Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiveret dagsorden:
D 39. Af Kirsten Jacobsen (FP).
Fremsat ............... FF 7637
Bortfaldet ............... FF 7672
D 40. Af Baadsgaard (S), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Lysholm Christensen (KRF).
Fremsat ............... FF 7639
Vedtaget ................ FF 7672
Fuld tekst:
D 39. Af Kirsten Jacobsen (FP):
»Folketinget konstaterer, at det løfte, som den tidligere boligminister gav Folketinget om en uvildig undersøgelse af branden i Provianthuset, ikke er blevet opfyldt med Kammeradvokatens rapport. Folketinget pålægger derfor regeringen at lade sagen vurdere af uvildige bygnings- og brandsagkyndige, således at et eventuelt ansvar kan placeres.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 40. Af Baadsgaard (S), Svend Aage Jensen (CD), Vibeke Grønbæk (RV) og Lysholm Christensen (KRF):
»Idet Folketinget kan henholde sig til boligministerens redegørelse for sagsforløbet omkring branden i Provianthuset og har taget til efterretning, at boligministeren:
1) har taget skridt til, at det i bygningsreglementet bliver præciseret, hvorledes tilslutning til tagdækningen af brandvægge og brandsektionsvægge skal udføres, når der findes mere end én tagdækning,
2) har indskærpet over for offentlige bygherrer og kommunale bygningsmyndigheder, at bygningsreglementet og andre forskrifter for byggeri nøje skal overholdes, også selv om der er tale om særegne byggeopgaver for det offentlige, idet fornødent hensyn til opgavernes særlige karakter må tages ved udstedelse af skriftlige dispensationer under iagttagelse af de herom gældende regler,
3) har indskærpet over for såvel de kommunale bygningsmyndigheder som offentlige bygherrer, at mundtlige drøftelser af væsentligere betydning for udformning eller udførelse af byggeri skal nedfældes skriftligt, og
4) særligt har indskærpet de under pkt. 2 og 3 nævnte forhold over for de medarbejdere i Slots- og Ejendomsstyrelsen, der behandlede brandsikringsforanstaltningerne i Provianthuset,
går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 40 vedtaget med 86 stemmer (S, KF, V, CD, RV og KRF) mod 15 (SF og FP).
D 39 var dermed bortfaldet.