Lovforslaget var udarbejdet af næringslovskommissionen (se ovenfor under nr. 26) til afløsning af den gældende næringslovs §§ 86-89. Hvad der hermed tilsigtedes, var — bortset fra overførelsen af bestemmelserne til en særskilt lov — hovedsagelig en modernisering af den hidtidige ordning, dog med enkelte afvigelser af principiel karakter.
Som hidtil skal statsautoriserede vejere og målere beskikkes af handelsministeren, og betingelserne for at opnå beskikkelse er ikke ændret. Man har ligeledes bibeholdt den nuværende indstillingsret for den stedlige handelsstandsforenings bestyrelse, men foreslået, at denne indstilling skal ske efter forudgående forhandling med andre interesserede sammenslutninger. Baggrunden herfor er, at det forekommer, at kooperative sammenslutninger og i nogle tilfælde også industriforeninger ikke er repræsenteret i den stedlige handelsstandsforening, og inden for disse sammenslutninger benyttes ofte i betydeligt omfang statsautoriserede vejere og målere.
Når lovforslaget indeholder en bestemmelse om, at vejere og målere, forinden beskikkelse udleveres, skal have særlig instruktion hos justerdirektøren, er grunden den, at det er almindeligt, at vejere og målere ikke på forhånd har tilstrækkeligt kendskab til vejning og måling.
Mens der i beskikkelserne for revisorer, translatører, dispachører og mæglere efter praksis ikke indsættes klausuler med hensyn til beskikkelsernes varighed, har det siden 1941 været praksis, at der i beskikkelserne for vejere og målere indsættes en bestemmelse om, at beskikkelsen kun har gyldighed indtil udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år. Gyldighedstiden er dog i enkelte tilfælde blevet forlænget, når den pågældendes helbredstilstand skønnedes at være således, at han fortsat ville kunne varetage hvervet på forsvarlig måde.
Der har over for ministeriet været rejst spørgsmål om lovmedholdeligheden af denne praksis, idet det har været anført, at et sådant vilkår ikke ville kunne støttes alene på den betragtning, at ingen har krav på at få beskikkelse som vejer og måler, og at der derfor for beskikkelserne må kunne fastsættes alle sådanne sagligt begrundede betingelser, som den beskikkende myndighed måtte finde ønskelige. Spørgsmålet har ikke været prøvet for domstolene, men man har for at afskære tvivl i lovforslaget indsat en aldersgrænse på 70 år.
Da der i særlige tilfælde vil være behov for at kunne fratage en beskikkelse uden at rejse straffesag mod vedkommende vejer og måler, foreslås det, at handelsministeren skal kunne fratage beskikkelsen, såfremt vedkommende vejer og måler ved udøvelsen af sin virksomhed groft eller gentagne gange har tilsidesat de ham påhvilende pligter, f. eks. gentagne gange har vejet eller målt forkert, så det giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive veje- og målevirksomhed på forsvarlig måde. Berettigelsen af fratagelsen vil kunne forlanges forelagt domstolene til prøvelse.
Det foreslås videre, at tilsynet med de af de statsautoriserede vejere og målere benyttede redskaber som hidtil udøves af justerdirektøren, men det forudsættes, at udgifterne hertil fremtidig afholdes af statskassen.
Endelig skal nævnes, at det foreslås, at den i næringsloven omhandlede afgift til vejnings- og målefonden bortfalder, men at der i stedet skal betales en afgift til statskassen.
