L 104 Lov om ændring i lov om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lis Groes ()
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 188 af 11-06-1954
I henhold til bestemmelsen i § 1 i lov nr. 190 af 29. maj 1952 om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser, jfr. lov nr. 98 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 371), kan ministeren for handel, industri og søfart indenfor et beløb af 250 mill. kr. yde eksportkreditgarantier efter de i lovens § 1 angivne regler. Dette beløb forhøjes ved nærværende lov med 100 mill. kr. til 350 mill. kr.

Som begrundelse for forhøjelsen anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„I løbet af det sidste år er der i stigende omfang fra eksportørernes side fremsat anmodninger om ydelse af eksportkreditgarantier. Det beløb, for hvilket handelsministeriet. efter indstilling fra statens eksportkreditudvalg har påtaget sig garantiforpligtelser i forbindelse med eksport af danske varer til udlandet, androg pr. 1. januar 1954 ca. 162 mill. kr. Ifølge en pr. 30. april d. å. foretagen opgørelse androg statens garantiforpligtelser ca. 200 mill. kr.

Der er fornylig rettet henvendelse til handelsministeriet og statens eksportkreditudvalg om eksportkreditstøtte til et beløb af 45-50 mill. kr. med henblik på levering af skibe og maskiner til udlandet.

Såfremt der opnås ordrer på disse leverancer, må det påregnes, at det beløb på 250 mill. kr., indenfor hvilket der i øjeblikket kan ydes eksportkreditgarantier, ikke vil være tilstrækkeligt, dersom man fortsat skal kunne yde eksportkreditstøtte i hidtidigt omfang til andre virksomheder.

Man foreslår derfor, at det beløb på 250 mill. kr., indenfor hvilket ministeren for handel, industri og søfart er bemyndiget til at yde eksportkreditstøtte, forhøjes til 350 mill. kr."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et folketingsudvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag, idet hele udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse i den form, hvori det var fremsat.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med alle øvrige stemmer imod retsforbundets.
Partiernes ordførere
Hans Rasmussen (S), J. E. Foged (V), A. Stæhr Johansen (KF), E. Rager (RV) og Knud Tholstrup (DR)