Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Simonsen, Henning Andersen, Burgdorf, Asger Jensen, Jens Frandsen, Robert Christensen, Lennart Larson, Erik Hansen (Ålborg amt), Helge von Rosen, Valbak [næstformand], Erling Dinesen, Bundvad, Anker Jørgensen, Evald Kristensen, K. J. Mortensen [formand], Bertel Pedersen og Arne Larsen.
Lovforslaget indeholdt bestemmelse om oprettelse af en garantifond til sikring af alle her i riget beskæftigede lønmodtageres tilgodehavende løn, feriegodtgørelse m. v. i tilfælde af konkurs og lignende. Midlerne skulle tilvejebringes fra arbejdsgiverside.
I bemærkningerne til lovforslaget henvistes til de stadigt større vanskeligheder, der møder lønmodtagerne på det omhandlede felt.
Ved 1. behandling udtalte arbejdsministeren, at problemerne var så komplicerede, at lovforslaget var uegnet, men at man efter ministerens opfattelse burde henvise spørgsmålet til et sagkyndigt udvalg, der er nedsat til behandling af spørgsmålet om sikring af feriegodtgørelse i tilsvarende situationer, hvilket synspunkt fandt tilslutning hos Simonsen (KF), Jens Frandsen (V) og Erik Hansen (Ålborg amt) (RV), medens de øvrige ordførere støttede lovforslaget.
Udvalget nåede ikke at tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets udløb, men udtalte i sin beretning af 3. september, at der, til trods for at sagen under udvalgsbehandlingen var fuldt belyst, ikke kunne opnås flertal for afgivelse af betænkning, hvorfor udvalget ikke har kunnet tilendebringe sit arbejde inden folketingsårets udløb.