L 23 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om kommunal anvisningsret.

(Indførelse af forebyggelsesområder, ny terminologi, aftalt anvisningsret til private lejemål, bytte og fremleje i udsatte boligområder m.v.).

Af: Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S)
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er for det første at indføre en ny kategori af boligområder, som ikke er omfattet af den nuværende indsats mod parallelsamfund, men hvor der er behov for en forebyggende indsats. Det foreslås også at opdatere parallelsamfundslovgivningens terminologi og forlænge den periode, hvor et boligområde skal opfylde kriterierne for et parallelsamfund, fra 4 år til 5 år for at være et omdannelsesområde. Desuden foreslås at afsætte yderligere 500 mio. kr. fra Landsbyggefondens midler til renoveringer i udsatte boligområder.

For det andet ønsker man at ændre reglerne om fremleje og bytte i lov om leje af almene boliger, så de udlejningsregler, der gælder i udsatte boligområder, også skal kunne håndhæves, hvis udlejning sker i form af fremleje eller bytte.

Endelig vil man det tredje at udvide de gældende muligheder for kommunal anvisning til private udlejningsboliger, så alle kommuner kan indgå frivillig aftale med private udlejere, som ønsker at stille lejligheder til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af boligsociale opgaver.

Lovforslaget udmønter ”Aftale om blandede boligområder – næste skridt i kampen om parallelsamfund” af 15. juni 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 80 (S, V, DF, SF, KF og LA), imod stemte 23 (RV, EL, NB, FG, ALT og 1 SF (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Rasmus Stoklund (S), Heidi Bank (V), Alex Ahrendtsen (DF), Halime Oguz (SF), Susan Kronborg (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Marcus Knuth (KF), Lars Boje Mathiesen (NB) og Jens Rohde (KD)