Om sidstnævnte forslag udtalte handelsministeren ved fremsættelsen:
„Ved næringsloven af 1931 pålagde man de statsautoriserede vejere og målere en afgift af deres nettoindtægt, som skulle betales til en fond: vejnings- og målingsfonden. Baggrunden herfor var, at man fandt det rimeligt at skære toppen af de meget betydelige indtægter ved de store vejerembeder. Alene i Århus, der ganske vist var det største vejerembede, havde den kgl. vejer og måler i 1929 en bruttoindtægt på 225.000 kr. og en nettoindtægt på 46.000 kr., hvilket målt med den tids prisniveau og beskatningssystem jo var en meget stor indtægt. Man fandt det ikke naturligt, at enkeltpersoner for udførelsen af offentlige funktioner af den omhandlede art oppebar så store beløb. Afgifterne blev som nævnt indbetalt til vejnings- og målingsfonden, og der blev truffet bestemmelse om, at der af fondens årlige renteindtægt kunne ydes økonomisk støtte til afgåede vejere og målere og deres enker samt til vejerassistenternes syge- og begravelseskasser, og i 1949 blev det endvidere bestemt, at de udgifter, der er forbundet med det offentlige tilsyn med de statsautoriserede vejeres og måleres redskaber, afholdes af vejnings- og målingsfondens midler.
I finansåret 1963-64 udgjorde det samlede indbetalte afgiftsbeløb ca. 288.000 kr. og fondens renteindtægt ca. 112.000 kr. Fonden var ved udgangen af det nævnte finansår vokset til ca. 2.425.000 kr. I understøttelser blev der det pågældende finansår udbetalt ca. 90.000 kr., medens udgifterne til justerdirektørens tilsyn med vejernes redskaber udgjorde ca. 25.000 kr.
Kun vejere og målere, der har en nettoindtægt over 8.000 kr., er afgiftspligtige, og afgiften består i de fleste tilfælde af småbeløb. Af en samlet afgift i 1962 på ca. 194.000 kr. betalte således fem vejere de ca. 128.000 kr., medens restbeløbet betaltes af de øvrige afgiftspligtige vejere, i alt 52. Ca. 160 vejere havde en indtægt under 8.000 kr. og var således ikke afgiftspligtige. Foreningen af statsautoriserede Vejere og Målere i Danmark har derfor under henvisning til den almindelige økonomiske udvikling foreslået afgiftsbestemmelserne ændret således, at det afgiftsfri beløb forhøjes fra 8.000 kr. til 30.000 kr. Ved en sådan forhøjelse af den afgiftspligtige indtægtsgrænse ville det fornævnte tal af 57 afgiftspligtige vejere være blevet reduceret til 9, medens den samlede afgift kun ville være blevet reduceret med ca. 87.000 kr.
På denne baggrund har man ved udarbejdelse af lovforslaget ment at kunne foreslå en væsentlig lempelse i afgiftspligten, således at den kun kommer til at hvile på dem, der har en nettoindtægt på 30.000 kr. og derover. Der er herved lagt vægt både på den siden sidste revision af afgifterne stedfundne prisudvikling og på, at den progressive beskatning i et vist omfang tilgodeser de hensyn, der lå bag ved afgiftens indførelse.
Endvidere er det foreslået, at afgiften fremtidig ikke indbetales til fonden, men til statskassen, der til gengæld forudsættes at afholde udgifterne ved justerdirektørens tilsyn med vejernes og målernes redskaber og i særlige tilfælde ved vedligeholdelse af materiellet ved mindre, men vigtige embeder.
For så vidt angår den fremtidige anvendelse af vejnings- og målings- fondens midler er der i lovforslaget optaget en bestemmelse om, at anvendelsen af disse midler fastsættes ved de årlige bevillingslove. Således som den sociale lovgivning nu er udbygget, vil det næppe være naturligt at opretholde den gældende understøttelsesordning uændret i al fremtid, hvorimod det må anses for rimeligt at yde økonomisk støtte af fondens midler til kvalificerede ansøgere, der på tidspunktet for nyordningens ikrafttræden er statsautoriserede vejere og målere eller har været dette, eller til enker efter sådanne personer samt til vejerassistenternes syge- og begravelseskasser. Når der til sin tid ikke længere er behov for fondens renteafkastning til disse formål, vil hele fonden indgå i statskassen."
Lovforslaget behandledes i folketinget i forbindelse med en række andre næringslovforslag og henvistes sammen med disse til et udvalg, der ikke nåede til ende med sit arbejde inden folketingsårets slutning.