Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved loven foretages en række ændringer i lov om landbrugsejendomme (landbrugsloven) samt nogle få konsekvensændringer i lov om udstykning og sammenlægning m. m. af faste ejendomme (udstykningsloven).

Ved en række ændringer af landbrugslovens § 4 foretoges nogle indskrænkninger i den hidtil gældende adgang til ophævelse af landbrugspligten. Således ophævedes landbrugsministerens hjemmel til ved udstykning at tillade, at landbrugspligten ophæves på en ejendom eller en del af den, når der i nær fremtid agtes udnyttet særlige forekomster i jorden, eller når jorden må anses for mindre egnet til jordbrugsdrift. Herefter kan tilladelse til ophævelse af landbrugspligten i de omhandlede tilfælde kun meddeles, såfremt særlige forhold taler herfor. Formålet med denne ændring var at begrænse fremkomsten af nye "frie jorder".

I de tilfælde, hvor ministeren herefter stadig kan give tilladelse til ophævelse af landbrugspligten, er det ved en ændring af § 4, stk. 2, fastslået, at tilladelsen kan betinges af, at ejendommens øvrige jorder, bortset fra det bebyggede areal med gårdsplads, haveareal og eventuelle andre mindre, tilgrænsede arealer uden væsentlig landbrugsmæssig betydning, frastykkes ejendommen og sammenlægges med anden landbrugsejendom. Videre er det ved en ændring af § 4, stk. 3, bestemt, at ophævelse af landbrugspligten ved udstykning kan nægtes, når restejendommen vil blive opdelt på en for driften uheldig måde, og endelig er de hidtidige bestemmelser om, at landbrugspligten simpelt hen bortfaldt, når en landbrugsejendom blev nedbragt til en størrelse under 2 ha, afløst af følgende bestemmelse: "Når en landbrugsejendom ved udstykning eller på anden måde er nedbragt under 2 ha, kan landbrugsministeren ophæve landbrugspligten, såfremt forholdene i øvrigt taler derfor." (§ 4, stk. 4, 2. pkt.).

Ved en ændring af landbrugslovens § 7, stk. 1, præciseres, at den jordbrugsmæssige udnyttelse af jorderne til en landbrugsejendom skal være forsvarlig, og at dyrkningspligten indebærer et principielt forbud mod, at landbrugspligtige jorder tages i brug til anden anvendelse, herunder til tilplantning eller til udnyttelse af forekomster i jorden. Den ret, som ejeren af en landbrugsejendom efter den hidtil gældende § 7, stk. 2, havde til frit at tilplante en del af ejendommen, er begrænset til kun at omfatte sådanne dele af ejendommen, der er mindre egnede til landbrugsdrift, og tilplantningen må højst omfatte 1/5 af ejendommen og højst 10 ha.

Endvidere er der foretaget en række ændringer i landbrugslovens kapitel III (§§ 9-12), der nu omfatter samdrift, fællesdrift, forpagtnings- og lejeforhold. Således er den hidtidige bestemmelse i § 9, stk. 1, hvorefter alle landbrugsejendomme, der tilhørte samme ejer, frit kunne drives sammen, undergået den indskrænkning, at sådanne ejendomme kan drives sammen, hvis deres jorder, bortset fra herunder hørende isolerede græsningsarealer, skovarealer samt arealer uden større dyrkningsmæssig værdi, ligger inden for en vejafstand af 15 km fra den ene af ejendommens bygninger. Samme beliggenhedskrav stilles, hvis en eller flere af de samdrevne ejendomme haves i forpagtning, til gengæld er den for forpagtninger hidtil gældende samdriftsperiode på 10 år udvidet til 15 år, når det drejer sig om forpagtning af hele ejendomme. Såfremt de af samdriften omfattede forpagtningsarealer indgår som led i en godkendt udviklingsplan, kan samdriften dog finde sted for et tidsrum af indtil 20 år.

Medens den hidtil gældende landbrugslov ikke indeholdt begrænsninger med hensyn til varigheden af forpagtninger af hele landbrugsejendomme, er der nu i § 11, stk. 1, indsat den nye bestemmelse, at bortforpagtning eller udleje af en landbrugsejendom i dens helhed kun med landbrugsministerens tilladelse kan ske for et længere tidsrum end 15 år, dog 20 år, såfremt den forpagtede eller lejede ejendom indgår som led i en godkendt udviklingsplan, jfr. § 11, stk. 2.

