Forespørgslen begrundedes af Poul Hansen (Kalundborg) (S) på forespørgernes vegne således:

„Det blev den 23. december forrige år meddelt i dagspressen, at der nylig var benådet og løsladt 4 fanger, som afsonede livstidsstraffe i henhold til straffelovstillægget angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Denne meddelelse udløste stigende kritik og debat og en protestbevægelse omkring hele spørgsmålet om benådningerne af dem, der er dømt efter straffelovstillægget. I denne situation har de fem demokratiske partier fundet det rigtigt, at denne sag, der optager mange mennesker så stærkt, bliver belyst gennem en redegørelse og en debat her i det høje ting."

Justitsministeren gjorde udførligt rede for de stedfundne benådninger og udtalte om de retningslinier, som havde været fulgt:

„Man har bestræbt sig for at råde bod på den uensartethed i strafudmålingen, der er en følge af, at dommene er afsagt af forskellige retter til forskellig tid. Man har herved med støtte i ændringsloven af 1946 bygget på ankenævnets indsigt og mulighed for at sammenligne de forskellige domme, særlig forsåvidt angår de større grupper af ganske ensartede forhold. Men også i mere særprægede forhold som angiverier, voldshandlinger o. lign. har man tillagt ankenævnets udtalelser betydning. Man har aldrig uden videre fulgt ankenævnets indstilling, men har foretaget en selvstændig bedømmelse; man har dog i det alt overvejende antal tilfælde kunnet følge ankenævnets indstilling. Efterhånden som man er nået op til de alvorlige straffe og mere sammensatte forhold, har man i stedse stigende grad lagt vægt også på andre momenter end ankenævnets indstillinger, navnlig de oplysninger, der iøvrigt har foreligget til belysning af, om det har været forsvarligt at søge udvirket benådning for den pågældende."

Med henblik på fremtiden udtalte ministeren:

„Den uro, som den fulgte benådningspraksis har fremkaldt, og som jeg omtalte i begyndelsen af min tale, har foranlediget regeringen til at tage hele problemet op til fornyet overvejelse. Regeringen mener, at fremtidige benådninger som hidtil kun kan finde sted efter indgående overvejelse og undersøgelse i hvert enkelt tilfælde, således at der lægges vægt på den idømte strafs størrelse, grovheden af de forbrydelser, der er begået, og de om den pågældendes personlige forhold og udvikling foreliggende oplysninger, derunder særlig, om sikkerhedshensyn gør hans løsladelse utilrådelig. Da de tilbageværende fanger er de sværere og sværest belastede, må spørgsmålet om forbrydelsernes objektive grovhed ved benådningssagernes behandling komme endnu stærkere i forgrunden. I den forbindelse bemærkes, at ankenævnets funktionsperiode udløber i juli 1954.

Det er ikke regeringens agt at søge hjemmel til dets fortsatte funktion, idet de spørgsmål om genoptagelse og eventuelt også spørgsmål om anketilladelse, der er henlagt til dets afgørelse, nu må kunne henlægges til den særlige klageret, der i andre sager træffer afgørelse om spørgsmål om genoptagelse. Når der måtte opstå spørgsmål om benådning af nogen af de tilbageværende strafafsonere, dømt i medfør af straffelovstillægget, vil man indhente erklæring fra anklagemyndigheden og den ret, som i sidste instans har afsagt dom i straffesagen, og i princippet følge de almindelige retningslinier, der gælder for benådning."

I den efterfølgende diskussion deltog foruden ordførere for samtlige partier adskillige andre medlemmer, deriblandt den foregående regerings justitsminister, Helga Pedersen (V), som bl. a. udtalte:

„Vi er nu næsten igennem retsopgøret. Ca. 14 000 sager er blevet gennemgået, de fleste personer er løsladt; der sidder 60 tilbage, hvoraf 30 oprindelig var idømt livsstraf. Det er erkendt, at retsopgøret havde slagside fra begyndelsen, og de senere bestræbelser fra lovgivningsmagtens, fra regeringernes og fra administrationens side er gået ud på at rette det op så godt som muligt og se at komme tilbage til normale tider. Disse bestræbelser er kun skrøbeligt menneskeværk og kan selvfølgelig kritiseres. Det kan mine handlinger også, og jeg tør vel sige, at de også er blevet det, omend det er sket noget sent. Men den saglige kritik, der har været fremsat, har ikke overbevist mig om, at det var forkert af mig at løslade de personer, der faktisk er blevet løsladt."

Af adskillige talere blev der givet udtryk for tilfredshed med den erklæring, som justitsministeren havde afgivet angående den fremtidige benådningspraksis. Om denne erklæring udtalte Aksel Larsen (DK), der skarpt havde kritiseret de hidtil fulgte retningslinier:

„Det ville efter mit skøn være det rigtigste, om folketinget sluttede denne debat med at vedtage en formel udtalelse, en dagsorden, hvori man fastslog, at der ikke fremtidig skal være nogen forskel i behandlingen af landsforrædere og af andre kriminelle forbrydere under strafafsoningen eller i forbindelse dermed og heller ikke nogen forskel, hvad angår løsladelser o. lign. På den anden side er dette synspunkt blevet fremhævet så kategorisk fra alle sider i denne sal, og der er afgivet en så utvetydig erklæring på regeringens vegne af den højtærede justitsminister herom, at jeg erkender, at det kan klares uden en sådan dagsorden. Jeg finder derfor, at man kan tage denne debat til efterretning, og jeg finder, at det danske folk, som tydeligt har givet sin mening tilkende, har fået så megen sikkerhed i denne sag, som det kan forvente og forlange af folketinget og regeringen."

Debatten sluttede med, at Frode Jakobsen (S) gjorde dens udfald således op:

„Jeg forstår, at den højtærede justitsminister er enig i, at for fremtiden bør de samme retningslinier følges ved afgørelsen af spørgsmål om benådning og prøveløsladelser overfor strafafsonere, som er dømt efter straffelovstillægget, som overfor strafafsonere, der er dømt efter borgerlig straffelov, og at det skal gælde, både hvad form og indhold angår, altså med de sædvanlige instanser og med afsoning af de sædvanlige 2/3 af straffetiden før prøveløsladelsen.

Jeg talte før om det svælg, der var mellem befolkningens retsfølelse og den praksis, der hidtil er blevet fulgt. Jeg udtrykte det håb, at resultatet måtte blive, at det svælg måtte forsvinde. Jeg tror, at det er det, der er sket. Det er ikke grusomhed, befolkningen har forlangt, det er: Ingen forskel mellem landssvigere og andre forbrydere.

Med det resultat mener jeg at denne debat har gjort sin fulde nytte. Jeg for mit vedkommende er helt tilfreds med dette resultat og mener, at alle parter har grund til at være det."