Loven, der træder i stedet for lov nr. 101 af 7. april 1936, jfr. lov nr. 35 af 4. marts 1953, kan i vid udstrækning betragtes som et resultat af et fællesnordisk samarbejde med det formål at bringe de enkelte landes varemærkelovgivning i så nær overensstemmelse med hinanden som muligt.

Handelsministeren udtalte herom ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„De lovudkast, som nu foreligger i de fire nordiske lande, og som er optrykt i den danske varemærkelovsbetænkning, udviser i store træk overensstemmelse. De er alle opbygget efter samme system, således at tilsvarende materielle regler i hvert af lovudkastene i alt væsentligt findes på samme plads. I vidt omfang er lovudkastenes regler af samme saglige indhold og tillige ensartet formuleret. Fuld overensstemmelse i alle enkeltheder har det dog ikke været muligt at gennemføre. På nogle punkter har nationale forskelligheder på retsplejens og administrationens område nødvendiggjort afvigelser. Også uligheden inden for den varemærkeretten nærliggende konkurrenceret har foranlediget visse forskelligheder, men i hovedtræk svarer lovudkastene som sagt til hinanden."

På grundlag af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, samt handelsministerens skriftlige fremsættelse anføres i det følgende i hovedtræk indholdet af de vigtigste af lovens bestemmelser.

I lovens kapitel I (§§ 1-11) fastslås det i §§ 1-3, at en varemærkeret kan stiftes såvel ved registrering som ved indarbejdelse og brug. Ved at ligestille disse former for rettens erhvervelse indtager den danske lov en vis særstilling i forhold til øvrige nordiske landes lovgivning, idet der ikke i disse lande er givet det varemærke, der vel er taget i brug, men dog ikke anvendt i en sådan udstrækning, at indarbejdelse kan siges at foreligge, en så gunstig retsstilling som den, det danske forslag giver brugeren. Fra dansk side har man ikke ment at kunne tilslutte sig de øvrige landes standpunkt, idet der derved ville ske en væsentlig indskrænkning i de rettigheder, der bestod ifølge hidtil gældende dansk ret.

I forhold til tidligere udvides kredsen af registreringsberettigede ved, at betegnelsen næringsdrivende erstattes af erhvervsdrivende, hvorved også de, der driver immaterielt erhverv, såsom ingeniører, arkitekter, læger m. m., skal kunne få varemærker registreret, uanset at de ikke udbyder egentlige varer, men „ydelser" (servicemærker).

I forbindelse med ovennævnte udvidelse af de registreringsberettigedes kreds er det i § 1 anført, at varemærkets formål er at kendetegne varer eller tjenesteydelser, hvorhos det i § 1, 3. stk., udtales, at lovens bestemmelser om varer finder tilsvarende anvendelse på arbejds- og tjenesteydelser. § 1 indeholder således positiv hjemmel for registrering af „servicemærker", hvilket allerede efter gældende dansk praksis har fundet sted i et vist omfang, nemlig for personer, der gennem erhvervsmæssigt drevne forretninger, såsom vaskerier, renserier o. lign. tilbyder arbejds- og tjenesteydelser, men ikke egentlige varer.

I modsætning til den hidtil gældende varemærkelov, der ikke opstillede nogen definition af begrebet varemærke, udtales det nu i lovens § 1, stk. 2, at varemærker kan bestå af figurer, ord eller ordforbindelser, herunder slagord, bogstaver eller tal eller af varers udstyr eller indpakning.

I § 4 fastslås det, at en varemærkeret i medfør af §§ 1-3 udelukker andre end indehaveren fra i erhvervsvirksomhed uhjemlet at benytte et med varemærket forveksleligt mærke. Om forvekslelighed gives i § 6 den hovedregel, at varemærker kun anses som forvekslelige, såfremt de angår varer af samme eller lignende art; det fastslås dog, at forvekslelighed undtagelsesvis kan anses at foreligge, a) når et varemærke er særlig stærkt indarbejdet og endvidere er så velkendt i vide kredse her i landet, at en andens brug af et lignende mærke, selv for varer af anden art, indebærer en utilbørlig udnyttelse af varemærkets værdi (goodwill), eller b) når et varemærke er indarbejdet, og en andens brug af et lignende mærke for andre varer under hensyn til disses særlige karakter åbenbart er egnet til at forringe det indarbejdede mærkes værdi væsentligt.

