter loven i denne stat, såfremt han i de sidste 2 år har været bosat dèr og fremdeles er bosat dèr, men ellers efter loven i den stat, hvor han har statsborgerret. Efter artikel 2 gælder om lysning og vielse loven i den stat, for hvis myndighed ægteskabet indgås. Ved lysning forstås her ikke blot kundgørelsen om det påtænkte ægteskab, men også fremgangsmåden ved den forudgående prøvelse af ægteskabsbetingelsernes tilstedeværelse.

Den nye regel i artikel 2, stk. 2, går ud på, at lysning — herunder prøvelse af ægteskabsbetingelserne — i vielseslandet ikke kræves, hvis lysning er foretaget i et af de andre nordiske lande og denne lysning stadig har virkning, dog med den indskrænkning, at det anførte kun gælder, såfremt der ved prøvelsen af ægteskabsbetingelserne i lysningslandet er anvendt samme lov, som ville være blevet anvendt i vielseslandet, hvis ægteskabsbetingelserne var blevet prøvet dèr.

Dette vil imidlertid være tilfældet i de praktisk vigtigste grupper af eksempler. Jeg tillader mig herom nærmere at henvise til motiverne til lovforslaget.

De andre ændringer, der foreslås i konventionen, består i ophævelsen af nogle i artikel 7 og 9 vedrørende Finland optagne særregler, der ved konventionens indgåelse var motiveret med, at separationsinstituttet var ukendt i Finland. Da separationsinstituttet er indført i Finland i 1948, er disse særregler nu overflødige.

Idet jeg kan oplyse, at de til gennemførelsen af overenskomsten nødvendige lovbestemmelser allerede er vedtaget i Norge og Sverige, skal jeg med disse bemærkninger anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje ting."

Lovforslaget vedtoges i folketinget uændret og enstemmigt, idet de 2 grønlandske repræsentanter afholdt sig fra at stemme.