Loven tilsigter en overgang til fri ejendom af samtlige familiefideikommisser med virkning fra lovens ikrafttræden. Man har dog ment at burde undtage de familiefideikommisser, der udelukkende består af løsøre, ligesom man, forsåvidt angår familiefideikommisser, der foruden en pengekapital tillige omfatter løsøre, har givet besidderen valgfrihed med hensyn til ophævelsen af det fideikommissariske bånd på løsøret. Med hensyn til successorerne har man henlagt to femtedele af fideikommissets værdi til fordel for disse. Denne brøkdel svarer til den ved lensafløsningsloven af 1919 § 4 fastsatte, men i modsætning til ordningen efter sidstnævnte lov kommer hele erstatningen til udbetaling ved den nuværende besidders død.

Herom bestemmes nærmere i § 6, at når visse i loven angivne betingelser er opyldt, udleveres 3/5 af værdien af familiefideikommisset til den ved lovens ikrafttræden værende besidder til fri rådighed. Af de resterende 2/5 nyder han indtægten for sin livstid, således at denne del af formuen ved hans død udleveres til fri rådighed til den person, som ifølge den for familiefideikommisset gældende successionsorden ville have været berettiget til at tiltræde besiddelsen, hvis ikke fideikommisset var overgået til fri ejendom.

Såfremt den indtægt, en besidder af et familiefideikommis eller en del af dette oppebærer af fideikommisset, ikke overstiger 100 kr. om året, overgår hele fideikommissets formue eller hele den del, hvoraf han oppebærer indtægten, til besidderens fri rådighed. Overstiger indtægten vel 100 kr., men ikke 400 kr. om året, kan overformynderiet med samtykke af den nuværende nærmeste successor træffe tilsvarende bestemmelse.

Når man ikke har villet begunstige den person, som ville have tiltrådt besiddelsen af fideikommisset ved det andet besidderskifte, såfremt fideikommisset stadig bestod, er det ud fra den betragtning, at erstatningen kun bør tilfalde personer, som i et vist omfang må antages at have indrettet sig — f. eks. med hensyn til uddannelse og lignende — i forventning om, at de ville blive besiddere af fideikommisset, og dette hensyn gør sig ikke gældende, når talen er om fjernere successorer end den første.

Ved overgang af et familiefideikommis til fri ejendom betales ifølge § 8 en afgift på 2½ pct. af fideikommissets værdi, ansat efter reglerne for opgørelse til formueskat, hvoraf halvdelen tillægges overformynderiet, mens resten indgår i statskassen.

Administrationen i forbindelse med familiefideikommissernes overgang til fri ejendom er henlagt til overformynderiet, der fra sin administration af successorfonds m. v. i henhold til lensafløsningsloven har en betydelig erfaring på et beslægtet område. Tilsynet med de for successorerne båndlagte kapitaler er ligeledes henlagt til overformynderiet, jfr. § 14.

Det påhviler enhver familiefideikommisbesidder eller den for fideikommisset anordnede særlige bestyrelse eller administration inden den 1. oktober 1954 til overformynderiet at indsende forslag til gennemførelse af familiefideikommissets overgang til fri ejendom i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.

Endvidere indeholder loven en bestemmelse, hvorefter banker, sparekasser og andre, som bestyrer fideikommiskapitaler, har oplysningspligt herom.

Af lovens enkeltheder skal iøvrigt nævnes en bestemmelse i § 9, hvorefter visse af overformynderiet trufne afgørelser inden 2 måneder fra afgørelsens dato kan indbringes for et særligt nævn bestående af 3 medlemmer. Nævnets formand skal være en af Højesteret valgt dommer, 1 medlem vælges af justitsministeren og 1 af besidderen af det pågældende fideikommis.

Loven trådte i kraft 1. maj 1954.

Ved fremsættelsen af lovforslaget pegede justitsministeren på, at man ved lensafløsningsloven af 1919 havde truffet bestemmelse om afløsning af alle len, stamhuse og fideikommisgodser samt de pengekapitaler, der var trådt i stedet for tidligere bortsolgte majoratsgodser. De almindelige pengefideikommisser var derimod ikke med i loven af 1919; de faldt også udenfor den tidligere grundlovs løftebestemmelse om afløsning af fideikommisgodser. Man var dog allerede forud for den nævnte lovs gennemførelse opmærksom på pengefideikommisserne.

