Efter 1. behandling henvist til rationaliseringsudvalget, jfr. nr. 17.
Loven danner rammen for den statslige byggevirksomheds organisationsform.
For at sikre, at den statslige byggeadministration tilrettelægges så rationelt og effektivt som muligt, skal hovedvægten i boligministeriets indsats på dette område lægges på udarbejdelse af forskrifter og retningslinjer for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den statslige byggevirksomhed, lovens § 2, medens boligministeriets deltagelse i behandlingen af de enkelte styrelsers konkrete byggesager begrænses i forhold til tidligere lovgivning, lov nr. 294 af 6. juli 1942.
Boligministeriets normgivende virksomhed skal, i det omfang det skønnes hensigtsmæssigt, også kunne gøres gældende for byggerier, der opføres med statslån eller statstilskud, samt i tilfælde, hvor staten i væsentligt omfang bidrager til de pågældende institutioners drift, lovens § 8. Det er samtidig forudsat, at hele byggesektoren i videst muligt omfang skal kunne drage nytte af dette normgivende arbejde.
Under styrelser, som har en omfattende og kontinuerlig byggevirksomhed, oprettes eller udbygges særlige byggeadministrationer, der forestår tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de enkelte byggeforetagender på grundlag af boligministeriets generelle regler herom.
Styrelser, hvis byggebehov ikke kan danne grundlag for oprettelse af særlige byggeadministrationer, skal ifølge loven fortsat søge boligministeriets bistand med de enkelte byggeopgaver, men boligministeriets pligt til at yde denne bistand er begrænset til byggeriets forberedende stade, lovens § 4. Loven forudsætter, at boligministeriet kan formidle kontakt til selvstændige byggeadministrationer eller private rådgivningsfirmaer.
Til støtte for boligministeriets normgivende virksomhed og for dels tilrettelæggelsen af en bearbejdelse og udveksling af tekniske, administrative og økonomiske erfaringer med henblik på, at dette erfaringsmateriale kan nyttiggøres såvel inden for den statslige byggevirksomhed som inden for byggesektoren som helhed, er ifølge lovens § 7 nedsat et koordineringsudvalg med repræsentation for de særlige byggeadministrationer.
Loven omfatter ikke alene den statslige byggevirksomhed, men også vedligeholdelsen af statens bygninger m. v. og hjemler i § 5, at boligministeriet kan fastsætte regler herom og bistå med tilrettelæggelsen af nødvendig byggeteknisk bistand.
Under 1. behandling i folketinget var der enighed om målsætningen i lovens § I.
Socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget savnede i lovforslaget garantier for, at målsætningen faktisk ville blive opfyldt, hvorfor de i betænkningen stillede ændringsforslag om, at statens byggevirksomhed alene varetages af et statens bygningsdirektorat, der oprettes under boligministeriet.
Efter at dette ændringsforslag var forkastet ved 2. behandling med 84 stemmer mod 50, vedtoges loven enstemmigt med 139 stemmer.