I §§ 7-10 er fastsat en række bestemmelser, der tager sigte på at klarlægge visse tvivlstilfælde ved konflikter mellem ældre og yngre kendetegn, og i §11 er indeholdt en i varemærkeretten ny bestemmelse til værn for mærkeindehaveren og til „advarsel" for udgivere af leksika, håndbøger, lærebøger eller lignende skrifter af fagligt indhold. I praksis har der vist sig behov for en hjemmel for mærkeindehaveren til at skride ind over for mærkets brug i sådanne trykte skrifter, når det ikke samtidig angives, at det drejer sig om et varemærke. Mærkets anvendelse på denne måde kan nemlig bevirke, at mærket mister karakteren af at være varemærke og går over til at være en almindelig vare- eller stof betegnelse.

I lovens kapitel II (§§ 12-24), der omhandler registrering af varemærker, gives der i § 12 bestemmelser om førelse af varemærkeregistret og om udgivelse af en Registreringstidende. I § 13 fastslås det bl. a., at et varemærke for at kunne registreres skal være egnet til at adskille mærkeindehaverens varer fra andres, og der gives i § 14 en række påbud til registreringsmyndighederne om, hvad disse har at påse i henseende til det anmeldte varemærkes indhold og form, førend det registreres. Nye blandt disse påbud i forhold til tidligere lovgivning er bestemmelser tilsigtende en beskyttelse af litterære og kunstneriske værker eller patent- og mønsterrettigheder o. lign. samt en bestemmelse, der har til formål at beskytte de i en vis udstrækning anvendte udenlandske varemærker.

I § 15 fastslås det, at den ved registreringen opnåede varemærkeret ikke omfatter sådanne dele af mærket, som ikke særskilt kan registreres.

I § 16 er indeholdt en af de vigtigste af lovens nye bestemmelser, idet der her skabes hjemmel for indførelse af såkaldt klasseregistrering. Efter hidtil gældende lovgivning omfatter den ved registreringen opnåede varemærkeret alle arter af varer, medmindre anmeldelsen er begrænset til kun at angå bestemt angivne varer, jfr. den hidtil gældende varemærkelovs § 1. Denne regel medførte, at talrige varemærker, uden at egentlig interesse herfor var til stede, registreredes for alle varearter. Hertil kom, at anmeldere, der ikke kunne få deres mærker registreret for alle varearter, ofte anførte en unødig vidtrækkende varefortegnelse, idet gebyret var det samme uanset fortegnelsens omfang. Herved blev det stadig vanskeligere at få nye varemærker optaget i registret. Ved at indføre klasseregistrering, hvorefter varemærket registreres for én eller flere vareklasser, forventes registreringerne at få et langt mere begrænset omfang end hidtil, idet der sammen med klasseregistreringen vil finde en graduering sted af afgifterne, således at den grundafgift, der betales ved anmeldelsen, kun dækker registrering i én klasse, medens der betales en tillægsafgift for hver yderligere klasse, hvori mærket ønskes registreret.

De for anmeldelse af et varemærke til registrering gældende regler er indeholdt i §§ 17-23. Ved bestemmelsen i S 20 indføres det såkaldte "fremlæggelsesinstitut", svarende til hvad der gælder i henhold til patentloven. Fremlæggelsesinstituttet praktiseres allerede i en række andre lande, bl. a. USA, England og Tyskland. Efter dette skal de anmeldte varemærker modsat hidtil gældende lovgivning og praksis, inden registrering finder sted, bekendtgøres i Registreringstidende med adgang til inden 2 måneder fra bekendtgørelsesdagen at fremføre eventuelle indsigelser mod registreringen. Den omstændighed, at indehaveren af en ældre ret ikke inden indsigelsesfristens udløb får fremført sine indsigelser, medfører ikke, at han ikke senere kan søge registreringen ophævet ved dom.

§ 24 hjemler ret til uvæsentlige ændringer i registrerede varemærker, for så vidt disses helhedsindtryk ikke derved påvirkes. Reglen, der er ny, har været savnet især siden 1936, fordi varemærket ved den da stedfundne lovændring blev gjort frit overdrageligt.

Kapitel III (§§ 25-27) indeholder reglerne om registreringens ophør. Det fastslås, at registrering kan ophæves ved dom, hvorimod den tidligere gældende adgang til i enkelte tilfælde at få registreringen ophævet administrativt er bortfaldet. Sag mod mærkeindehaveren om ophævelse af en registrering kan anlægges af enhver, som har interesse deri.

