L 110 Lov om forlængelse af lov om danske skibes forsikring mod krigsfare.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lis Groes ()
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 293 af 17-11-1953
Ved lov nr. 430 af 17. december 1952 (årbog 1952-53, side 379) blev lov nr. 183 af 4. maj 1939 om danske skibes forsikring mod krigsfare forlænget indtil udgangen af året 1953. Den forlænges herved yderligere til udgangen af året 1955.

I bemærkningerne til det af handelsministeren fremsatte lovforslag oplyses, at der forud for fremsættelsen af forslaget til lov nr. 430 af 17. december 1952 var ført forhandlinger med de forskellige garantkredse, og at der under disse forhandlinger opnåedes tilslutning til, at krigsforsikringen for danske skibe blev videreført på sit nuværende grundlag indtil udgangen af 1955. „Man lagde herved vægt på, at det i god tid forinden dette tidspunkt blev optaget til overvejelse, om krigsforsikringsinstituttet fortsat skulle søges videreført, og om et ændret kapitalgrundlag eventuelt skulle søges tilvejebragt. I overensstemmelse hermed gik lovforslaget ud på en forlængelse af lovens gyldighed indtil udgangen af året 1955. Under forslagets behandling i rigsdagen ændredes lovens udløbstid imidlertid til udgangen af 1953 ...

Indenfor krigsforsikringsinstituttets bestyrelse er der enighed om, at instituttet endnu ikke kan ophæves, og at loven bør søges forlænget til udgangen af 1955, således at tiden indtil da kan benyttes til de foran omhandlede overvejelser om instituttets videreførelse."

Om krigsforsikringsinstituttets økonomiske stilling oplyses i bemærkningerne følgende:

Ved udgangen af regnskabsåret 1952 havde instituttet som reservefond en kapital på 15 959 000 kr. Årets overskud var 5 081 000 kr. Instituttets præmier ligger på linie med præmierne på Londonmarkedet. Som følge heraf blev præmierne pr. 1. oktober 1952 nedsat fra 1/10 pct. til 3/40 pct. for 3 måneder, hvilken præmiesats stadig er gældende.

Lovforslaget vedtoges i folketinget enstemmigt med 148 stemmer, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Svendborg) (S), K. Damsgaard (V), Hans Baagø-Hansen (KF), Oluf Steen (RV), L. Lynnerup Nielsen (DKP) og Knud Tholstrup (DR)