Loven har følgende indhold:

§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at give de enkelte privatbaner tilsagn om, at statskassen vil udrede 85 pct. af banernes udgifter til reguleringstillæg og andre koniunkturbestemte tillæg til pensionister under forudsætning af, at der fra de i vedkommende banes drift interesserede kommuner gives tilsagn om ydelse af de resterende 15 pct., og iøvrigt på de i §§ 2-3 nærmere omhandlede vilkår.

Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at give et tilsvarende tilsagn til privatbaner under likvidation under forudsætning af, at de interesserede kommuner ligeledes giver tilsagn som i stk. 1 anført.

Statens og kommunernes refusion i det i stk. 1 og 2 omhandlede forhold af udgifterne til privatbanepensionisternes reguleringstillæg m. v. skal dog kun kunne ske i det omfang, hvori udbyttet af banens drift eller for likviderede baners vedkommende likvidationsprovenuet viser sig utilstrækkeligt til at dække disse udgifter.

Statskassens ydelser i henhold til de i overensstemmelse med foranstående bestemmelser givne tilsagn bevilges på de årlige bevillingslove i forbindelse med de midler, der stilles til rådighed til dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud, jfr. lov nr. 187 af 12. april 1949.

§ 2. Den ministeren for offentlige arbejder i § 1 givne bemyndigelse kan alene anvendes til med vedkommende kommuner at træffe en bindende og uigenkaldelig aftale om, at staten og vedkommende kommuner fremtidig og uden hensyn til, om banens drift opretholdes eller allerede måtte være standset, i det angivne forhold vil dække de omhandlede udgifter til reguleringstillæg m. v. til pensionister, som der ikke på anden måde er dækning for.

Når den garanti for en privatbanes drift, som vedkommende kommuner måtte have påtaget sig i forbindelse med banens modernisering i henhold til lov nr. 130 af 23. marts 1948, er udløbet, skal det ved overvejelserne om størrelsen af det bidrag, der af statskassen i henhold til lov nr. 187 af 12. april 1949 vil kunne ydes til dækning af banens underskud, tages i betragtning, om der med kommunerne er opnået den i 1. stk. omhandlede aftale.

§ 3. Den i §§ 1 og 2 nævnte garantiaftale omfatter:

a) Privatbanetjenestemænd, der under banens drift er afskediget eller afskediges med pension,

b) Tjenestemænd, der afskediges i forbindelse med banens likvidation, og som i henhold til deres ansættelsesvilkår har ret til pension også i tilfælde af afskedigelse af anden dem utilregnelig årsag end alder og sygdom, dog kun forsåvidt de på likvidationstidspunktet er fyldt 50 år.

Såfremt der inden 5 år efter en banes likvidation tilbydes en af de under b) omhandlede tjenestemænd en med hans tidligere tjenestemandsstilling passende ansættelse ved statsbanerne, en anden privatbane eller ved en institution under en af de i garantiaftalen deltagende kommuner, og den pågældende ikke ønsker at modtage en sådan ansættelse, bortfalder garantitilsagnet for hans vedkommende. Det samme gælder sådanne under a) nævnte, på grund af sygdom pensionerede tjenestemænd ved senere likviderede baner, som efter en indtrådt forbedring i deres helbredstilstand ville have været pligtige at genovergå til aktivt arbejde ved deres bane, såfremt den stadig havde været i drift.

Forpligtelsen til i henhold til foranstående stykke at modtage anden ansættelse skal dog ikke gælde, når den pågældende på tidspunktet for ansættelsestilbudets fremsættelse er fyldt 60 år.

§ 4. Til den del af en i drift værende privatbanes underskud, som ikke måtte blive dækket gennem reglerne i §§ 1-3, ydes der statsbidrag i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 187 af 12. april 1949.

De i §§ 4-6 i sidstnævnte lov indeholdte bestemmelser, hvorefter det under visse nærmere angivne betingelser skal kunne pålægges en kommune at deltage i dækningen af en privatbanes underskud, skal også komme til anvendelse på den del af underskuddet, der svarer til den kommunale andel af reguleringstillægget m. v. til banens pensionister i henhold til en efter bestemmelserne i nærværende lovs §§ 1-3 truffen aftale derom, dog kun for tiden inden banens eventuelle likvidation.

