Som begrundelse for forespørgslen udtalte Ole Bjørn Kraft (KF) bl. a.:

„Når de to partier, venstre og det konservative folkeparti, har ønsket en forhandling her i tinget og ikke har villet tiltræde, at spørgsmålet om en udvidelse af fjernsynstjenesten afgøres alene ved en beslutning i finansudvalget om størrelsen af licensen for radio og fjernsyn, er sagen ganske enkel og ligetil. Det er nemlig vor opfattelse, at spørgsmål af principiel og afgørende betydning — selvom de er af bevillingsmæssig karakter og bygger på eksisterende lovgivning — må gøres til genstand for en åben debat her i tinget, så at problemerne kan blive stillet op og offentligheden få lejlighed til at høre de forskellige synspunkter fremført, inden afgørelsen træffes. Det er vort håb, at der i finansudvalget må udvikle sig en sådan praksis ved behandlingen af den slags spørgsmål, at mere faste regler kan blive resultatet. Jeg er personlig ikke fremmed for nogle af de synspunkter i denne forbindelse, som det ærede medlem hr. Rager forleden dag fremsatte under finanslovdebatten.

For bevillingen i den højtærede undervisningsministers indstilling til finansudvalget, aktstykke nr. 246, er der naturligvis fuld lovmæssig dækning, men der kan ikke være tvivl om, at i det øjeblik den af ministeren ønskede bevilling er givet, er der taget en beslutning, der i realiteten indfører fjernsynet i Danmark og åbner for en udvikling, om hvilken der intet nærmere står — og måske ikke kan stå — i aktstykket, men som på en række områder vil kunne få vidtrækkende konsekvenser.

Hvad der er tale om, fremgår iøvrigt med al mulig tydelighed af selve aktstykket. Thi det siges direkte, at med denne bevilling afsluttes fjernsynets forsøgsperiode og indføres fjernsynstjenesten i Danmark. Om dette skal ske, kan der være, og har der i offentligheden været, delte meninger, og en beslutning af denne karakter bør derfor ikke træffes i finansudvalget, hvor synspunkterne i det mindste endnu ikke kommer offentlig frem på anden måde end gennem partiernes stemmeafgivning om selve bevillingerne."

Udover sagens principielle side var der en række spørgsmål, som rejste sig. I hvilket tempo og i hvilken rækkefølge var det f. eks. tanken at udbygge fjernsynet? Hvordan var den danske industris produktionsmuligheder på dette område, og hvordan stillede sagen sig valutamæssigt? Hvordan var udsigterne for farvefjernsynet? Kunne man vente, at fjernsynet med tiden vil være i stand til at klare sig uden økonomisk støtte? Er der taget stilling til spørgsmålet om avertering i fjernsynet?

Ordføreren sluttede sin redegørelse således:

„Jeg har ikke fremført disse spørgsmål for at rejse nogen modstand mod fjernsynstjenestens indførelse. Mit parti er tilhænger af at afslutte forsøgsperioden nu. Vi er det af mange grunde, også af nationalpolitiske grunde, som forleden dag blev nævnt under debatten, men vi bør ikke træffe en sådan afgørelse, uden at offentligheden og vi har dannet os et så klart billede af beslutningens følger og rækkevidde som muligt. Jeg takker den højtærede undervisningsminister for redebonhed til at besvare vor forespørgsel, og jeg håber på, at den vil give anledning til en oplysende debat."

I sin svartale mindede undervisningsministeren om, at fjernsynet var blevet indført i Danmark for godt 2 år siden, men kun i forsøgsform. Man kunne diskutere, i hvilket tempo fjernsynet skulle udbygges, men det kunne ikke standses. På grund af de beskedne midler, som hidtil havde været til rådighed, opererede man endnu kun med omkring 900 licensbetalere, der hver betalte 50 kr. om året. Den billigste fjernsynsmodtager, som var på markedet, kostede 1 700 kr. og kunne kun anvendes i senderens nærmeste omegn. Dette var for stort et beløb, hvis man vedblivende skulle nøjes med 3 sendetimer pr. uge. Fjernsynet måtte bringes ud af dødvandet; der måtte gøres en indsats for at udvide modtagerkredsen på rimelig måde, og programmerne måtte udvides betydeligt i timetal og ikke mindst forbedres i kvalitet. Radiorådet havde beskæftiget sig indgående med problemet, og efter konference med post- og telegrafvæsenet var man kommet til det resultat, at der i denne omgang skulle ske følgende forbedringer med hensyn til fjernsynssenderne.

