L 18 Forslag til lov om ændring af varemærkeloven.

(Gennemførelse af TRIPS-aftalen, Trademark Law Treaty m.v.).

Af: Erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven gennemføres de forpligtelser på det varemærkeretlige område, som fremgår af WTO-overenskomsten (TRIPS-aftalen) og Trademark Law Treaty. Ved loven udvides beskyttelsen af »vitterlig kendte« mærker, og der indføres bestemmelser, som gør det muligt for Patentdirektoratet at tilpasse sagsbehandlingen til udviklingen på varemærkeområdet. Endelig udpeges Sø- og Handelsretten i København som EF-varemærkedomstol i 1. instans.

Af bemærkningerne fremgik det, at Damark gennem internationale aftaler, herunder TRIPS-aftalen, Trademark Law Treaty samt EF's 1. varemærkedirektiv, havde forpligtet sig til en tilpasning af varemærkelovgivningen.

Tilpasningen var tidligere sket på administrativt plan, men fandtes af ordensmæssige hensyn at burde fremgå direkte af loven. Indholdet af de nævnte internationale aftaler betød kun få ændringer af den danske varemærkelov, herunder indførelse af bestemmelser om udvidet beskyttelse af »vitterlig kendte« mærker, ændring af fristen for fornyelse af varemærkeregistreringer samt udpegning af en EF-varemærkedomstol.

Lovforslaget vedtaget med 121 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) mod 4 (EL).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Jens Løgstrup Kjær (V), Pernille Sams (KF), Tommy Dinesen (SF), Annette Just (FP), Frank Aaen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)