Med henvisning til art. 5, stk. 2, i EFs rådsdirektiv af 17. april 1972 om modernisering af landbrugsbedrifter er der i § 10 indsat en bestemmelse om, at landbrugslovens krav om selvstændig drift ikke gælder for ejendomme, der helt eller delvis drives i fællesskab af en sammenslutning, der er godkendt af landbrugsministeren i overensstemmelse med regler fastsat af Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Ved en ny affattelse af bestemmelserne i landbrugslovens 88 16-18 foretoges meget væsentlige ændringer i de hidtil gældende regler om adgang til erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme. Ændringerne, der tager sigte på at sikre en fortrinsstilling med hensyn til erhvervelse af landbrugsejendomme for personer, der skal leve af at drive landbrug, at modvirke etablering af fjerneje samt modvirke spekulation i forbindelse med erhvervelse af landbrugsejendomme, går ud på, at adgangen for personer til uden særlig tilladelse at erhverve adkomst på en landbrugsejendom gøres betinget af, at erhververen er fyldt 20 år, tager fast bopæl på ejendommen og tager jordbrug som hovederhverv.

De pågældende nye bestemmelser har følgende ordlyd:

"§ 16. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom kan erhverves, hvis

1) erhververen er fyldt 20 år,

2) erhververen, dennes ægtefælle og børn under 20 år efter erhvervelsen ikke tilsammen vil være ejer eller medejer af mere end 1 landbrugsejendom, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet,

3) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på ejendommen og

4) erhververen enten har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som hovederhverv.

Stk. 2. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom kan endvidere erhverves, hvis

1) ejendommens grundværdi er under en beløbsgrænse, som fastsættes af landbrugsministeren efter hver almindelig vurdering, eller ejendommens areal er under 5 ha og

2) betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 3. Personer, som i forvejen kun ejer 1 landbrugsejendom, kan få adkomst på yderligere 1 landbrugsejendom, hvis

1) erhververen er fyldt 20 år,

2) erhververen, dennes ægtefælle og børn under 20 år efter erhvervelsen ikke tilsammen vil være ejer eller medejer af mere end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet,

3) erhververen har fast bopæl på den først erhvervede ejendom eller inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på en af ejendommene,

4) erhververen allerede inden erhvervelsen har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som hovederhverv og

5) de to ejendomme kan drives sammen efter § 9.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan meddele undtagelse fra betingelserne i stk. 1-3, såfremt særlige forhold taler derfor.

Stk. 5. En person og hans i stk. 1, nr. 2, nævnte pårørende anses som medejere af en ejendom, såfremt de tilsammen ejer mindst 1/5 af ejendommen eller, hvis ejendommen ejes af et selskab m. v., jfr. § 20, mindst 1/5 af selskabets kapital.

Stk. 6. Adkomst på en anpart i en landbrugsejendom, der er beliggende i landzone, må ikke erhverves uden landbrugsministerens tilladelse, såfremt antallet af anpartshavere i ejendommen efter erhvervelsen vil overstige 5. Erhvervelse af tinglyst adkomst på anpart i mere end 2 landbrugsejendomme kræver tilladelse fra landbrugsministeren.

§ 17. Der kan endvidere erhverves adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo.

Stk. 2. Adkomst kan også erhverves ved overdragelse til en person, som er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linje eller i hans sidelinje så nær som søskende eller disses børn, såfremt erhververen er fyldt 20 år og erhververen og dennes pårørende efter § 16, stk. 1, nr. 2, ikke derved bliver ejer eller medejer af tilsammen mere end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet. Der bortses herved fra landbrugsejendomme, for hvilke der i tingbogen er foretaget notering i henhold til § 11, stk. 1, sidste punktum, i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme eller notering i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme om, at ejendommen er en familieejendom.

Stk. 3. Notering i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme skal slettes ved ejerskifte, medmindre erhvervelsen sker som anført i stk. 1 eller erhververen dokumenterer, at han er beslægtet eller besvogret med overdrageren som nævnt i stk. 2. Noteringen skal endvidere slettes, hvis ejendommens tilliggende forøges efter 1. januar 1965.

Stk. 4. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om noteringen som familieejendom.