§ 5. Såfremt der mellem staten og de i en privatbane interesserede kommuner er indgået den i § 2 omhandlede aftale om dækning af reguleringstillæg m. v. til banens pensionister, beregnes den maksimale størrelse af det midlertidige driftslån, der i henhold til lov nr. 35 af 2. marts 1955 af statskassen vil kunne tilsiges den pågældende bane, således:

Hvis banens udgifter til de nævnte reguleringstillæg m. v. i henhold til det af ministeriet for offentlige arbejder godkendte overslag for vedkommende driftsår er større end eller lig med det samlede budgetterede underskud, kan lånet udgøre 3/4 af 85 pct. af underskudsbeløbet.

Hvis underskuddet overstiger de anslåede udgifter til pensionsreguleringstillæg m. v., vil lånet maksimalt kunne andrage et beløb, der fremkommer som summen af 3/4 af 85 pct. af de nævnte udgifter og en procentdel af det resterende underskud, som svarer til 3/4 af den procentandel, hvormed staten ved den seneste fordeling af de i henhold til lov nr. 187 af 12. april 1949 om dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud til rådighed stillede midler har deltaget i banens underskudsdækning, jfr. herved lov nr. 35 af 2. marts 1955 § 3, 1. stk.

§ 6. Til gennemførelse af en fortsat modernisering af levedygtige privatbaners spor og rullende materiel m. v. stilles der ved de årlige bevillingslove af statskassen midler til rådighed for ministeren for offentlige arbejder til udlån til de i betragtning kommende baner.

Ydelse af moderniseringslån vil foruden af den pågældende privatbanes forhold og behov for investeringshjælp være betinget af, dels at der mellem staten og de i banen interesserede kommuner er indgået den i § 2 omhandlede aftale, dels at kommunerne deltager i finansieringen af moderniseringsloranstaltningerne som i nærværende paragrafs 3. stk. nærmere anført.

Statslånet fastsættes til 75 pct. af den del af de med vedkommende moderniseringsforanstaltninger forbundne omkostninger, som ikke skønnes at kunne afholdes af banens egne midler, således at de resterende 25 pct. må stilles til rådighed af de i vedkommende banes drift interesserede kommuner. Der skal gælde samme vilkår for det kommunale lån som for statslånet, og begge lån vil med jævnsides prioritet være at sikre ved pant i det anskaffede eller moderniserede materiel m. v. Lånene skal ikke afdrages, sålænge banens drift opretholdes, hvorimod de vil være at tilbagebetale ved driftens ophør.

Ministeren fastsætter iøvrigt de nærmere vilkår for lånene, derunder om eventuel forrentningspligt og i givet fald om rentefoden samt om det åremål, i hvilket de interesserede kommuner må garantere opretholdelsen af en moderniseret banes drift.

§ 7. Forinden ministeriet for offentlige arbejder tager stilling til en privatbanes ansøgning om moderniseringsstøtte i henhold til § 6, bliver der at indhente en udtalelse fra det i § 3 i lov nr. 187 af 12. april 1949 omhandlede udvalg.

§ 8. Såfremt en eller flere af de i en privatbanes drift interesserede kommuner vægrer sig ved at deltage i dækning af udgifterne ved en af ministeren for offentlige arbejder godkendt modernisering af banen, hvis gennemførelse i henhold til bestemmelserne i § 6 delvis må dækkes af kommunerne, kan det, når banen i forening med 2/3 af samtlige interesserede kommuner inden en af ministeren fastsat frist fremsætter begæring derom, og såfremt disse kommuner tilsammen skal udrede over halvdelen af det samlede kommunale bidrag til moderniseringen, af ministeren, efter at spørgsmålet har været forelagt det i § 3 i lov nr. 187 af 12. april 1949 omhandlede udvalg, pålægges samtlige kommuner at bidrage til moderniseringen i det forhold, hvorom der mellem udvalget og de tiltrædende kommuner opnås enighed, og som kan godkendes af ministeren.

