Loven, der afløser lov nr. 478 af 1. oktober 1945 om udenrigstjenesten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 163 af 13. maj 1953, bygger ligesom de samtidig gennemførte finansministerielle love om ændringer i normerings- og klassificeringsloven (se nedenfor under nr. 23) og om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd (se nedenfor under nr. 24) på den af udenrigskommissionen den 27. oktober 1960 afgivne betænkning om udenrigstjenesten. De tre love hænger nøje sammen og vedrører alle udenrigstjenstlige forhold. De fremsatte lovforslag var omtrent identiske med de af kommissionen stillede forslag. Under behandlingen i folketinget foretoges enkelte ændringer i lovforslaget om udenrigstjenesten og i lovforslaget om ændringer i klassificeringsloven.
Baggrunden for den foreslåede nyordning var udviklingen af udenrigstjenestens opgaver siden 1921, da den nuværende organisationsform blev skabt. Dengang var erhvervsbistanden den næsten enerådende opgave. Siden var løsningen af en række økonomiske opgaver vedrørende aftaler om valutaregulering, importrestriktioner og endnu senere de internationale økonomiske samarbejdsorganisationer kommet til. På det politiske område havde medlemskabet af Nato, FN og en række andre internationale organisationer med politiske, humanitære og kulturelle opgaver medført forøgelse af udenrigstjenestens arbejde. Det samme havde oprettelsen af de mange nye stater. Ændringen af den danske eksport fra at være hovedsagelig landbrugseksport til for halvdelens vedkommende at være eksport af stærkt differentierede industrivarer havde stillet stærkt forøgede krav til erhvervstjenesten.
Det primære mål for kommissionens arbejde havde været at tilpasse udenrigstjenesten til de ændrede arbejdsopgaver, men kommissionen havde også haft besparelser for øje, og ved fremsættelsen betegnede udenrigsministeren det som udtryk for stort mådehold, når det var lykkedes at foreslå udenrigstjenestens modernisering — hvilket krævede en nettoudvidelse — for en merudgift af 3 mill. kr. om året i forhold til udenrigsministeriets årsbudget på 41 mill. kr. De fremsatte forslag havde hele kommissionen bag sig undtagen repræsentanter for venstre og det konservative folkeparti, som havde afgivet en mindretalsudtalelse, hvori de tilsluttede sig nødvendigheden af udvidelser og rationalisering, men mente, at flere besparelser burde søges gennemført.
Om hovedpunkterne i de af kommissionen stillede forslag, der indeholdtes i det foreslåede lovkompleks, bemærkes:
Til bestridelse af de internationale politiske og handelspolitiske opgaver, som nødvendigvis havde måttet løses, havde en udvidelse af hjemmetjenesten hidtil måttet gennemføres ved hjælp af midlertidige nødforanstaltninger.
På medhjælperniveauet havde ministeriet således i mange år måttet opretholde en stab på ikke mindre end 40 sekretæraspiranter. 2 kontorchefstillinger blev bevilget på midlertidig basis i 1948 og 1950 og opretholdtes stadig som midlertidige stillinger. Yderligere var en kontorchefstilling og 3 assisterende afdelingschefstillinger i de sidste 10-15 år blevet opretholdt ved at benytte adgangen til at overføre stillinger fra ude- til hjemmetjenesten. Kommissionen var kommet til det enstemmige resultat, at disse stillinger fortsat er nødvendige. Forslaget gik derfor ud på, at de midlertidige nødløsninger afløses af fast normering af 6 stillinger i 26. lønningsklasse til de 3 assisterende afdelingschefer og de 3 kontorchefer og 24 stillinger i 19. lønningsklasse til den del af de 40 sekretæraspiranter, der ikke kan blive tjenestemandsansat ved udløbet af deres prøvetid, som tjenestemandslovgivningen forudsætter det. Da der kun var tale om normeringsmæssig ajourføring af samme art som den, der fandt sted i 1958 med hensyn til den øvrige centraladministration, og lønningsudgifterne allerede er blevet afholdt i en længere årrække, betød forslaget ikke nogen merudgift.
Egentlige udvidelser af personalerammerne foresloges i det væsentlige kun med hensyn til udetjenesten, og formålet med alle udvidelserne var at styrke varetagelsen af vore eksportinteresser.
Det foresloges, at udetjenesten normeres med 6 nye tjenestemandsstillinger og 16 nye kontraktansættelser af handels-, industri- og pressekyndige specialmedarbejdere. Af de 6 tjenestemandsstillinger tænktes 2 placeret i 28. og 3 i 26. lønningsklasse. Den sidste stilling var en medhjælperstilling og tænkes placeret i 19. lønningsklasse. Når antallet af nye tjenestemandsstillinger havde kunnet holdes så lavt som 6, skyldtes det, at det var lykkedes at sammenlægge nogle stillinger og inddrage andre.
