Forslaget samler lovgrundlaget til supplering af Den Europæiske Unions forordninger om den fælles landbrugspolitik m.v. i Danmark i én lov. Det foreslås, at den nye hovedlov udformes som en bemyndigelseslov, der skal gøre det muligt at fastsætte supplerende regler og tilpasse dansk ret til ændringer af den fælles landbrugspolitik.
Forslaget bemyndiger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter til at fastsætte regler om konkrete støtteordninger. Det giver endvidere ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri mulighed for at gennemføre projekter vedrørende udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, de såkaldte klimalavbundsprojekter.
Forslaget indebærer desuden en række bemyndigelser til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og ministeren for landdistrikter på deres respektive områder, der har til formål at sikre hjemmelsgrundlaget til at udmønte "Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug" fra oktober 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Lovforslaget er indholdsmæssigt identisk med lov nr. 1590 af 28. december 2022 om administration af den fælles landbrugspolitik m.v., jf. lovforslag nr. L 10 fra folketingssamlingen 2022-23 (2. samling), som blev fremsat for Folketinget den 19. december 2022 og hastebehandlet i Folketinget i perioden fra den 20. december 2022 til den 22. december 2022, og som indeholdt en solnedgangsklausul med henblik på at sikre, at Folketinget får mulighed for at genbehandle det hastebehandlede lovforslag under normale vilkår senest 6 måneder efter hastebehandlingens vedtagelse. Der er i lovforslaget foretaget enkelte mindre justeringer af lovteknisk karakter i forhold til det tidligere lovforslag.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2023.