Ved loven indføjes i retsplejeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 265 af 15. september 1953, følgende to nye paragraffer efter § 750:

§ 750 a. Det kan ved rettens kendelse bestemmes, at der af vedkommende telefonadministration skal gives politiet adgang til aflytning af telefonsamtaler til og fra bestemte telefoner indenfor et nærmere angivet tidsrum, når der

1) er påviselig grund til at antage, at der over dem gives meddelelser fra eller til nogen, der mistænkes for en af de forbrydelser, der omhandles i straffelovens kapitler 12, 13 eller 20 eller §§ 119, stk. 1 og 2, 124, stk. 1, 125, 127, 133, stk. 3, 193, 194, 215, 260, 261, 264 a, 266 eller 281, eller for en forbrydelse, for hvilken loven hjemler straf af fængsel i 8 år eller derover, jfr. retsplejelovens § 687, stk. 1 a, og det

2) må antages, at aflytning vil være af væsentlig betydning for forbrydelsens opklaring.

Når betingelserne for aflytning i medfør af stk. 1 er tilstede, kan politiet, såfremt der er øjensynlig fare for, at øjemedet ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, foretage aflytning uden forudgående retskendelse, dog kun når mistanken vedrører en forbrydelse, som omhandles i straffelovens §§ 98, 99, 102, 106-110 og 111-113, eller som iøvrigt medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Meddelelse om aflytning uden retskendelse skal af politiet indgives til retten samtidig med aflytningens begyndelse, eventuelt ledsaget af begæring om tilladelse til dens fortsættelse. Retten afgør, om aflytning kan godkendes, og eventuelt om fortsat aflytning kan tillades samt i bekræftende fald for hvilket tidsrum, og giver politiet meddelelse herom. Såfremt retskendelse ikke foreligger inden 24 timer fra aflytningens begyndelse, skal aflytningen afbrydes og vedkommende telefonadministration indberette den stedfundne aflytning til retten på det sted, hvor aflytning er sket, og til justitsministeriet. Burde aflytning efter rettens skøn ikke have været påbegyndt, giver retten justitsministeriet meddelelse herom.

Aflytningen vil være at foretage af politiet.

Optegnelser om eller anden gengivelse af aflyttede samtalers indhold skal tilintetgøres, såsnart det er fastslået, at de ikke er af betydning for efterforskningen.

Har aflytning af samtaler fra en telefon i privat eje fundet sted, skal retten give telefonens indehaver meddelelse herom, når det kan ske uden skade for undersøgelsen, og omstændighederne iøvrigt ikke taler herimod.

§ 750 b. Det kan endvidere ved rettens kendelse bestemmes, at vedkommende telefonadministration skal meddele politiet oplysninger om, hvilke telefoner der i et bestemt tidsrum sættes eller har været sat i forbindelse med en bestemt telefon, når

1) der er påviselig grund til at antage, at de ønskede oplysninger vil være af betydning for opklaring af en af de i § 750 a, stk. 1, omhandlede forbrydelser,

eller

2) det skønnes sandsynligt, at opklaring af en forbrydelse kun vil være mulig gennem de ønskede oplysninger, og foranstaltningen står i rimeligt forhold til forbrydelsens karakter,

eller

3) det må antages, at det kun ved hjælp af de ønskede oplysninger er muligt at finde frem til den, der gør sig skyldig i gentagne fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 265.

I påtrængende tilfælde kan politiet uden forudgående retskendelse træffe bestemmelse som i stk. 1 nævnt. § 750 a, stk. 3, finder da tilsvarende anvendelse.

Samtidig har man til retsplejelovens § 814 gjort nogle tilføjelser, hvorefter der, om politiet undlader at overholde de i ovenstående bestemmelser indeholdte frister for indberetning til retten, skal indtræde tilsvarende virkninger, som når det drejer sig om beslaglæggelse, ransagning, anholdelse eller fængsling. Herefter kan retten efter omstændighederne standse aflytningen, såfremt indberetning ikke afgives rettidigt. En sådan standsning af aflytningen vil dog kun få praktisk betydning indenfor den i forslaget fastsatte frist af 3 dage, idet telefonselskabet derefter af egen drift skal standse aflytningen, såfremt retskendelse om dens fortsættelse ikke foreligger.

Undladelse af at overholde fristen for indberetningens afgivelse vil iøvrigt, såfremt den er forsætlig eller groft uagtsom, kunne straffes efter straffelovens § 148. På en af politiet foretaget lovstridig telefonaflytning må formentlig analogien af straffelovens § 147 kunne bringes i anvendelse.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren bl. a.:

„Forslaget indeholder regler om telefonaflytning, som ifølge § 72 i den nylig vedtagne grundlov, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene må ske efter retskendelse.

Ved denne bestemmelse, der er ny i forhold til de tidligere grundlove, er der givet telegraf- og telefonhemmeligheden ligestilling med posthemmeligheden og boligens ukrænkelighed, der allerede efter de tidligere grundlove var grundlovssikrede.

Retsplejeloven indeholder i §§ 750-753 bestemmelser om myndighedernes adgang til efter retskendelse, og i påtrængende tilfælde også inden sådan kendelse kan indhentes, at gøre brud på post- og telegrafhemmeligheden. Derimod findes der ikke lovbestemmelser vedrørende brud på telefonhemmeligheden; det foreliggende lovforslag tilsigter at tilvejebringe den i så henseende nødvendige lovhjemmel.