Inden for de udvidede rammer påtænktes det at omdanne ambassade- og gesandtskabskontorerne i Bagdad, Bogota, Caracas og Djakarta til selvstændige ambassader og at erstatte de nuværende midlertidige bestyrere af ambassaden i Lissabon og gesandtskaberne i Rabat og Wien med faste ambassadører. Endelig foresloges det at omdanne det honorære konsulat i Los Angeles til et udsendt konsulat og at oprette ambassadekontorer i Beiruth, Kuala Lumpur, Manila, Rangoon og Tel Aviv.
Af de 16 nye specialmedarbejdere skulle de 12 være handels- og industrikyndige. De 3 af disse 12 tænktes anvendt til midlertidige udsendelser til undersøgelse af uopdyrkede markeder, medens de øvrige 9 tænktes fast stationeret ved forskellige repræsentationer i udlandet.
De resterende 4 specialmedarbejdere skulle være pressekyndige og placeres i pressebureauet.
Med hensyn til de særlige udenrigstjenstlige tillæg: hjemmetillæg, udetillæg m. v., foresloges visse ændringer. Hjemmetillægget, der har haft til formål dels at kompensere savnet af biindtægter (formiddagsstilling og andre bierhverv), dels at give en vis godtgørelse for udenrigstjenestemændenes forflyttelsespligt, erstattes af to tillæg: et hjemmetillæg (klassificeringslovens § 8), der kun tjener det førstnævnte formål og bygger på gennemsnitsstørrelsen af biindtægter i de øvrige ministerier, samt et særligt hjemflytningstillæg (klassificeringslovens § 9), der udbetales med et engangsbeløb ved tjenestemændenes hjemkaldelse.
Med hensyn til udetillæg forsloges en fastsættelsesmetode — budgetmetoden — som udetillægsnævnet havde indstillet. Herefter beregnes hvert enkelt tillæg på grundlag af en kritisk vurdering af et detaljeret budget. Størrelsen fastsættes som hidtil på de årlige finanslove efter indstilling af udetillægsnævnet (klassificeringslovens § 9).
I overensstemmelse med kommissionens indstilling foresloges nedsat et særligt ejendomsnævn (udenrigstjenestelovens § 9) med den opgave at undersøge og fremsætte forslag til løsning af spørgsmålet om tilvejebringelse af kontorer og boliger til repræsentationerne i udlandet.
Kommissionen havde planlagt en statsmøblering af tjenestemændenes boliger i udlandet for at reducere de meget store flytteomkostninger, og udenrigsministeriet havde til hensigt at søge finansudvalgets tilslutning til de hertil fornødne bevillingsforhøjelser.
Ved 1. behandling modtoges lovforslaget og de to af finansministeren fremsatte lovforslag vedrørende udenrigstjenesten med velvilje fra alle partiers ordførere.
Lovforslagene henvistes til behandling i samme udvalg, der afgav en ret udførlig betænkning.
Udvalget anbefalede oprettelsen af et sekretariat som det i kommissionsbetænkningen side 20 foreslåede til udarbejdelse af dyberegående analyser og oversigter til orienteringen af regeringen og det udenrigspolitiske nævn. Et flertal i udvalget (S, RV og SF) stillede ændringsforslag til klassificeringslovforslaget om normering af en sekretariatschefstilling og 2 medarbejderstillinger, medens et mindretal (V og KF) fandt, at sekretariatet kunne oprettes uden nye normeringer.
Vedrørende presse- og oplysningstjenesten tilsluttede udvalget sig udenrigskommissionens forslag om at lægge hovedvægten på at oplyse udlandet om dansk erhvervsliv i almindelighed og derved skabe et gunstigt klima for dansk eksport.
Om nordisk udenrigstjenstligt samarbejde udtaltes, at de politiske partier med opmærksomhed ville følge udviklingen, og man udtrykte håbet om, at det danske initiativ i denne henseende måtte føre til positive resultater.
Udvalget anbefalede virkeliggørelsen af det i udenrigskommissionens betænkning side 44-45 stillede forslag om udsendelse af unge handelsfolk som handelslærlinge og konsulatssekretærer ved egnede honorære konsulater.
Udvalget beskæftigede sig indgående med spørgsmålet om efteruddannelse af udenrigstjenestens personale og lagde vægt på, at de i kommissionsbetænkningen side 50-52 skitserede planer gennemføres snarest. Dette krævede genoplivelse af den i den gældende klassificeringslov hjemlede stipendiatordning, hvorefter der til rådighed for udenrigstjenesten stilles 5 tjenestemænd i 19.-24. lønningsklasse, til hvis uddannelse der bevilges et årligt beløb på finansloven. Denne ordning, som var opretholdt i lovforslaget om ændringer i klassificeringsloven, havde i realiteten ikke kunnet udnyttes siden begyndelsen af 1930erne, idet man på grund af personalemangel havde måttet benytte de 5 stipendiater til ordinært arbejde. Flertallet (S, RV og SF) stillede derfor ændringsforslag til klassificeringslovforslaget om normering af et tilsvarende antal ordinære medhjælperstillinger, mens mindretallet (V og KF) ikke mente, at en genoplivning af stipendiatordningen nødvendigvis forudsatte yderligere normering af tilsvarende medhjælperstillinger, idet meget sekretærarbejde kunne overlades mindre kvalificerede medarbejdere, hvis antal mindretallet i givet fald var villigt til at forøge.
