Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der træder i kraft den 1. april 1973, afløser lov nr. 313 af 18. juni 1969 om begrænsning af alkoholforbruget i Grønland, hvorefter der i vedtægter, der udfærdiges af Grønlands landsråd og stadfæstes af ministeren for Grønland, kan fastsættes bestemmelser om forhandling af varer, der indeholder eller er egnede til fremstilling af alkohol, og om udskænkning af drikkevarer, der indeholder alkohol.

Loven indfører således en egentlig lovgivning for forhandling og udskænkning af stærke drikke.

Loven bygger stort set på lov nr. 121 af 25. marts 1970 om restaurations- og hotelvirksomhed m. v., idet dog denne lovs almindelige bestemmelser om adgang til erhvervelse af næringsbrev til den af loven omfattede erhvervsvirksomhed, er sat i kraft i Grønland ved kgl. anordning, idet disse bestemmelser svarer til bestemmelserne i næringsloven, som ligeledes er sat i kraft i Grønland.

Loven indeholder de bestemmelser om alkoholbevilling og særlige bestemmelser om servering af stærke drikke, der ikke kunne overføres fra lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v., idet de særlige grønlandske forhold gør det nødvendigt, at der skabes hjemmel for foranstaltninger, som ikke i den øvrige del af riget skønnes nødvendige, hvortil kommer ønsket om fortsat at kunne sikre de lokale grønlandske myndigheder indflydelse på dette område.

Loven bygger for en stor del på bestemmelserne i kap. 3 og 5 i lov om restaurations- og hotelvirksomhed (se folketingsårbog 1969-70, side 224), men er i det omfang, der er nødvendigt, tilpasset de særlige grønlandske forhold. Således er landsbevil- lingsnævnet erstattet af Grønlands landsråd, hvilket blandt andet skyldes, at alkoholspørgsmål i Grønland traditionelt behandles af de folkevalgte organer (§ 5).

Endvidere bygger loven på bestemmelser, der hidtil har været fastsat i de særlige af ministeren for Grønland stadfæstede landsrådsvedtægter, som er udtryk for de lokale grønlandske myndigheders skøn over, hvad der findes påkrævet som foranstaltninger mod alkoholmisbruget (§ 22).

Loven betyder en udvidelse i forhold til restaurations- og hotellovens bestemmelser, idet den i modsætning til denne også kræver bevilling til forhandling af stærke drikke fra butikker og lignende (§1). Endvidere indebærer den, at der skabes hjemmel til iværksættelse af rationeringsordninger (§ 22).

Loven blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 164 stemmer.