B 9 Forslag til beslutning om importen af personmotorkøretøjer.

Af: Knud Tholstrup (DR)
Samling: 1953-54
Status: Bortfaldet
Afgørelse om behandlingsmåde kan ses F spalte 288.

Forslaget til beslutning, der var enslydende med et i samlingen 1952-53 behandlet forslag (årbog 1952-53, side 542), havde følgende indhold:

„Folketinget beslutter at pålægge handelsministeren snarest at frigive importen af personmotorkøretøjer fra lande, der er tilsluttet den europæiske betalingsunion."

Forslaget mødte ikke tilslutning hos handelsministeren, der henviste til, at det spørgsmål, som forslaget drejede sig om, var til drøftelse i folketingets vareforsyningsudvalg.

Også fra anden side henviste man til de overvejelser, der fandt sted i vareforsyningsudvalget, og forhandlingerne sluttede med vedtagelsen af følgende af Weikop (KF) fremsatte forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget henviser spørgsmålet om importen af personmotorkøretøjer til behandling i vareforsyningsudvalget,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Dette dagsordensforslag vedtoges med 127 stemmer mod 6 (DR), idet 2 medlemmer (Steen og Aksel Sørensen) afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Lars P. Jensen (S), Anker Lau (V), Ove Weikop (KF), Jacob Kirkegaard (RV), Villy Fuglsang (DKP) og Knud Tholstrup (DR)