Udvalget tilsluttede sig den opfattelse, som af udenrigskommissionen var gjort gældende (side 58) med hensyn til oprettelse af en særlig kancellisttjeneste, hvis medlemmer gradvis kunne overtage en del af det arbejde af rent praktisk tilsnit, som for tiden udføres af tjenestemænd i 19.-24. lønningsklasse. Finansministeren havde over for udvalget redegjort for de forestående forhandlinger med finansministeriet om ordningens gennemførelse. Det udtaltes i udvalgsbetænkningen, at udvalget tillagde det betydning, at der tilvejebringes en ordning, der efter de foreliggende erfaringer kan sikre den nødvendige tilgang af kvalificerede kræfter til den nye kancellisttjeneste. Partierne var enige om, at der ikke herved skulle være foregrebet noget med hensyn til deres stilling til spørgsmålet om ansættelsesvilkårene i statens tjeneste. Udenrigsministeren og finansministeren havde på udvalgets opfordring givet tilsagn om i betragtning af den betydning, der måtte tillægges denne sag, at fremskynde behandlingen og snarest over for folketinget at redegøre for udfaldet af forhandlingerne.
Vedrørende visse lønnings- og klassificeringsforhold gav et mindretal i udvalget (SF) uden at stille ændringsforslag udtryk for:
— at der er fremsat betænkeligheder ved, at ambassadører placeres så højt som i 30. lønningsklasse, altså lige så højt som direktøren. „Det erindres, at udenrigstjenestemænd i udlandet foruden deres tillæg har den fordel, at de ikke svarer indkomstskat.
— at det bør overvejes, om ikke udetillæggene kunne væsentlig formindskes derved, at der ved de større repræsentationer stilledes tjenestebiler til rådighed og ydedes et særligt tøjtillæg,
— at det bør overvejes, om hjemkaldelsestillægget bør være 3 gange så stort for en tjenestemand, der har været ude i 3 år, som for en, der kun har været ude i 1 år.
Udvalget erklærede sig enig i det ønskelige i, at staten erhverver fast ejendom til udenrigsrepræsentationerne, hvor dette måtte være fordelagtigt. Udvalget tilsluttede sig forslaget om nedsættelse af et ejendomsnævn under udenrigsministeriet (udenrigstjenestelovens § 9), men stillede ændringsforslag om, at den foreslåede politiske repræsentation (et folketingsmedlem udpeget af hvert af de i folketingets finansudvalg repræsenterede partier) udgik, idet udvalget fandt, at eventuelt fornødne forhandlinger med repræsentanter for lovgivningsmagten kunne føres med finansudvalgets byggeudvalg.
Udvalget anbefalede ligeledes det af udenrigskommissionen foreslåede 10 års program for statsmøblering (kommissionsbetænkningen side 79-81).
En forudsætning for de af flertallet stillede ændringsforslag om udvidede normeringer, der ville betyde en årlig merudgift på 220 000 kr., var, at de udlignedes ved besparelser på andre områder. Udenrigsministeren havde i denne forbindelse under samrådene med udvalget oplyst, at det efter afslutningen af kommissionsarbejdet havde vist sig muligt at indvinde 170 000 kr. årligt ved forskellige rationaliseringer og besparelser, og at arbejdet i den retning ville blive fortsat i samarbejde med forvaltningsnævnet.
Et mindretal (V og KF) udtalte i betænkningen, at det havde søgt at opnå tilslutning til gennemførelse af besparelser i udenrigsministeriets administrationsomkostninger på grundlag af de to partiers forslag til folketingsbeslutning af 10. marts 1960 vedrørende 1. den diplomatiske repræsentation, 2. udetillæggene, 3. centraladministrationen og 4. flytningsudgifter. Nogle af de i forslaget nævnte konkrete besparelser var i mellemtiden gennemført, og flertalspartierne havde ikke ment i hvert fald for tiden at kunne gennemføre de øvrige i forslaget nævnte besparelser. Dette beklagedes af mindretallet, der henstillede, at man i tilknytning til det af udenrigsministeren afgivne tilsagn om i samarbejde med forvaltningsnævnet at undersøge arbejdsgangen inden for udenrigstjenesten med det første søgte frem til en yderligere formindskelse af administrationsomkostningerne i udenrigstjenesten.
Ved 2. behandling vedtoges de af udvalget stillede ændringsforslag til lovforslaget om udenrigstjenesten. Ændringsforslagene gik dels ud på en ændret formulering af § 5 om kontraktansatte medarbejdere og § 9 om ejendomsnævnet, dels var de af redaktionel karakter. I lovforslaget om ændringer i klassificeringsloven vedtoges samtidig forskellige ændringsforslag navnlig i forbindelse med det foreslåede sekretariat og stipendiatordningen samt vedrørende udetillægsnævnets sammensætning.
Efter en fornyet udvalgsbehandling, der ikke gav anledning til ændringsforslag, vedtoges alle de tre lovforslag vedrørende udenrigstjenesten enstemmigt.
Alle lovene trådte i kraft straks med virkning fra 1. april 1961.