L 103 Lov om forlængelse af lov om prisaftaler m. v.

Af: Minister for handel, industri og søfart Lis Groes ()
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 70 af 31-03-1954
Ved lov nr. 291 af 14. november 1953 (jfr. nærmest foranstående sag) blev prisaftaleloven forlænget til udgangen af marts 1954. Den forlænges herved yderligere til udgangen af marts 1955.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„Den 11. december 1953 blev der ... fremsat forslag til lov om tilsyn med monopol og konkurrencebegrænsning. Folketingets udvalg angående dette lovforslag har udbedt sig handelsministerens besvarelse af en række spørgsmål. Medens besvarelsen af en del af disse spørgsmål allerede er udarbejdet, kræver flere af spørgsmålene indgående undersøgelser, der først i løbet af nogen tid vil kunne være tilendebragt. Udvalget har derfor henstillet, at lov om prisaftaler m. v. forlænges, således at der, når besvarelserne foreligger, gives udvalget passende tid til at afslutte sit arbejde."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra de fire største partier, mens retsforbundet fandt den overflødig og kommunisterne ønskede en mere vidtgående lov gennemført.

Ved 1. behandling fremhævede Niels Eriksen (V), at det måtte være en forudsætning, at loven blev administreret efter de samme retningslinier som hidtil, og Weikop (KF) gik ud fra, at kun absolut påkrævede indgreb blev foretaget, så at man ikke — medmindre der indtraf noget ganske uforudset — ville benytte kontrolforanstaltninger, som kun de tidligere ekstraordinære forhold kunne berettige til. Handelsministeren svarede hertil, at hun ville love, at administrationen blev uændret i lovens løbetid.

Lovforslaget underkastedes ikke udvalgsbehandling. Det vedtoges ved 3. behandling med 118 stemmer mod 5 (DR), idet 5 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S), Niels Eriksen (V), Ove Weikop (KF), E. Rager (RV), Aksel Larsen (DKP) og Knud Tholstrup (DR)