Loven svarer med en enkelt ændring til det i sidste folketingsår fremsatte lovforslag, som efter 1. behandling henvistes til et udvalg, der imidlertid ikke tilendebragte sit arbejde inden folketingsårets udløb. Der kan derfor for en stor del henvises til folketingsårbogen 1968-69, side 560 ff.

Loven tilvejebringer forudsætningerne for en udbygning af journalistuddannelsen gennem ændringer af strukturen af Danmarks Journalisthøjskole og oprettelse af et Institut for Presseforskning.

Danmarks Journalisthøjskole opretholdes efter loven som en selvejende institution. Staten afholder alle de med institutionens virksomhed forbundne drifts- og anlægsudgifter efter samme regler som for andre selvejende uddannelsesinstitutioner.

Grunduddannelsen på skolen vil blive af en varighed på 2 ½ år. Den hidtidige journalistuddannelse vil således blive afløst af en 4-årig uddannelse, bestående af den nævnte teoretiske uddannelse på 2 ½ år og en praktisk uddannelse ved en redaktion eller et andet anerkendt uddannelsessted på 1 ½ år.

Journalisthøjskolen ledes af en bestyrelse, et lærerråd og en rektor.

Der nedsættes et råd, Uddannelsesrådet for Journalisthøjskolen, der skal følge skolens udvikling og virksomhed m. v. og være rådgivende for statsministeren i spørgsmål vedrørende den journalistiske grunduddannelse.

Bestemmelsen om rådets sammensætning ændredes under behandlingen i folketinget. Ændringen medførte bl. a., at de studerende, som efter lovforslaget ikke var repræsenteret, efter loven får et medlem i rådet.

Rådet består herefter af en formand, der beskikkes af statsministeren efter indstilling fra undervisningsministeren, og 10 andre medlemmer. Journalisthøjskolens rektor er altid medlem af rådet med prorektor som suppleant. Af de øvrige 9 medlemmer beskikker statsministeren 3 efter indstilling af Danske Dagblades Fællesrepræsentation, 3 efter indstilling af Dansk Journalistforbund, 1 efter indstilling af Danske Dagblades Udgiverforening, 1 efter indstilling fra Danmarks Radio og TV og 1 efter indstilling fra de studerendes råd ved Danmarks Journalisthøjskole. Beskikkelse sker for tre år ad gangen. Suppleanter for ovennævnte har ret til at deltage i rådets møder uden stemmeret.

Lovforslaget fik som i sidste samling en velvillig modtagelse. Ordførerne kunne i vidt omfang henvise til deres udtalelser ved 1. behandlingen i 1968-69.

Camre (S) fremførte en række betænkeligheder ved lovforslaget. Dette gjaldt således den optagelsesmetode, der var forudsat ved lovforslaget, hvorefter elever skulle udtages ved en optagelsesprøve, aflagt for et optagelsesnævn. Det var væsentligt for pressens funktion, at der var en virkelig bred, demokratisk adgang til at blive journalist, og at der ikke krævedes særlige uddannelsesmæssige forudsætninger. Et andet hovedpunkt var skolens status som en selvstændig institution. Skolen burde indpasses i det øvrige uddannelsesvæsen og burde som sådan være en del af Århus universitet. Administrationen af loven måtte naturligt henhøre under undervisningsministeriet og ikke statsministeriet.

Ellen Strange Petersen (KF) kunne anbefale lovforslaget og understregede, at det hastede med at få gennemført den foreslåede udbygning af journalistuddannelsen. Hun delte ikke Camres betænkeligheder med hensyn til optagelsesreglerne, men fandt det tværtimod nyttigt, at man fik en anden optagelsesprocedure end den hidtidige.

Merete Bjørn Hanssen (V) fremhævede også betydningen af den åbne adgang til uddannelsen og håbede, at denne yderligere kunne sikres under udvalgsarbejdet. Hun nævnede endvidere problemet med den lange ventetid i byggesager og henstillede til statsministeren at søge myndighedsbehandlingen i byggesager inddraget under den generelle administrative reform, som regeringen havde bebudet.

Samuelsen (RV) fandt også, at det var rigtigt, at der ikke stilledes bestemte eksamenskrav for optagelse, men mente i øvrigt, at det ikke blev ret mange naturtalenter, der blev sluset ind ved denne bestemmelse. Han fandt, at der burde være en repræsentant for de studerende i uddannelsesrådet.