§ 9. Såfremt der i henhold til reglerne i nærværende lov ydes støtte til modernisering af en privatbane, som ikke har modtaget moderniseringshjælp i henhold til lov nr. 130 af 23. marts 1948, kommer de i § 2 i lov nr. 53 af 14. marts 1931 indeholdte bestemmelser til anvendelse for den pågældende bane, idet dog henlæggelsen til afskrivningsfonden skal foretages med 800 kr. pr. km.

§ 10. Dokumenter, der udstedes om de i nærværende lov omhandlede retsforhold og aftaler, er stempelfri, ligesom tinglysningsgebyrer og andre offentlige afgifter vedrørende sådanne dokumenter bortfalder.

§ 11. § 3 i lov nr. 187 af 12. april 1949 om dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud affattes således:

„Til at afgive indstilling til ministeren angående ydelse af de foran omhandlede tilskud samt til behandling af de i § 4 nævnte sager og andre sager, som måtte blive henvist til det, nedsætter ministeren et udvalg bestående af en formand, der skal opfylde betingelserne for at blive landsdommer, og et antal medlemmer.

I udvalget indtræder 1 repræsentant for hvert af de i folketingets finansudvalg repræsenterede partier, og af de øvrige medlemmer udpeges 1 af finansministeren og 1 af indenrigsministeren, medens ministeren for offentlige arbejder udpeger 9 medlemmer, hvoraf

1 efter indstilling af Amtsrådsforeningen for Danmark,

1 efter indstilling af Den danske Købstadforening,

1 efter indstilling af De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark,

1 efter indstilling af Foreningen „Bymæssige Kommuner" og

2 efter indstilling af Danske Privatbaners Fællesrepræsentation.

For hvert medlem udnævnes på tilsvarende måde en suppleant. Udvalgets afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Ministeren for offentlige arbejder fastsætter efter udvalgets indstilling dettes forretningsorden og træffer de nærmere bestemmelser om antagelse af lønnet medhjælp samt om vederlag m. v. til udvalgets formand, medlemmer og suppleanter. De med udvalgets virksomhed forbundne udgifter afholdes af de i henhold til § 1 til rådighed stillede midler."

§ 12. Denne lov træder i kraft den 1. april 1956.

§ 11 blev — tillige med en deraf foranlediget ændring af lovens titel — indføjet under sagens behandling i folketinget. Den medfører, at det i henhold til loven af 12. april 1949 nedsatte såkaldte underskudsudvalgs medlemsantal forøges fra 10 til (for tiden) 16. Dels får de i folketingets finansudvalg repræsenterede politiske partier hver 1 medlem, dels skal ministeren for offentlige arbejder udpege 2 medlemmer udover det hidtidige antal, derunder 1 efter indstilling fra foreningen „Bymæssige Kommuner".

Lovforslaget var ved fremsættelsen ledsaget af udførlige bemærkninger, hvoraf anføres:

„Ved lov nr. 130 af 23. marts 1948 blev der tilvejebragt hjemmel til at yde statsstøtte til modernisering m. v. af privatbanerne. I forbindelse med denne modernisering påtog de i privatbanernes drift interesserede kommuner sig at sikre de moderniserede baners opretholdelse i en vis garantiperiode, som for de fleste baners vedkommende udløber 1. april 1956, dog 1. april 1959 for de baners vedkommende, der ved moderniseringen modtog større bidrag til faste anlæg.

Den forbedring af privatbanemes driftsresultater, der var tilsigtet ved fornævnte moderniseringslov, er det ikke lykkedes at opnå. De påregnede besparelser ved, at dampdriften næsten fuldstændig har kunnet afløses af motordrift, er ganske vist i det store og hele indvundet, men visse udgifter, herunder navnlig lønnings- og pensionsudgifter, har samtidig været så stærkt stigende, at besparelserne helt eller delvis er blevet opslugt, og for enkelte baners vedkommende har endog udgiftsstigningen været større end den indvundne besparelse, således at der har måttet noteres driftsunderskud, der er større end nogensinde.

Der er af staten i henhold til lov nr. 187 af 12. april 1949 ydet privatbanerne delvis dækning af deres underskud under de i loven nævnte betingelser. Statsbidraget til underskudsdækningen har i de senere år maksimalt udgjort 70 pct. af underskuddene.