Kapitel IV (§§ 28-31) indeholder særlige regler om registrering af udenlandske varemærker. Reglerne om ikke herboendes adgang til at få registreret varemærker her i landet er i alt væsentligt i overensstemmelse med de hidtil gældende bestemmelser. Det er dog ikke længere nødvendigt, at den udenlandske anmelder er hjemmehørende i et af de lande, der har tiltrådt Pariser konventionen, eller et land, med hvilket Danmark har særoverenskomst om gensidig registrering af varemærker. Herved er varemærkeloven bragt i overensstemmelse med patentloven og mønsterloven, i hvilke der ikke lægges vægt på, hvor ansøgeren er hjemmehørende.

§ 29 indeholder endvidere en regel, der i visse tilfælde muliggør det for en udlænding, der i sit hjemland har indregistreret et varemærke, at få dette indregistreret her i landet, selv om den danske lovs betingelser ikke er opfyldt. En sådan registrering, der er begrænset i tid og omfang som hjemlands- registreringen — teile quelle — er Danmark ved Pariserkonventionens art. 6 forpligtet til at foretage for personer hjemmehørende i unionslandene.

Bestemmelser om overdragelse og licens er indeholdt i kapitel V (§§ 32-35), og det fastslås i § 32, at varemærker er frit overdragelige, d. v. s. at et mærke kan afhændes uden samtidig afhændelse af den forretningsvirksomhed, hvori det har været anvendt. Reglen betegner en udvidelse i forhold til den hidtil gældende lovs § 8, idet den gælder alle varemærker, mens den hidtil gældende lovs § 8 alene tog sigte på det registrerede varemærke. I § 34 gives indehaveren af et registreret varemærke ret til at lade andre anvende mærket i erhvervsøjemed (licens). Reglen er ny i dansk varemærkelovgivning.

Kapitel VI (§ 36) omhandler forbud mod brugen af vildledende varemærker, og det bestemmes i paragraffens 1. stk., at det, såfremt brugen af et varemærke efter stedfunden overdragelse eller efter meddelt licens bliver vildledende, ved dom kan forbydes at anvende mærket i den foreliggende skikkelse. Paragraffens 2. stk. indeholder en generel regel, hvorefter vildledende varemærker eller brug af varemærker på vildledende måde ved dom kan forbydes. Efter 3. stk. skal sag efter denne paragraf kunne rejses af direktøren for patent- og varemærkevæsenet samt af enhver, der har interesse deri.

Kapitel VII (§§ 37-42) indeholder bestemmelser vedrørende retsbeskyttelsen. Den i den hidtil gældende varemærkelov indeholdte regel, der hjemlede frihedsstraf for forsætlig eller uagtsom krænkelse af retten til et registreret varemærke, er udeladt. Derimod indeholder § 38 en ny bestemmelse om, at den, der krænker en varemærkeret, uden at dette sker forsætligt eller uagtsomt, således at erstatning ikke skal erlægges, kan kendes pligtig at udbetale den ved den ulovlige handling indvundne fortjeneste til den krænkede i det omfang, i hvilket denne har lidt tab.

I kapitel VIII (§ 43) er der med hensyn til fællesmærker givet følgende bestemmelse:

De i nærværende lov indeholdte bestemmelser om varemærker finder anvendelse på fællesmærker i det omfang og med de afvigelser, der følger af den for disse mærker gældende særlige lovgivning.

(Om forholdet mellem varemærkeloven og den samtidig gennemførte fællesmærkelov henvises her til årbogens omtale af fællesmærkeloven, se nærmest efterfølgende sag).

Endelig indeholder kapitel IX (§§ 44-48) en række forskellige bestemmelser vedrørende frister, adgang til oplysninger om varemærkeregistrets indhold samt overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Handelsministeren gav ved lovforslagets fremsættelse en oversigt over den danske varemærkelovgivnings udvikling, de nordiske bestræbelser for opnåelse af en nordisk retsenhed, kommissionsarbejdet m. v., og han fremhævede betydningen af, at der skabtes fælles linjer for lovgivning og administration de nordiske lande imellem. Dette måtte ses ikke alene som et led i udviklingen i samhandelen, men også som grundlag for fælles nordisk indsats på de internationale konferencer vedrørende den industrielle ejendomsret.

Lovforslaget, der under udvalgsbehandlingen kun undergik enkelte mindre væsentlige ændringer, blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget.