L 159 Forslag til lov om ændring af lov om hold af dyr.

(Bemyndigelse til fastsættelse af regler om obligatorisk hygiejnekursus for visse personer, der håndterer svin, m.v.).

Af: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget indebærer, at miljø- og fødevareministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte regler om, at kursus i hygiejne er obligatorisk for visse personer, der håndterer svin. Miljø- og fødevareministeren skal endvidere kunne fastsætte regler om formen og indholdet af det pågældende obligatoriske kursus.

Lovforslaget fremsættes på baggrund af punkt 2.3 i aftale om »Handlingsplan for husdyr-MRSA« (Methicillin Resistent Staphylococcus Aureus, MRSA CC398) af 16. april 2015, som blev indgået mellem Venstre, Enhedslisten, SF, Konservative, Dansk Folkeparti og den daværende regering bestående af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Simon Kollerup (S), Pia Adelsteen (DF), Erling Bonnesen (V), Maria Reumert Gjerding (EL), Carsten Bach (LA), Orla Østerby (KF), Sanne Bjørn (RV) og Trine Torp (SF)