B 55 Forslag til folketingsbeslutning om at give ambulancepersonale adgang til sundhedsdata.

Samling: 2023-24
Status: Beretning afgivet
Beslutningsforslaget indebærer, at indenrigs- og sundhedsministeren skal fremsætte et lovforslag, der giver autoriserede ambulancebehandlere og ambulancebehandlere med særlig kompetence adgang til Fælles Medicinkort og CAVE.

Det fremgår af forslagets bemærkninger, at det kan være afgørende for, at patienterne får den rette behandling i den præhospitale fase, at ambulancepersonalet har adgang til disse oplysninger. Kommer man ud til en patient, der ikke er i stand til at huske, hvilken medicin vedkommende får, eller hvilken medicin vedkommende ikke kan tåle, kan det få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, når ambulancebehandleren eller paramedicineren ikke hurtigt kan få adgang til de oplysninger.

Udvalget afgav beretning over B 55

Udvalget noterer sig i beretningen, at der behandlingsmæssigt er gode årsager til at give ambulancepersonalet adgang til det fælles medicinkort (FMK), samtidig med at det vil give mulighed for aflastning af læger og sygeplejersker, som stiller deres adgang til FMK til rådighed.

Udvalget noterer sig også, at der først er behov for nærmere at afdække de økonomiske omkostninger, som er forbundet med videreudviklingen af FMK, og at prioritere ressourcer hertil. Udvalget noterer sig endvidere, at det vil kræve videreudvikling af caveregisteret, hvis ambulancepersonale skal have gavn af adgangen dertil. Indenrigs- og sundhedsministeren vil bede sit embedsværk undersøge muligheden for udvikling af det nationale caveregister og afdække omkostningerne hertil.


Partiernes ordførere
Flemming Møller Mortensen (S), Christoffer Aagaard Melson (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), Karin Liltorp (M), Louise Brown (LA), Louise Brown (LA), Per Larsen (KF), Runa Friis Hansen (EL), Stinus Lindgreen (RV), Mette Thiesen (DF) og Helene Brydensholt (ALT)