De stedse vanskeligere forhold for privatbanerne har medført gentagne henvendelser om forøget statsstøtte, senest ved et af Danske Privatbaners Fællesrepræsentation den 27. marts 1953 til regering og rigsdag fremsendt andragende bl. a. om forhøjelse af statsbidraget til den årlige underskudsdækning, om statens overtagelse af reguleringstillægget m. v. til privatbanepensionisterne og om løbende bevillinger til banernes fortsatte modernisering. Fællesrepræsentationen udtrykte i andragendet tvivl om, hvorvidt banernes drift i det hele taget fremover vil kunne gennemføres på grundlag af de indtil nu gældende retningslinier for den økonomiske støtte, der ydes dem. Fra forskellige af de i privatbanernes drift interesserede kommuner er fremkommet udtalelser om, at man er betænkelig ved fortsat at yde banerne støtte, når de nuværende garantiperioder udløber, idet man har gjort gældende, enten at banerne eller en del af dem vil kunne nedlægges og erstattes med biler, eller at staten burde overtage og drive disse baner.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang privatbanernes drift bør opretholdes, og hvorledes den i givet fald kan sikres, er derfor igen aktuelt. For at søge tilvejebragt et videre grundlag for den afgørelse, som må træffes om disse problemer, nedsatte ministeren for offentlige arbejder ved skrivelse af 23. april 1954 en kommission med den opgave bl. a. at vurdere de enkelte privatbaners betydning for trafikkens afvikling her i landet og den interesse, der herefter kan tillægges deres fortsatte beståen, samt at fremkomme med indstilling om, hvorledes de baner, der skønnes levedygtige, bør nyde statsstøtte.

Denne kommission afgav under den 3. december 1955 sin betænkning og inddelte i denne banerne i tre hovedgrupper:

1) En gruppe baner, der forekommer så levedygtige, at der, så vidt deres forhold på indeværende tidspunkt lader sig bedømme, næppe for deres vedkommende vil opstå spørgsmål om nedlæggelse indenfor den nærmeste halve snes år.

2) Til den anden gruppe baner er henført sådanne, der vel fortsat vil have en eksistensberettigelse, også når de nuværende garantiperioder udløber, men for hvis vedkommende overvejelse om en indstilling af driften i løbet af den kommende halve snes år kan blive aktuel.

3) Den tredie gruppe omfatter endelig de baner, hvis drift efter kommissionens opfattelse bør indstilles, når de nugældende garantiperioder udløber eller ganske kort tid derefter.

Kommissionen har imidlertid understreget, at det næppe er muligt at drage en aldeles skarp grænse mellem de under gruppe 1 og 2 nævnte baner, men at fremtidig indtrædende forhold f. eks. vil kunne .bevirke, at baner, hvis fortsatte drift ud over en halv snes år efter en bedømmelse på grundlag af de nu foreliggende oplysninger synes mindre sandsynlig, til sin tid findes at burde opretholdes, eller at omvendt udviklingen for en i gruppe 1 placeret bane former sig ugunstigere end forventet.

De med privatbanerne tilsynsførende myndigheder under ministeriet for offentlige arbejder, tilsynet med privatbanerne og det i § 3 i lov nr. 187 af 12. april 1949 omhandlede udvalg vil nu nøje følge de enkelte baners udvikling, således at der igennem de nævnte organers undersøgelser og indberetninger til ministeriet vil blive tilvejebragt fornødent materiale til bedømmelse af, hvornår det tidspunkt er indtrådt, da en nedlæggelse af den enkelte bane bør overvejes af staten og kommunerne.

Kommissionens bedømmelse af banerne har været enstemmig, og det samme gælder kommissionens indstilling om de ændrede støtteforanstaltninger, til hvis gennemførelse nærværende lovforslag tilsigter at tilvejebringe den fornødne hjemmel.