I medfør af loven af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner og tilsvarende bestemmelser i koncessionerne for de private telefonselskaber har de under telefonvæsenet ansatte tjenestemænd også hidtil været forpligtede til at hemmeligholde telefonsamtaler, og straffelovens § 152 fastsætter straf — i særlig graverende tilfælde op til 3 års fængsel — for brud på denne pligt til hemmeligholdelse af telefonsamtaler.

Men lovbestemmelser om den nærmere afgrænsning af hemmeligholdelsespligten og om, under hvilke betingelser den kan fraviges, har der ikke været. Som det fremgår af den instruks for de koncessionerede telefonselskaber, der er aftrykt som bilag til lovforslaget, har man i praksis som altovervejende hovedregel krævet retskendelse; ved retternes afgørelse af, om tilladelse til aflytning kunne gives, har analogien af retsplejelovens § 750 været vejledende.

Forslaget fastsætter de betingelser, der fremtidig skal foreligge, for at det ved retskendelse skal kunne tillades, at telefonaflytning finder sted, og giver dernæst den i grundlovsbestemmelsen forudsatte særlige lovhjemmel for, at brud på telefonhemmeligheden i begrænset omfang kan ske uden forud indhentet retskendelse.''

Efter det af justitsministeren fremsatte lovforslag skulle § 750, a have følgende affattelse:

„Det kan ved rettens kendelse bestemmes, at der af vedkommende telefonadministration skal gives politiet adgang til aflytning af telefonsamtaler til og fra bestemte telefoner indenfor et nærmere angivet tidsrum, når det må antages, at aflytning vil være af væsentlig betydning for opldaring eller afværgelse af en forbrydelse, som det efter lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at påtale.

Såfremt der er øjensynlig fare for, at øjemedet ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet uden forudgående retskendelse foretage aflytning, når

1) det må antages, at der til eller fra bestemte telefoner føres samtaler af personer, der med føje kan mistænkes for en forbrydelse, som det efter lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at påtale, og at aflytning vil være af væsentlig betydning for forbrydelsens opklaring,

eller

2) der foreligger begrundet formodning om, at en aflytning vil være af betydning for opklaring eller afværgelse af sådanne forbrydelser, som omhandles i straffelovens §§ 98, 99, 102, 106-110 og 111-113, eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier.

Beretning om aflytning uden retskendelse skal af politiet indgives til retten inden 24 timer efter aflytningens begyndelse, eventuelt ledsaget af begæring om tilladelse til dens fortsættelse. Retten afgør, om aflytningen kan godkendes, og eventuelt om fortsat aflytning kan tillades samt i bekræftende fald for hvilket tidsrum, og giver politiet meddelelse herom. Såfremt retskendelse ikke foreligger inden tre dage fra aflytningens begyndelse, skal aflytningen afbrydes og vedkommende telefonadministration indberette den stedfundne aflytning til retten på det sted, hvor aflytningen er sket.

Aflytningen vil være at foretage af politiets personale."

Ændringen af bestemmelserne foretoges i folketinget, hvor man tillige gav punkt 1) i 1. stykke af § 750 b den ovenfor anførte affattelse i stedet for følgende, som justitsministeren oprindelig havde foreslået:

„1) det må antages, at de ønskede oplysninger vil være af betydning for opklaring eller afværgelse af en forbrydelse, som det efter lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at påtale".

Disse ændringer tilsigtede at imødekomme synspunkter, som var fremsat ved lovforslagets 1. behandling i folketinget. Herom anføres i den enstemmige betænkning fra det folketingsudvalg, hvortil sagen henvistes:

„Udvalget er af den opfattelse, at der skal sættes bestemte og snævre grænser for øvrighedens adgang til at foretage telefonaflytning. Under de forhandlinger, der er blevet ført i udvalget, blev det hurtigt klart, at justitsministerens lovforslag i den fremsatte form ikke kunne samle flertal.

I overensstemmelse med justitsministerens udtalelse ved lovforslagets fremsættelse om, at han var villig til forhandling om ændringer i lovforslaget, har udvalget ført en række drøftelser med ministeren, der har resulteret i de nedenfor anførte af ministeren foreslåede ændringer, som udvalget kan tiltræde."

I den ændrede affattelse mødte lovforslaget tilslutning fra alle sider med undtagelse af det kommunistiske parti, på hvis vegne Alfred Jensen som stedfortræder for partiets ordfører bl. a. udtalte:

„Selvom forslaget er undergået en hel del ændringer siden dets fremsættelse og første behandling, er der ikke skabt sikkerhed for, at borgerne ikke udsættes for uberettiget telefonaflytning, og det oven i købet gennem længere tid. Der er ganske vist indsat en bestemmelse om, at kendelser om telefonaflytning skal lyde på et nærmere angivet tidsrum; der er også indsat en bestemmelse om, at indehavere af telefoner, der har været udsat for aflytning, skal have underretning herom, men hvad den sidste bestemmelse angår, er den jo ret illusorisk, idet der må tages så store forbehold. Der må nemlig kun gives meddelelse, forsåvidt det kan ske uden skade for undersøgelsen, og hvis omstændighederne iøvrigt ikke taler derimod."

Ved afstemningen vedtoges lovforslaget med 122 stemmer mod 6 (DK).