Der har da også i årene siden 1919 gentagne gange været rejst spørgsmål om ophævelse af pengefideikommisserne, og indenfor fideikommisbesiddernes egne rækker har man med stadig voksende styrke ønsket mulighed for en afløsning.

Ved den nye grundlov af 5. juni 1953 blev spørgsmålet påny aktuelt. § 84 indfører nemlig forbud også mod oprettelse af nye familiefideikommisser, d. v. s. de rene pengefideikommisser. Derimod er der ikke i grundloven — som der var i grundlovsforslaget af 1939 — en løftebestemmelse om ophævelse af de bestående fideikommisser, antagelig på grund af spørgsmålets ret ringe samfundsmæssige betydning.

Efter ministerens opfattelse var tiden imidlertid forlængst løbet fra dette retsinstitut. Der var her 2 hovedhensyn, som var afgørende.

„Det ene er, at det brud på de almindelige arveregler, som familiefideikommisserne betyder, føles i høj grad stødende. Vi kan ikke længere anerkende berettigelsen i tanken bag majoraterne og fideikommisserne: af hensyn til slægtens prestige at søge at sikre en særlig position eller levestandard for en enkelt i slægten på de andres bekostning.

Den anden betragtning er, at vi ikke længere kan anerkende, at en formuebesidder skal være berettiget til for et ubegrænset antal generationer at belægge sin formue med et bånd som det, der her er tale om.

Jeg har før nævnt, at de fleste fideikommisbesiddere nu ønsker fideikommisserne afløst. For mange af besidderne er det jo sikkert også stødende, at kun et enkelt af deres børn bliver berettiget til fideikommiskapitalen; men hertil kommer nok også, at mange besiddere er lidt bitre over, at de ikke blot skal betale indkomstskat af de indtægter, de har fra fideikommisset, men også skal betale formueskat af den kapital, som de ikke selv kan disponere over.

Fideikommisbesiddernes tanke er, som det fremgår af motiverne, at få åbnet en adgang, skabt en ret for besidderen til at forlange afløsning.

Dette er imidlertid kun en halv løsning. Skal der lovgives om de bestående familiefideikommisser, må denne lovgivning gå ud på en tvungen afløsning, også af den grund, at det offentlige — når man nu sætter det arbejde i gang, som afløsningen betyder — må have gjort rent bord. Der er ingen anledning til, at det offentlige fortsat skal føre tilsyn med en del fideikommisser, som måske så om 10-20 eller 30 år alligevel ønsker afløsning."

Efter at have været underkastet 1. behandling, henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis flertal (socialdemokrater, konservative og det radikale medlem samt 1 af venstres medlemmer (Gideon)) indstillede det til vedtagelse med enkelte mindre ændringer, som hele udvalget kunne tiltræde; særlig skal nævnes, at den i § 8 omhandlede administrationsafgift blev nedsat fra 4 pct. til 2½ pct. af fideikommissets værdi.

Som begrundelse for, at størsteparten af venstre ikke kunne tiltræde lovforslaget, gjorde partiets ordfører, Paabøl, ved 2. behandling bl. a. gældende, at man fandt den nye grundlovs forbud mod fremtidig oprettelse af pengefideikommisser rimeligt, men at der skulle tungtvejende argumenter til for at tilsidesætte lovligt trufne testamentariske bestemmelser. Det var væsentlig fideikommisbesiddernes ønske om at få fat i kapitalen, der havde motiveret forslaget, og heri ønskede man ikke at være de pågældende følgagtig. Når afløsningen skulle gennemføres, hvad man altså ikke kunne forhindre, mente taleren dog — bortset fra et enkelt tvivlsspørgsmål — at man stort set havde fundet den rigtige løsning i lovforslaget, som det forelå med de stillede ændringsforslag.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 96 stemmer mod 18; 1 medlem (Jensen-Broby) afholdt sig fra at stemme.