Det af privatbanernes fællesrepræsentation fremsatte ønske om, at staten alene skulle overtage reguleringstillægget m. v. til privatbanernes pensionister, har den nedsatte kommission ikke kunnet tilslutte sig. Derimod har kommissionen fundet det rimeligt, at staten udreder en noget større andel af banernes udgifter til disse reguleringstillæg m. v., end hvad der hidtil har været tilfældet, dels ud fra den betragtning, at der her er tale om udgifter, der er uafhængige af den indsats, der af vedkommende banes ledelse og personale gøres for at frembringe det gunstigst mulige driftsresultat, og som iøvrigt er højst forskellige fra bane til bane, dels ud fra ønskeligheden af, at der gennem en sådan forøget hjælp fra statens side kunne skabes grundlag for en sikring af de pågældende pensionisters interesser, ikke blot sålænge deres bane er i drift, men også i tiden efter en eventuel likvidation.

Idet det af kommissionen har været forudsat, at den gældende lovgivning om dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud fremdeles skal komme til anvendelse på den del af banernes underskud, som ikke omfattes af den ordning, der måtte blive truffet med hensyn til pensionsreguleringstillæggene m. v., går kommissionens i lovforslaget optagne indstilling ud på, at staten skal tilbyde at udrede 85 pct. af privatbanernes udgifter til reguleringstillæg og andre konjunkturbestemte tillæg til pensionister på betingelse af, at kommunerne forpligter sig til at udrede de resterende 15 pct., og at aftalen herom mellem staten og kommunerne skal være bindende og uigenkaldelig også for tiden efter banens eventuelle likvidation. Garantiforpligtelsen skal dog begrænses til sådanne udgiftsbeløb af den pågældende art, som ikke kan dækkes af vedkommende banes drift eller af provenuet ved dens likvidation, og i øvrigt være betinget af, at de i betragtning kommende pensionister opfylder visse vilkår.

Den foreslåede ordning medfører nogle ændringer i det grundlag, på hvilket den maksimale størrelse af de midlertidige driftslån, som i henhold til lov nr. 35 af 2. marts 1955 kan tilsiges privatbanerne, beregnes, og lovforslaget indeholder de fornødne bestemmelser herom.

Kommissionen har endvidere givet udtryk for ønskeligheden af, at der sikres de levedygtige privatbaner fortsat moderniseringshjælp. Den i henhold til moderniseringslovene af 1931 og 1948 gennemførte modernisering har været til stor hjælp for banerne og har også samfundsøkonomisk givet gunstige resultater. Det kan i denne forbindelse oplyses, at den i henhold til loven af 1948 iværksatte modernisering af banernes maskinafdelinger, der kostede ca. 36 mill. kr., hvoraf stat og kommuner investerede ca. 28 mill. kr., medens resten kunne udredes af banernes fonds, har medført en årlig besparelse på ca. 7 mill. kr.

Der har i kommissionen været enighed om, at løbende årlige bevillinger er at foretrække frem for store samlede bevillinger med 15-20 års mellemrum, og at der ikke bør stilles et på forhånd fastsat årligt beløb til rådighed for formålet, men at beløbet bør fastsættes efter behov. Størrelsen af sådanne årlige bevillinger vil naturligvis være afhængig dels af behovet for modernisering, dels af de økonomiske forhold i almindelighed på det tidspunkt, bevillingen gives. Det er skønsmæssigt på grundlag af de nugældende priser anslået, at der gennemsnitlig vil blive brug for ca. 2 mill. kr. årlig i de kommende år.

Det er usikkert, hvorvidt alle de i gruppe 1) opførte baner bør moderniseres, og omvendt kan det ikke ganske udelukkes, at baner i gruppe 2), hvis forholdene for dem udvikler sig i gunstig retning, kan få brug for hjælp til en passende modernisering. Bestemmelsen om, hvilke baner der skal kunne komme i betragtning, forudsættes da truffet, når spørgsmålet herom rejses af den enkelte bane.

Den foreslåede form for statsstøtte til modernisering af privatbanerne bygger stort set på principperne fra loven af 1948. Støtten tænkes ydet som lån og skulle være betinget af kommunal deltagelse dels som garanti for driftens opretholdelse i et efter forholdene passende åremål, dels ved direkte finansiering af en de laf udgifterne. Det foreslås, at staten skulle udrede 75 pct. og kommunerne 25 pct. af de moderniseringsudgifter, som ikke kan dækkes af banens egne midler, hvilket i forhold til moderniseringen af 1948 betegner en forhøjelse af statens bidrag fra 70 til 75 pct. og en tilsvarende nedsættelse af kommunernes. En sådan indrømmelse overfor privatbanekommunerne har man fundet rimelig, bl. a. fordi de privatbaner, der kan anses egnede til moderniseringsstøtte, vil være baner af mere end rent lokal betydning."