§ 18. Bortset fra de i §§ 16 og 17 omhandlede tilfælde kan adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom kun erhverves med tilladelse fra landbrugsministeren.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om tilladelse skal meddeles, skal der, såfremt ejendommen må anses som en bæredygtig driftsenhed, navnlig lægges vægt på, om erhververen må anses for at have tilstrækkelig faglig indsigt til at drive ejendommen på forsvarlig måde. Der kan tages hensyn til, om erhververen har familiemæssig eller anden særlig tilknytning til ejendommen.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan navnlig meddele tilladelse til, at en eller flere personer erhverver adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på anpart i en sådan ejendom, hvis

1) erhvervelsen sker med henblik på sammenlægning, der kan tillades efter bestemmelserne i § 13, og foretages af en erhverver, der efter sammenlægningens gennemførelse vil kunne opfylde betingelserne i § 16, stk. 3, nr. 1-4,

2) erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål,

3) erhvervelsen sker i erhvervsøjemed med henblik på en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, som i øvrigt må anses som ønskelig ud fra en almindelig samfundsmæssig vurdering, eller

4) særlige forhold i øvrigt taler derfor.

Stk. 4. Tilladelse kan i almindelighed ikke meddeles, hvis

1) det skønnes, at erhvervelsen hovedsagelig tager sigte på kapitalanbringelse, eller

2) der er et misforhold mellem købesum og ejendommens reelle værdi, eller

3) ejendommen må anses for uegnet til opretholdelse som en selvstændig driftsenhed og der er behov for ejendommens jorder til supplering af bekvemt beliggende landbrugsejendomme på stedet, eller

4) erhvervelsen vil medføre en uhensigtsmæssig driftsstruktur eller ejendomsfordeling."

Bestemmelserne i lovens hidtidige § 18 (om selvejerbønders testationsret) findes herefter i § 19, medens bestemmelserne i den hidtidige § 19 er udgået.

Udover de foran omhandlede ændringer er der foretaget en række mindre ændringer, hvorved en række af de i §§ 23-27 indeholdte bestemmelser med hensyn til erhvervelse af adkomst på landbrugsejendomme er udstrakt til også at gælde med hensyn til indgåelse af forpagtnings- og lejeaftaler.

Lovforslaget undergik under udvalgsbehandlingen ret betydelige ændringer, særlig for så vidt angår reglerne om erhvervelse af adkomst på en landbrugsejendom. På dette område havde landbrugsministeren oprindeligt foreslået, at adgangen til uden tilladelse at erhverve adkomst på indtil 2 landbrugsejendomme skulle gøres betinget af, at erhververen kunne godtgøre, enten at han opfyldte visse krav om landbrugsmæssig uddannelse, eller at han i en sammenhængende periode af mindst 2 år selvstændigt havde drevet en landbrugsejendom, eller at han havde været beskæftiget ved landbruget her i landet i en sammenhængende periode af mindst 2 år. Som nævnt foran er der i stedet for sådanne betingelser indført bopæls- og hovederhvervskriterier.

Lovforslaget opnåede tilslutning fra socialdemokratiet, det radikale venstre og socialistisk folkeparti. Det konservative folkeparti, der i alt væsentligt ønskede at bevare landbrugsloven i dens hidtil gældende skikkelse, kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse. Venstre tog ligeledes afstand fra en række af de foreslåede ændringer, herunder stramningen af samdriftsbestemmelserne ved fastsættelse af en afstandsbegrænsning, ligesom man tog afstand fra det som betingelse for adkomsterhvervelse fastsatte bopælskriterium. Venstre, der erkendte, at der forelå et problem i forbindelse med det stærkt stigende omfang af ikke-landmænds køb af landbrugsejendomme, foreslog i stedet en løsning, hvorefter der i stedet for et krav om fast bopæl skulle stilles krav om, at erhververen opfyldte visse krav om såvel teoretisk som praktisk landbrugsuddannelse eller tog jordbrug som hovederhverv. Venstre stillede i øvrigt en række ændringsforslag til dels sammen med det konservative folkeparti. Disse ændringsforslag forkastedes dog ved lovforslagets 2. behandling, medens de af landbrugsministeren foreslåede ændringer vedtoges.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 105 stemmer (S, RV og SF) mod 62 (KF og V samt Bernhard Baunsgaard, Nordqvist og Grethe Philip), medens 2 medlemmer (Meta Ditzel og Djurhuus) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.