Der oprettes en ny og kraftigere sender i København med en energi på 3 kw. Man vil herved kunne sikre god modtagning i hovedstadsområdet, ligesom fjernseere i Roskilde, Køge, Hillerød og antagelig tillige Helsingør i de allerfleste tilfælde vil få tilfredsstillende modtagerforhold. Frit beliggende landdistrikter i indtil 50 kms afstand fra senderen vil ligeledes blive effektivt dækket af denne, der tænkes placeret udenfor den indre del af København. For også at drage andre landsdele ind under fjernsynet foreslår man oprettet en 1 kw sender ved Aarhus. En sådan sender vil få en rækkevidde på 30-50 km, hvilket betyder, at foruden selve Aarhus vil Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens, altså en meget tæt bebygget del af Østjylland, være dækket. Endvidere er det hensigten at flytte den nuværende københavnske sender til Odense og installere den i selve byen. Denne sender vil kunne sikre god modtagelse overalt i Odense. For at senderne kan komme i forbindelse med hinanden, må der etableres en relækæde med stationer ved Roskilde, ved Skamlebæk og på Samsø. En sådan relækæde skal imidlertid ikke anvendes til fjernsyn alene, men også til radiotelefoni og radiotelegrafi, så at kun en del af udgiften falder på fjernsynet.

„Forslaget om de tre fjernsynsstationer er jo imidlertid kun et skridt på vejen mod det endelige mål: dækning af hele landet med fjernsyn. Dette mål må vi fastholde og realisere så hurtigt, som de økonomiske kræfter tillader det. Det må være tilladt at sige, at man ved etablering af de tre fjernsynsstationer når et godt stykke vej frem, idet de jo er placeret i meget tæt befolkede områder.

Generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet har givet os visse oplysninger om, at de tre sendere tilsammen vil give effektiv fjernsynsdækning for halvdelen af Danmarks befolkning ..."

Ministeren omtalte dernæst de planer, man havde om udvidelse af sendetiden og om anskaffelser, der kunne bidrage til en forbedring af udsendelsernes kvalitet, ligesom han gjorde rede for den økonomiske side af sagen. Hvis de beregninger, man havde foretaget, viste sig at holde stik, skulle fjernsynet efter 8 års forløb være nået så vidt, at alle de lån, som det i de første år måtte optage hos radiospredningsfonden, kunne være tilbagebetalt med tillæg af renter.

Om indførelse af farvefjernsyn i Danmark ville der efter ministerens opfattelse ikke kunne blive tale i en lang årrække, først og fremmest af økonomiske, men også af tekniske grunde.

Ministeren sluttede sin udførlige redegørelse således:

„Den ærede ordfører for forslagsstillerne spurgte mig om endnu en ting, nemlig om den danske industris mulighed for at dække området. Jeg ville tro, at denne mulighed er god. Jeg har ikke ønsket at gøre spørgsmålet om den danske industris stilling til noget centralt, da jeg mener, at andre hensyn må være stærkere fremtrædende, men naturligvis må man også tage hensynet til dansk industri og dens beskæftigelsesmuligheder i betragtning. Er det ikke således, at vi her i landet i særlig grad kan gøre os gældende ved den slags varer, hvor kvalitetsspørgsmålet er af betydning? Det vil jeg tro. Allerede nu er der en stor eksport af fjernsynsmateriel, og det er givet, at et udvidet dansk marked vil give yderligere basis for en eksport af fjernsynsmateriel og -artikler, og jeg tror, det ville være en fremsynet og klog handling, dersom Danmark inden længe lagde sig i spidsen for de nordiske lande."

Efter at ordføreren for forespørgerne påny havde haft ordet, deltog også Nina Andersen (S), Harald Nielsen (V), Steen (RV), Fuglsang (DK) og Hans Hansen (Rørby) (DR) samt — udenfor partiordførernes kreds — Peter Kristensen (S) i debatten, under hvilken ordføreren for forespørgerne fremsatte følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget tager undervisningsministerens redegørelse til efterretning, beslutter tinget at nedsætte et udvalg med den opgave nærmere med ministeren at overveje planerne og fremgangsmåden ved fjernsynets udbygning til en egentlig fjernsynstjeneste og går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Dette forslag blev dog taget tilbage af forslagsstilleren (men optaget af Hans Hansen (Rørby) (DR), efter at Steen (RV) havde fremsat følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget tager undervisningsministerens redegørelse til efterretning, henviser tinget sagen til fortsat overvejelse i finansudvalget
og går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Efter forhandlingens slutning vedtoges dette forslag med 120 stemmer mod 14 (DK og DR); 1 medlem stemte hverken for eller imod. Det andet forslag var dermed bortfaldet.