I sin fremsættelsestale gjorde ministeren for offentlige arbejder udførligt rede for lovforslaget, om hvilket han bl. a. anførte:

"Forslaget deler sig i to hovedafsnit; det ene omfatter bestemmelser om en forøget indsats fra statskassens side med hensyn til dækning af banernes udgifter til reguleringstillæg og andre konjunkturbestemte tillæg til deres pensionister; det andet angår forslag om statsstøtte til fortsat modernisering af de levedygtige privatbaner.

Kravet om, at staten skal overtage reguleringstillægget til privatbanepensionisterne, er fremsat adskillige gange af privatbanerne og deres kommuner og har været begrundet med en henvisning til, at dette tillæg er af en udpræget social karakter og i virkeligheden træder i stedet for ydelser, som staten ellers havde måttet udrede gennem aldersrenten. Man har også peget på, at der her er tale om en udgift, som dels er forskellig fra bane til bane og derfor forrykker sammenligningsgrundlaget banerne imellem, dels er uafhængig af ledelsens og personalets indsats i driften. Kravet om statens overtagelse af reguleringstillægget har været afvist, fordi det er fundet urimeligt, at visse udgifter, der er forbundet med driften af privatbaner, som iøvrigt opretholdes gennem fælles indsats af stat og kommuner, alene skulle bæres af staten. Imidlertid kunne en del tale for, at staten ydede en større andel af reguleringstillægsudgifterne end af de øvrige udgifter, og dette navnlig hvis der ved et sådant forøget bidrag fra statens side kunne opnås en fast ordning også for den situation, at vedkommende bane senere træder i likvidation. Det må jo nemlig befrygtes, at der i almindelighed ikke vil være fuld dækning i privatbanernes boer for tjenestemændenes pensionstilgodehavende med de hertil hørende tillæg, og man kan derfor forestille sig, at de pågældende pensionister vil henvende sig til staten og de kommuner, der har drevet deres bane, med anmodning om hjælp. Ganske vist har hverken staten eller kommunerne som aktionærer nogen juridisk pligt til at træde til, men der vil dog være stærke incitamenter for begge til at gøre det, og det vil da være i alles interesse, at der på forhånd foreligger en aftale med henblik på denne situation."

Efter at have knyttet nogle bemærkninger hertil, fortsatte ministeren:

„Den anden del af lovforslaget indeholder bestemmelser om fortsat støtte til modernisering af de levedygtige privatbaner. Som det høje ting vil erindre, blev der i 1931 og 1948 gennemført love, der stillede relativt store eengangsbeløb til rådighed for privatbanernes modernisering. Man har nu ment det mere hensigtsmæssigt at søge gennemført løbende årlige bevillinger i stedet for store samlede bevillinger med 15-20 års mellemrum. Der er ingen tvivl om, at det lønner sig at holde det trafikberedskab, som man vil opretholde, à jour, så det svarer til tidens krav, og derigennem drage fordel af de besparelser, som teknikkens udvikling giver mulighed for. Det skal i denne forbindelse oplyses, at det er udregnet, at den sidste modernisering, der blev foretaget med hjemmel i 1948-loven, for privatbanernes maskinafdeling har betydet en samlet årlig besparelse på 7 mill. kr. ved en investering fra statens og kommuners side på ca. 28 mill. kr. og en investering fra banerne selv på ca. 8 mill. kr. Disse tal giver udtryk for, at den sidste modernisering samfundsøkonomisk har været af en meget gunstig karakter, men desværre har jo prisstigningen på anden måde opslugt disse besparelser. Med hensyn til moderniseringsbehovet kan jeg nævne, at tilsynet med privatbanerne skønsmæssigt har anslået, at behovet i de kommende år for de danske privatbaner som helhed gennemsnitlig vil andrage ca. 2 mill. kr. årlig med de nugældende priser. Statsstøtten til moderniseringen er forudsat givet som lån på samme vilkår som i 1948-loven, alene med den ændring, at staten skulle yde 75 pct., mod at kommunerne yder 25 pct. Det er en forhøjelse af statens bidrag i forhold til 1948-loven, hvor statens andel var på 70 pct."