Poul Dam (SF) fandt, at der var grund til at gå endnu videre. Her var tale om en institution, der egnede sig fortrinligt til elevstyring. Det ville kunne gøres i langt højere grad end på de fleste andre uddannelsesinstitutioner, og dette at oprette institutioner i nye former i dag med en sådan styrelse af arbejdsgiverne og de gamle i faget, det hørte ingen steder hjemme.

Kjær Rasmussen (VS) rejste også spørgsmålet om studenterindflydelse. Dette problem måtte løses. I øvrigt var han sympatisk indstillet over for lovforslaget.

Uden for ordførernes kreds rejste Morten Lange (SF) spørgsmålet, om der ikke var grund til ved behandlingen af dette forslag at beskæftige sig med mere dybtgående strukturspørgsmål. Styringen her virkede oldnordisk, og strukturen var i det hele sådan, at den gjorde integrering vanskelig. Undervisning hørte under undervisningsministeren og burde gøre sådan i al almindelighed.

Statsministeren var enig i den opfattelse, at uddannelse burde koncentreres under undervisningsministeriet. En omlægning nu, for så vidt angik lovforslaget, ville imidlertid formentlig betyde en forsinkelse af færdiggørelsen, hvilket ikke kunne anses for hensigtsmæssigt, men det betød ikke, at der på nogen måde hermed var sat bom for en eventuel overflytning til undervisningsministeriet.

Hvad angik uddannelseskriteriet, var statsministeren af den opfattelse, at man skulle stræbe efter at fastholde et nødvendigt niveau for denne uddannelse, men man skulle ikke kunne stille forudgående krav til eksamen.

Spørgsmålet om at give eleverne en rimelig medindflydelse var statsministeren villig til at drøfte i udvalgsarbejdet.

Statsministeren mente ikke, at den valgte form for journalisthøjskolen ville udelukke en indpasning i et uddannelsescentermønster, men også dette kunne drøftes i udvalget.

Spørgsmålet om den lange ekspeditionstid hos myndighederne af byggesager var et generelt problem. En redegørelse for en rationalisering af statens bygge- og lejeadministration kunne ventes i nær fremtid. Det her rejste spørgsmål ville formentlig blive besvaret ved denne lejlighed, så man kunne se en smidiggørelse.

I udvalgets betænkning siges det bl. a.:

„...Udvalget må tillægge det afgørende betydning, at adgangen til journalistuddannelsen fremdeles holdes så bred og åben som overhovedet muligt, således at ingen, der har de for uddannelsen fornødne forkundskaber, uanset hvorledes disse er erhvervet, afskæres fra optagelse. Det må således anses for vigtigt, at der ikke stilles bestemte eksamensfordringer for optagelse på Journalisthøjskolen.

Udvalget ønsker særligt som sin opfattelse af påpege, at det optagelsesnævn, som i henhold til lovforslagets bemærkninger skal nedsættes til at afgøre, hvilke ansøgere der skal optages på forskolen, ikke primært bør tage hensyn til ansøgernes eksaminer, men skal foretage en samlet bedømmelse af ansøgernes kundskaber og evner i det omfang, disse er af betydning for uddannelsen til og arbejdet som journalist...."

Synspunktet underbygges af citater af statsministerens udtalelser ved lovforslagets 1. behandling.

Betænkningen indeholder i øvrigt et ændringsforslag stillet af statsministeren og tiltrådt af et flertal (KF, V og RV), som giver de studerende repræsentation i uddannelsesrådet, reducerer antallet af medlemmer i rådet og udelader de oprindeligt foreslåede tilforordnede.

Et mindretal (S og SF) stillede et ændringsforslag om ændring af uddannelsesrådets sammensætning, som bl. a. ville medføre, at de studerende fik 4 medlemmer i rådet.

Mindretallet gav i øvrigt i en udtalelse udtryk for det betænkelige i, at uddannelsen på skolen var løsrevet fra det øvrige uddannelsessystem og fortsat bar præg af at være en mesterlære. Uddannelsen på skolen burde indrettes med henblik på skolens indpasning i det samlede uddannelsessystem, og den burde indgå som en del af et uddannelsescenter i Århus, så snart et sådant oprettedes. På tilsvarende måde burde Institut for Presseforskning indgå i en koordineret massemediaforskning ved Århus universitet, så snart en sådan koordination var mulig.

Mindretallet beklager, at skolen og instituttet ikke straks overflyttes til undervisningsministerens regie, og henstiller i øvrigt, at optagelsesnævnet udvides med to medlemmer, udpeget af de studerende.

Ved 2. behandling vedtoges det af statsministeren stillede ændringsforslag, medens mindretallets forkastedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 110 stemmer; 6 medlemmer (SF og VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.