Vareforsyningsloven blev ved lov nr. 60 af 31. marts 1953 (årbog 1952-53, side 356) forlænget til 1. april 1954. Den forlænges herved yderligere til 15. december 1954 (i stedet for som oprindelig foreslået til udgangen af marts 1955).

Ved forlængelsen har loven fået en ny paragraf, hvorefter handelsministeren bemyndiges til at sætte de af dens bestemmelser, der vedrører forhold, som er rigsanliggende, i kraft for Færøerne med de ændringer, som øernes særlige forhold måtte nødvendiggøre.

Under sagens behandling i folketinget enedes man desuden om at forhøje vareforsyningsudvalgets medlemstal fra 15 til 17 samt om at indføre nogle tydeliggørende bestemmelser angående dette udvalg, ligesom lovens udløbsdato som nævnt ændredes. Endelig benyttede man lejligheden til at foretage nogle redaktionelle rettelser.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„De administrationsområder, loven omfatter, er foruden import- og eksportkontrollen betalingsspørgsmålene og forbrugsreguleringen. Forsåvidt angår det sidste område, har vi nu kun en enkelt direkte forbrugsregulerende foranstaltning tilbage, nemlig automobilrationeringen. Det er regeringens hensigt også på dette område at lempe restriktionerne i det omfang, de valutariske muligheder herfor er tilstede.

På betalingsområdet har udviklingen også været karakteriseret af en fortsat afvikling af kontrolforanstaltningerne. En række af de såkaldte usynlige betalinger overfor udlandet er efterhånden liberaliseret. I denne forbindelse vil jeg gerne nævne, at regeringen fornylig har frigivet valutatildelingerne til rejser til praktisk talt alle lande. En vis regulering finder dog stadig sted af forbruget af dollars til rejser, men også på dette område er reglerne lempet.

Hovedvægten af den administration, loven hjemler adgang til, falder nu på import- og eksportkontrollen, men også her er indgrebene efterhånden afviklet i meget betydende omfang. For importkontrollens vedkommende har vi jo nu som bekendt nået en liberaliseringsproces overfor EPU-landene på 76. Denne betydelige importfrihed gælder dog kun overfor de lande, der er medlem af den europæiske betalingsunion, samt forskellige lande, for hvilke importkontrollen i virkeligheden administreres helt på samme måde, f. eks. lande som Finland, Sverige, Jugoslavien m. v. Det felt, hvor importkontrollen fortsat har den største betydning, må vel siges at være overfor dollarområdet. Heldigvis har vi i det sidste par år kunnet glæde os over en væsentlig bedring i vor dollarsituation. Denne udvikling har da også givet sig udslag i en væsentlig liberalere importpolitik overfor dette valutaområde. Vi er nu efterhånden nået frem til en situation, hvor importen af råstoffer fra dollarområdet administreres meget liberalt. Medens man tidligere udfra nødvendigheden af at spare dollars måtte dirigere indførslen af forskellige råstoffer over på EPU-landene med det resultat, at der måtte betales overpriser på 15-20 pct., kan man nu i kraft af den bedre dollarsituation tillade indførsel af sådanne varer fra dollarområdet, således at de uheldige overpriser kan undgås. Sådanne lempelser, som er indført ved råvareimporten fra dollarområdet, har dog endnu ikke kunnet udstrækkes til at gælde almindelige forbrugsvarer. For de forbrugsvarer, der stadig er på bunden liste i forhold til EPU-landene, har der kunnet føres en lempeligere politik med hensyn til udstedelsen af importbevillinger, og hele den praksis, der efterhånden er indarbejdet, har bidraget til at skabe en bedre og billigere vareforsyning såvel for de producerende virksomheder som for forbrugerne.