Efter at have været underkastet en indgående 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis flertal (udvalget med undtagelse af venstres repræsentanter) indstillede det til vedtagelse med de ovenfor omtalte ændringer vedrørende underskudsudvalgets sammensætning. Disse ændringer var bragt i forslag af ministeren og tiltrådt af hele udvalget.

Venstres udvalgsmedlemmer gav ifølge betænkningen „tilslutning til lovforslaget med undtagelse af bestemmelsen i § 1 angående dækningen af privatbanernes udgifter til reguleringstillæg. Mindretallet mener, at der her er tale om en social opgave, der må bæres fuldtud af staten. Udfra dette synspunkt og af hensyn til en ensartet behandling af privatbanernes pensionister finder mindretallet det rigtigst, at staten overtager reguleringsbyrderne, og stiller ændringsforslag nr. 1 til § 1.

Ændringsforslaget vil ikke forøge det offentliges udgifter, men vil medføre, at udgifterne fordeles på et bredere grundlag derved, at de flyttes fra de pågældende kommuner til staten."

Efter ændringsforslaget til § 1 skulle denne paragrafs stk. 1-3 affattes således:

„Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at give de enkelte privatbaner tilsagn om, at statskassen på de i denne lov nærmere omhandlede vilkår vil refundere banernes udgifter til reguleringstillæg og andre konjunkturbestemte tillæg til pensionister.

Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at give tilsvarende tilsagn til privatbaner under likvidation.

Statens refusion af udgifterne til privatbanepensionisters reguleringstillæg m. v. skal dog kun kunne ske i det omfang, hvori udbyttet af banens drift eller for likviderede baners vedkommende likvidationsprovenuet viser sig utilstrækkeligt til at dække disse udgifter."

I tilslutning hertil stillede mindretallet nogle ændringsforslag til §§ 2-6, hvilke ændringsforslag var konsekvenser af ændringsforslaget til § 1.

Om mindretallets ændringsforslag udtalte Horn (S) ved 2. behandling som udvalgets ordfører:

„Udvalget har drøftet flere af de problemer, som var fremme under første behandling, og navnlig har udvalget beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvorvidt staten skulle overtage hele udgiften til pensionisternes reguleringstillæg. Flertallet i udvalget har imidlertid ment at måtte tilråde, at man i så henseende vedtager lovforslaget i den form, hvori det er fremsat, og må altså anbefale at stemme imod ændringsforslagene nr. 1-8, der er stillet af et mindretal, venstres medlemmer af udvalget.

Motiveringen for, at flertallet ikke vil gå ind på denne tanke, er, at kommunerne har været repræsenteret i den kommission, som har udarbejdet udkast til lovforslaget, og disse kommunerepræsentanter har altså ment, det var rimeligt, at kommunerne påtog sig denne part, de 15 pet. Endvidere må man ikke se bort fra, at de kommuner, som i de nærmeste år skal tage stilling til, om de vil forlænge garantiperioderne, stilles noget stærkere overfor dette ansvar ved den ordning, ministeren foreslår."

Ved afstemningen forkastedes mindretalsændringsforslaget til § 1 med 89 stemmer mod 24 (V), hvorefter de øvrige mindretalsændringsforslag måtte anses for bortfaldet. Ministerens ændringsforslag om indsættelse i lovforslaget af § 11 vedtoges med 114 stemmer mod 5 (DR).

Ved 3. behandling udtalte J. M. Pedersen som ordfører for retsforbundet: „Vi har stemt imod de ændringsforslag, der ved anden behandling var stillet til det foreliggende lovforslag. En betingelse for, at vi kunne deltage i gennemførelsen af denne lovgivning, var, at det blev en virkelig afviklingslov, og da vi ikke kan blive repræsenteret i det udvalg, der i henhold til § 11 skal nedsættes, vil vi ikke stemme for lovforslaget."

I den form, lovforslaget havde fået ved 2. behandling, vedtoges det enstemmigt med 127 stemmer, idet 6 medlemmer (DR og 1 grønlandsk medlem) afholdt sig fra at stemme.