Med hensyn til mulighederne for at komme videre med frigørelsen af importen spiller ikke mindst det internationale samarbejde en meget væsentlig rolle, idet der ad denne vej må tilvejebringes de nødvendige valutariske og handelspolitiske forudsætninger for at realisere frigørelsen. Det høje ting har fornylig haft lejlighed til at drøfte Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde om frigivelse af importen, og der er næppe anledning for mig til ved denne lejlighed påny at komme nærmere ind herpå. Jeg føler kun trang til at understrege den betydning, det har for en frigivelse af indførslen her til landet i større omfang end hidtil, at vi opnår tilsvarende muligheder i andre lande for at afsætte vore varer, en afsætning, der jo må være en selvfølgelig forudsætning for at betale for den import, vi ønsker.

Hvad angår eksportrestriktionerne, har vi i øjeblikket nået den situation, at eksportkontrollen i vidt omfang har kunnet afskaffes. I relation til EPU-området og dollarområdet er der for industrivarerne kun meget få eksportrestriktioner tilbage. Jeg ser herved bort fra den eksportkontrol, der udøves af sikkerhedsmæssige grunde. I betragtning af, at mellem 85 og 90 pct. af vor samlede udenrigsomsætning foregår med EPU-området og dollarområdet, er det klart, at der for eksportens vedkommende er gennemført lempelser, som har betydet en væsentlig lettelse for de danske eksportører.

Sin største betydning har eksportkontrollen i dag overfor de såkaldte tredielande, f. eks. Sydamerika og østlandene. Eksportkontrollen er her navnlig nødvendiggjort af de betalingsforhold, hvorunder vi samhandler med disse lande. Vi har jo ikke overfor disse områder kunnet nå til mere multilaterale ordninger ...."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra de fire største partier, mens kommunisterne — navnlig med henblik på omsætningen med Østeuropa — ikke var tilfredse med den måde, hvorpå loven blev administreret, og retsforbundet fandt det upåkrævet at opretholde en vareforsyningslov.

I betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede lovforslaget, anføres:

„Der er i udvalget enighed om, at antallet af vareforsyningsudvalgets medlemmer bør udvides fra 15 til 17, og ministeren for handel, industri og søfart har tiltrådt det herom af udvalget stillede nedenfor under nr. 2 anførte ændringsforslag. Udvalget er enigt med ministeren om, at nyvalg til vareforsyningsudvalget foretages efter lovforslagets stadfæstelse.

Ministeren har overfor udvalget givet tilsagn om at ville fremsætte forslag til ny lov med henblik på afvikling af unødvendige restriktioner og bemyndigelser umiddelbart efter det nye folketingsårs begyndelse, og under henvisning hertil stiller udvalget det under nr. 1 anførte ændringsforslag om, at loven forbliver i kraft indtil 15. december 1954, hvilket ændringsforslag ligeledes er tiltrådt af ministeren."

Ved sagens 3. behandling udtalte Aksel Larsen (DK):

„Vi kan ikke stemme for dette lovforslag. Vi er ganske vist af den mening, at man er nødt til at have en regulering af landets udenrigshandel, og at dette under de givne forhold sikkert mest formålstjenligt kan ske gennem en lov af den art, som vi her behandler, og ved hjælp af et varedirektorat. Men varedirektoratet og ministerens bemyndigelser er efter vor mening i de senere år i stigende grad blevet benyttet eller misbrugt til at lægge hindringer i vejen for dansk eksport. Af denne grund mener vi ikke, vi kan stemme for lovforslaget, idet vi ikke ønsker at godkende et sådant brug eller misbrug af bemyndigelser, men vi vil heller ikke stemme imod, da vi som sagt principielt er af den mening, at vareforsyningsloven er nødvendig. Vi vil derfor afholde os fra at stemme. "

Tholstrup (DR) ville ikke være med til at forlænge en lov, der efter hans opfattelse ikke længere var nødvendig, og som „knebler friheden og hindrer fremskridtene."

Lovforslaget vedtoges i den ændrede affattelse med 128 stemmer mod 6 (DR), idet 6 medlemmer (DK) hverken stemte for eller imod.